 ved godt man ikke må sige det...
Hvor skal jeg starte en lang historie og gøre den kort. I slutningen af maj mistede
jeg min mor meget pludselig og efter hun kun havde været syg i en månede. Det
hele var et kæmpe chok og jeg var slet ikke parat til det skulle være slut. Vi havde
lige startet behandling og tre dage senere havde hun fået hjertestop og var i
koma. Dagen før havde jeg tvunget hende til at få en sonde lagt så hun kunne få
næring, hun var på riget og på et sengeafsnit.Vi er sammen hele dagen, jeg putter
hende og kysser hende. siger vi ses i morgen. Snakker med sygeplejersken og
fortæller hun slet ikke hat spist eller fået næring så når hun bågner skal de nok gå
igang. Hun får mit nummer hvis der er noget. Da jeg ikke hører noget ringer jeg
næste morgen og der for jeg beskeden om hun har fået hjertestop og er i koma.
Da vi kommer drind ved sker ikke det vi de ikke tigtig noget men de håber at
vække hende næste dag. Der sker ikke det vi håbede på og en uge senere må de
slukke for respiratoren.
Nu til sagens kerne, da alt dette sker får jeg trang til at reproducere for første
gang siden jeg fik min dreng theodor. Vi går i gang og snart er der baby. Indeni
havde jeg et håb om at vi skulle have en pige som skulle have min mors navn.
Men i mandags fik vi at vide der ligger en lille dreng. Jeg er sikker på jeg allerede
elsker ham og vil beskytte ham. Men lige nu er glæden for mig indeni ikke helt
vild og tanken varmer mig ikke. Ved dog det er et spørgsmål om tid så skal den
store reaktion nok komme:-). Skal bare vænne mig til tanken om endnu en dreng.
Signe 19+1
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2025