Børn skal smide bleen før de kommer i børnehave Vuggestuer og forældre skal gøre mere ud af renlighedstræningen for at undgå, at mange 3-årige stadig bruger ble.
6783
Mange børn bruger stadig ble, når de starter i børnehave. Derfor arbejder Allerød Kommune nu på at få forældrene og pædagoger til at skele til pottetræningen lidt tidligere, end tilfældet er i dag.
"Vi ser gerne, at forældre og vuggestuer gør lidt for, at vi ikke får de store problemer med mange blebørn i børnehaverne. Både vuggestuer og forældre skal renlighedstræne børnene mere før 3-års alderen. Jeg tror, de fleste forældre er ansvarlige og prøver. Det her er blot en opfordring til dem om at være mere opmærksomme på det", siger Erik Lund (K), der er formand for kommunens børneudvalg.
Børneudvalget har sagen til politisk drøftelse, efter kommunen har modtaget et skriftligt påbud fra Arbejdstilsynet om at etablere passende puslefaciliteter i børnehaverne.
"Førhen havde vi normalt ikke blebørn i børnehaven. Men vi har oplevet en tendens til, at der kommer flere børn, der ikke er renlige, når de starter i børnehaven. I gamle dage med stofbleer var der en klar motivation for forældrene til at gøre børnene renlige tidligt. I dag er holdningen mere afslappende og afventende", siger Robert Rawson, der er leder i børnehaven Ørnevang 1.
Han er ikke afvisende over for tanken om, at forældrene sammen med vuggestue eller dagpleje fremover fokuserer lidt mere på renlighedstræningen.
"Det er en diskussion værd, om vi har gjort børnene en bjørnetjeneste ved at være så forstående. Hvis de voksne ellers vurderer, at barnet er klar til at smide bleen, er det en god idé at støtte og opmuntre det", siger Robert Ramson, der samtidig understreger, at der altid vil være en lille gruppe børn, der først sent er modne til at undvære ble.
Han oplyser, at blebørnene i dag skiftes på gulvet på et håndklæde eller stående, mens den voksne sidder på en taburet ved siden af.
"Det er klart, at det er kun en nødløsning. Hvis det er en daglig forteelse, kan det ikke gå. Det har et omfang nu, hvor man kan ikke kan byde hverken børn eller ansatte det", siger Robert Rawson.