Skrevet af Christine
Jeg ventede mit første barn og havde termin den 19. august 2002, så at tage på ferie på Bornholm i starten af juli, så jeg ikke som noget problem.
Min mand er spejderleder og var lejrchef på en spejderlejr på Bornholm. Vi kom lørdag, og onsdag var vi med vores gruppe i svømmehallen.
Min mand og jeg havde stået nede i bassinet og snakket, da han ville svømme over til nogen af de andre. Idet han sætter fra i vandet, rammer han mig i maven. Det var hårdt, og jeg blev dybt hysterisk. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom op af vandet, men jeg har senere fået fortalt, at jeg sprang op lige ved siden af stigen.
Jeg græd og tog mig til maven, det gjorde ondt. Min mand prøvede at trøste mig, og han var mindst lige så ked af det som jeg.
Jeg stod hele tiden og tænkte "spark, spark nu, lad mig mærke dig inde i maven", men jeg kunne ingenting mærke.
En livredder kom hen til os og sagde, at jeg skulle sætte mig ned og prøve at slappe af, men jeg ville bare ind og have tøj på.
Min mand og jeg satte os ude i forhallen. Det gjorde stadig ondt, og jeg havde stadig ikke mærket min lille pige (vi vidste det var en pige). Livredderne sagde, at det nok var bedst, at vi tog på skadestuen.
Da vi kom ind på skadestuen, sad vi kort og ventede, så kom vi ind til en læge, der lige ville lytte til hjertelyden. Vi fik at vide, at det ikke var sikkert, at vi ville kunne høre hjertelyden. Det kunne skyldes, at apparatet er meget følsomt. Ikke så snart at apparatet var sat på min mave, kunne vi høre Nicolines hjerte slå. Alt lød godt. Vi græd begge af glæde.
For en sikkerheds skyld ville de gerne scanne mig. Overlægen kunne ikke få scanningsapparatet til at virke. "Ikke noget problem", sagde han. "Vi går bare op på fødegangen". Jeg blev sacnnet, og alt så normalt ud. Han ville for en sikkerheds skyld gerne beholde mig til observation i nogle timer.
Vi fik at vide, at vi kunne sætte os ind i daglistuen. Der sad vi så og blomstrede i et stykke tid. Jeg begyndte at få enormt ondt i ryggen. Jeg kunne ikke sidde ned, kun gå rundt.
Endelig kom der en jordemoder. Hun var så sød. Hun syntes, at vi skulle gå ind på en fødestue, så jeg kunne komme til at hvile mig.
Der gik lidt tid, og jeg havde stadig vanvittigt ondt i ryggen. Der kom en ny jordemoder ind, og hun sagde, at det godt kunne være veer, så hun ville gerne give mig steriltvandspapler, for at jeg kunne mærke veerne i maven.
Jeg blev gjordt opmærksom på, at det gjorde ondt at få lagt dem. OG DET SKAL JEG LIGE LOVE FOR. Jeg havde nær bidt min mands finger af, men bagefter havde jeg det godt.
Jeg begyndte at mærke veerne i maven, og de kørte en ve-strimmel. Jeg havde veer, men de var ikke kraftige eller regelmæssige.
Jeg blev scannet endnu en gang, og der var ikke noget at se. Klokken var ved at blive 18. Jordemodern sagde, at vi begge skulle prøve at sove en times tid, og så måtte vi se, hvordan tingene så ud.
Jeg kunne ikke rigtig sove, og som tiden gik, fik jeg det værre. Da der var gået lidt over en time, kom jordemoderen igen. Ligeså snart hun så mig, kunne hun se, at der var noget galt.
Hun spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg forklarede, at jeg var meget dårlig og havde fået anderledes smerter. Jeg fortalte, at jeg følte mig gul og blå inde i maven. Hun ville lige ringe og snakke med lægen.
Da hun kom tilbage, sagde hun, at han ville komme op og se mig igen. Hun sagde også, at det MÅSKE godt kunne blive et kejsersnit. Lægen kom og så mig i 2 minutter og sagde, at det var kejsersnit, og det var nu.
Vi fik lov til lige at få 5 minutter for os selv, mens jordemoderen hentede tingene. Jeg sagde til min mand, at han skulle ringe til sin bedste ven, som også var med på lejren, for jeg ville ikke have, at min mand var alene.
Jeg fik valget om at være vågen eller under fuld narkose. Jeg valgte at være vågen. Min mand ville ikke være med der inde, men da de sagde, at han skulle sige farvel til mig og gå ud, valgte han at blive.
Bag forhænget kunne jeg mærke, at de "rumsterede" med min mave. Pludselig lød der et skrig, og Nicoline kom til verden klokken 22.05.
Da det nu var 7 uger før termin, havde jeg indstillet mig på, at jeg ikke ville få hende over, da hun jo nok skulle have hjælp til at trække vejret.
Pludselig blev hun lagt hos mig. Hun var så lille og fin, helt dækket af fosterfedt og med langt sort hår. Hun fik 9 på Apgar efter et minut og 10 efter fem minutter.
Det var godt, at hun kom ud, for moderkagen havde løsnet sig, og der var begyndt at komme blod i fostervandet.
Jeg blev kørt til opvågning, og Nicoline og min mand og hans bedste ven tog på børneafdelingen. Jeg fik at vide, at jeg måtte komme der op, når jeg havde fået følelsen tilbage i benene.
Jeg kæmpede med at vrikke med føderene, og som jeg fik følelsen tilbage i benene, fik jeg at vide, at min lille datter var begyndt at få problemer med at trække vejret, så hun var lagt i kuvøse og var på vej ned til mig på intensiv.
Hun fik hjælp med at trække vejret, ilt og c-pap. Der sad hele tiden en sygeplejerske inde på stuen for at holde øje med Nicoline. Nicoline "glemte" at trække vejret nogen gange, så hun skulle lige nusses lidt under føderne eller på ryggen.
Familien blev kontaktet, og alle lå mere eller mindre søvnløse den nat. Mine forældre, som var på ferie i Nordjylland, kunne vi ikke få fat på før om morgenen, og de blev noget chokeret over at blive vækket klokken lidt i 6 med nyheden om at være blevet bedsteforældre.
Om morgenen blev Bornholms eneste børnelæge tilkaldt for at finde ud af, hvad der videre skulle ske. De fandt ud af, at det nok var bedst, at vi blev overflyttet til Rigshospitalet, da de ikke ville have de rette ting, der kunne hjælpe hende, hvis hun skulle få det værre.
Sidst på eftermiddagen blev vi hentet i en helikopter og blev fløjet til Riget.
Det var en stor omvæltning, da jeg lige pludselig ikke skulle ligge sammen med min datter. Hun lå nede på neonatalafdelingen, og jeg lå på barselsgangen.
Det var ubehageligt, men på den anden side meget rart, for så kunne jeg få sovet.
Vi lå på Riget i fire dage, så blev vi flyttet til KAS Glostrup, hvor vi hører til.
Det var en hård tid. Da hun var kommet af med al overvågning, og det kun var amningen, vi ventede på skulle komme igang, var der flere gange, hvor jeg var ved at tage min lille datter under armen og gå.
Det var så psykisk hårdt, men de sygeplejersker, der er på neonatalafdelingen på Glostrup, var utrolig gode til at sætte sig ned og snakke, når man havde brug for det.
Vi blev endeligt udskrevet den 19. august på terminsdagen. Det var dejligt men også skræmmende. Nu var der pludselig ikke nogen sygeplejersker og læge, vi lige kunne spørge, hvis vi var i tvivl om noget.
Idag er Nicoline 3 måneder og har det godt. På nogen punkter er hun som en baby på tre måneder, og på andre er hun kun som en baby på 7 uger.
Vi har set meget af det danske sygehusvæsen, og vi har været meget tilfredse. Vi kan ikke klage over noget. En stor tak til alle på Bornholms Centralsygehus, Riget og KAS Glostrup.
21-02-2003
|
© 1999-2025