Skrevet af Mette
  Jeg fødte mit 5. barn den 6. februar 2002. Det var en meget traumatisk fødsel, da vi var ved at miste hende under fødslen.
Jeg havde gået til ekstra kontrol hele graviditeten, på grund af jeg mistede mit første barn under fødslen i 1989.
Den 5. februar hen under aftenen begyndte jeg at få småveer. Jeg lagde mig til at se TV, mens jeg ventede på bedre veer. Jeg havde haft en del plukkeveer, så jeg var lidt i tvivl, om det nu også var nu.
Omkring ved 1-tiden ringede jeg til fødegangen, og vi fik lov til at komme, da vi havde små 100 km derned. Da vi ankom, var jeg kun 4 cm åben, og mine veer gik i stå.
Det havde hele tiden været planlagt, at jeg skulle have en epiduralbedøvelse på grund af svær bækkenløsning, så det lå jeg så og ventede på. Narkoselægen havde ikke lige tid til at komme, så vi ventede et par timer. I mellemtiden havde jeg fået sat drop for at se, om veerne kunne stimuleres, og det gik fint. Der kom med det samme regelmæssige veer, men det gjorde simpelthen for ondt, så de slukkede igen.
Vi ventede så på narkosen. Lægen kom omkring klokken 10, jeg fik lagt blokaden, og jordemoderen fik sat gang i droppet igen, og så gik det bare derudaf.
Jeg lå med meget skrappe veer men var total smertefri. Det var skønt, da jeg havde haft en meget vanskelig fødsel 5 år tidligere. Da klokken var omkring 12, ville jordemoderen lige mærke, hvor langt jeg var kommet. Hun var meget overrasket, da jeg var åbnet 8 cm. Det var gået meget stærkt. Mens hun mærkede, hvordan det stod til, gik vandet i en stor skylle. Jeg havde for meget fostervand, så der kom omkring 5 liter.
Jordemoderen var meget overrasket, da der ikke havde været nogen mistanke om, at der var så meget fostervand. Jeg var ellers blevet scannet mange gange.
Mens vandet løb ud af mig, blev jordemoderen pludselig stille. Hun så forskrækket ud, og vi blev meget bange. Hun så på os og sagde, at hovedet ikke stod fast, og at det nu var svuppet godt op og drejet lidt til højre. Hun kunne mærke, at navlestrengen var gået i klemme mellem barnets hoved og mit bækken, så hver gang jeg havde en ve, dykkede hjertelyden.
Hun bad sygehjælperen om at kalde en læge med det samme, men der kom ingen læge. Hun gentog det flere gange, inden han endelig kom. Hele tiden havde hun hånden oppe i mig, for at holde mit barns hoved væk fra bækkenindgangen, så navlestrengen ikke blev for afklemt.
Efter ca. 15 minutter kom der en læge luskende. Han mærkede efter og kunne godt mærke, at hovedet stod meget højt, og at navlestrengen var faldet ned, men han mente, at når jeg var så åben, så skulle jeg nok kunne føde.
Så gik han igen. Jordemoderen ville igen mærke efter, og navlestrengen lå igen helt nede og blev afklemt. Hjertelyden dykkede langt ned, og pludselig kom der frisk blod. Moderkagen var begyndt at løsne sig.
Lægen blev hurtigt kaldt igen, og jeg skulle hurtigt over til et kejsersnit. Jordemoderen prøvede hele tiden at berolige mig, men jeg ligesom lukkede af. Jeg troede, at mit barn var dødt. Jeg ville ikke være med, så jeg lå bare og kiggede den anden vej, mens jeg hele tiden sagde "jeg vil gerne sove". Jeg ville ikke have kejsersnit i lokalbedøvelse.
Narkoselægen havde ellers sprøjtet en stor dosis ind, så barnet kunne tages ud, mens jeg var vågen, men der var slet ikke tid til at vente på, at det virkede. Pludselig skulle min datter ud. Jeg nåede ikke at blive afvasket. Jeg fik et stik i hånden, og så var jeg væk.
Da de vækkede mig på operationsstuen, sagde de: "tillykke, du har fået en dejlig datter, og hun har det godt". Jeg forstod ikke, hvad de sagde, for jeg troede, at hun var død. Så da min mand kom ind til mig med hende og lagde hende op til mig, brød jeg ud i voldsom gråd. Jeg græd af sorg og angst, og også over at min datter havde overlevet fødslen.
Det var virkeligt hårdt. Jeg kunne slet ikke forstå, at vi havde fået lov til at beholde hende. Alle mine følelser fra dengang jeg mistede min første søn kom frem igen.
Jeg hulkede i nogle timer, forstod ikke så meget, lå bare med min lille skønne datter.
Vi talte meget om det, som var sket, og et eller andet sted er vi utrolig heldige. Det kunne meget nemt være gået galt. Vi er også yderst taknemmelige for, at jordemoderen gjorde sådan et stort stykke arbejde.
Mens de skar min datter ud, så hun mellem mine ben for at holde hendes hoved væk fra navlestrengen.
Da de åbnede min mave, var der en 10x10 cm stor blodkage foran hendes hoved, fordi moderkagen havde løsnet sig. Så det var i sidste øjeblik, at hun kom ud.
Ingen ved, hvorfor jeg havde så meget fostervand, og det gjorde sammen med at hovedet ikke stod fast, at der var så meget plads derinde, at min datter svuppede opad, og navlestrengen faldt ned. Vi fik bagefter at vide, at nogle gange, når der ryger så meget vand ud, så tror livmoderen, at nu har den født et barn, og så begynder den at løsne moderkagen. Det var nok det, der skete for os.
Vi har 4 børn + en i himlen, og hver eneste dag er jeg taknemmelig over, at det gik godt den 6. februar 2002. Samtidig føler jeg en stor taknemmelighed til den jordemoder, som var hos os under fødslen. Hun var bare så god.
Mens det hele stod på, sagde hun, at det her var bare et tilfælde, hvor intet måtte gå galt. Jeg havde jo mistet et barn før, og hun gjorde alt, hvad der var i hendes magt, for at få det til at gå godt, og det lykkedes (ikke at de ikke gør det altid, men det var bare så rart, at de tænkte på os på den måde). Tak for det.
Tak fordi i læste min beretning.
19-02-2003
|
© 1999-2025