 Tak Joan :o)
Tak fordi du tør spørge.
At være gravid og samtidigt at være i sorg over tabet af Emilie - har gjort os "godt". I alt mørket har graviditeten givet os færden af et lille lys, og graviditeten har været planlagt. Da vi gik i gang 3 måneder efter ulykken, regnede vi ikke med at det ville gå så hurtigt, men vidste naturligvis at det var en mulighed. Jeg blev gravid i første hug hvilket må siges at komme en smule bag på os, men det har fra start været med tanken om at Emilie ville elske at hendes lillebror atter skulle have en levende søskende hos sig, nu hvor hun ikke længere kan være der og lege med ham og drille ham.
Emilie var 4,5 år da hun blev dræbt, så vi vidste hvem hun var og hvordan hendes personlighed var - forstået på den måde, at hun hele tiden har været en del af beslutningen, hvilket har gjort det hele langt nemmere. Havde hun været yngre (1-2 år gammel) tror jeg det havde været mere svært for os, fordi jeg kan forestille mig vi ville have haft en anden form for samvittighed. Ved ikke om det overhoved giver mening for andre end os :o)
Og nu venter vi atter en lille pige. Hvilket var det største ønske - vi får desværre aldrig Emilie igen, men vi får konstallationen af dreng pige og vi får begge verdener igen. Emilies tøj og legetøj vil nu blive taget i brug, som det havde ville være hvis det var en almindeligt planlagt lillesøster og vi slipper for at skulle tage stilling til hvad der ellers skulle ske med alle Emilies fine ting <3
Men når alt det er sagt, så er det hele med de op- og nedture som nu engang er en kæmpe del af at miste det kæreste på denne jord!
Dette er et svar til  Hvordan har du det nu?
af Joan77 (19-04-2013 kl. 14:44)
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2025