 Kære Pernille
Har lige læst din lange beskrivelse og er fuld af følelser.... Tænkte, jeg lige måtte herind igen for at se, om du mon skulle have svaret, men tænkte også, at det havde du da jo næppe så hurtigt - men det havde du.
Kan slet ikke forstå, at folk ikke spørger. Jeg tænker faktisk rigtig meget på jeres familie, og hvor forfærdeligt det er, det, I går igennem, og hvor heldig jeg selv er at være forskånet for noget sådan. Jeg må også indrømme, at jeg tit fortæller om dig til andre, når jeg skal give ex på, hvor skrækkelige ting nogle mennesker skal igennem. Så sent som i går talte vi om jer (fordi min ældste datters veninde lige har fået en dødfødt lillebror - og så kom vi til at tale om det, som du og Gitte (hvis lille Marina jo døde ved fødslen) går igennem).
Når jeg ligger og putter med Maya i sengen, tænker jeg tit, for fantastisk heldig jeg er, og at det eneste jeg virkelig ønsker mig af livet er, at mine børn aldrig bliver taget fra mig. Hvad man ikke ville give for den sikkerhed. Men ingen af os har den. I er blevet virkelig hårdt konfronteret med dette, og skal gennemgå usikkerheden og angsten gang på gang de næste mange år. Vænner man sig mon til det.. næppe. Men det bliver nok bedre, som tiden går, og I flere og flere gange har oplevet at få det positive svar, at blodprøverne er i orden. Både min mormor, min mor og min far har haft kræft, og har gået/går til disse kontroller. Jeg synes, skrækken og "ondt i maven" har fortaget sig, som tiden er gået, og man begynder at tro på, at det virkelig er overstået. Men det er jo noget andet, med ens barn. Men jeg krydser fingr
Dette er et svar til  .....
af Pernille (22-02-2012 kl. 22:36)
|
Anja
Svar til dette indlæg
© 1999-2025