Skrevet af Ole Steensen
Anita sprællede i sengen. "Åh shit, SHIT!". Hun kantede den store krop rundt og fik den bakset på højkant med stort besvær.
"Hvad sker der?", mumlede jeg dybt nede i puden.
"Jeg har tisset i sengen!", råbte hun næsten hysterisk og forsvandt ud af soveværelset.
"Årh, herregud!", tænkte jeg ærgerligt. Den graviditet var altså ved at gå mig på nerverne. Jeg mener, kvinder har sgu da født børn i tusindvis af år. Var det nødvendigt at gøre et nummer ud af det? Hele tiden skulle hun have opmærksomhed. Jeg skulle også snart være forælder, men min krop skete der ikke noget med. Det var hendes mave, der voksede. Hendes blod, der iltede fosteret. Hendes krop, der nærede det.
I begyndelsen havde det været meget sjovt. Vi var lykkelige, da det blev konstateret, at vore anstrengelser gennem tre lange år i bogstaveligste forstand havde båret frugt. Det var også ved at være sidste udkald. Vi havde forsøgt alt, læst alt. Selv de mest fantasifulde metoder var blevet prøvet.
Efterhånden havde vi følt det som et nederlag. Vort seksualliv kunne ikke blive ved med at holde til det. Det var blevet glædesløst og uinspireret. Der var blevet længere og længere mellem berøringerne. Som om vi ville undgå endnu et nederlag. Til sidst havde vi heller ikke orket at snakke om det mere. Det sidste ord var blevet sagt, vendt og drejet, til det var blevet meningsløst.
Men knuden havde løst sig op - og som altid næsten af sig selv: Anita havde besluttet at opgive en stresset branche, der ikke længere gav hende nogen glæde. Derefter var det ikke vanskeligt at vælge Silkeborg som vort næste mål. To måneder senere fik vi den glædelige nyhed.
Det havde også været morsomt at høre sekretærens reaktion, da jeg ringede til Steinerskolen for at få tilsendt indmeldelsesblanketter, fordi jeg havde hørt, man skulle være i god tid, og på hendes spørgsmål om hvor gammelt barnet var, svarede: "Barnet? Øh, det er ikke født endnu".
Vi havde været henrykte af fryd, da vi første gang mærkede liv derinde fra det trygge våde mørke. Det havde straks givet inspiration til mange timers læsning om fødsler, børneopdragelse og især drivhusbørn. Tænk sig, at et seks måneder gammelt foster allerede havde et så veludviklet sanseapparat, at det kunne modtage og bearbejde indtryk, og derfor samle erfaringer fra den omkringliggende verden. Det gjaldt om at være tidligt ude. Måske kunne det blive en ny Mozart? Eller måske en Einstein?
Jeg havde godt nok følt mig umådelig tåbelig den første gang, jeg lå med munden ind mod den store mave, og sagde: "Hej lille skat, det er din far der snakker". Og den store mave havde hoppet op og ned, fordi Anita ikke kunne holde sig af grin. Men jeg havde gjort det. Jeg havde spillet guitar for den store mave. Jeg havde læst eventyr for den store mave. Jeg havde sunget for den store hoppende mave.
Jeg ved ikke hvilken undskyldning, jeg brugte over for mig selv dengang, men hverdagen sneg sig ind på mig, og så var det som om, det der med at få et vidunderbarn, ligesom mistede sin betydning. Sådan et geni, ville det ikke bare være til besvær? Man kunne vel risikere, at det allerede som treårig stillede krav om, at man skulle forklare forholdet mellem en funktions differentialkvotient og tangentens hældningskoefficient, eller bruge hele søndage på at gennemgå kilotunge partiturer over Richard Wagners operaer. Hvordan ville det så gå med fisketurene? Og sådan et lille monster gad vel ikke gå til fodbold? Næ, jeg ville foretrække et normalt barn.
Det havde alt sammen været nyt, sjovt og spændende. Men da Anita begyndte at få vand i kroppen, så hun efterhånden lignede en Michelinmand, og man næsten sikkert kunne høre det skvulpe, når hun gik, var graviditetens romantik forduftet. Og da hun efterfølgende fik konstateret for højt blodtryk, og de lærde begyndte at tale om svangerskabsforgiftning, var det alvor, virkelig virkelighed, og den vordende far måtte til at blive voksen i en allerhelvedes fart.
Men det er svært. Det kræver overvejelser, bearbejdning og ændringer. En lang og tidskrævende proces. Jeg påstår ikke, at det er lykkedes endnu - langtfra - men jeg blev mit ansvar bevidst, og på trods af, at det for mig var noget nyt og skræmmende, vidste jeg, at jeg kunne leve med det. Siden har det vist sig, at jeg ikke bare har kunnet leve med det, men at det at være medansvarlig for et lille menneske har sat tingene i et perspektiv, hvor proportionerne er blevet bevaret i modgangstider og derfor har en positiv indvirkning på mit liv.
Mine tanker blev afbrudt af et brøl ude fra badeværelset: "FOR HELVEDE! - Ole, kom og se!".
Jeg røg ud af sengen og løb gennem gangen. "Plask, plask", lød det under mine fødder. Jeg stoppede op.
"Føj, hele gulvet sejler!", råbte jeg med væmmelse. "Du kommer eder ma’me selv til at tørre op", fortsatte jeg hævngerrigt, vel vidende hvilken vanskelig eksercits, det ville være i hendes tilstand.
Hun grinede. "Jeg tror, det er vandet, der er gået".
"Ja, tak. Det kan jeg...".
"Fostervandet", afbrød hun.
"Fostervandet?". Jeg var målløs. Det måtte være et af hendes trick for at få opmærksomhed. Jeg regnede et øjeblik. "Der er da mindst fjorten dage endnu. Og", fortsatte jeg snedigt, "førstegangsfødende går ofte langt over tiden".
"Så se", sagde hun og pegede på gulvet. Der var noget ved hendes ro, der gav mig bange anelser. Jeg knælede, dyppede pegefingeren i den nærmeste pyt, og løftede langsomt fingeren op under næsen, mens jeg forsigtigt snusede ind, parat til at undvige den forventede urinstank. Reaktionen udeblev. Væsken var nærmest lugtfri og underlig blank uden at være helt klar.
Jeg tror, panikken startede lidt over knæhøjde, men snart havde den bredt sig til hele kroppen. "Jeg ringer efter en ambulance!", udbrød jeg og fór op.
I det samme begyndte den store mave at hoppe. Jeg stirrede vantro og blev rædselsslagen, indtil jeg hørte hendes latter. Da hun var faldet til ro, forklarede hun: "Jeg har altså ikke fået veer endnu". Derefter tog vi det stille og roligt.
Efter en kort undersøgelse på fødeafdelingen blev vi sendt hjem for at afvente veernes komme. De indfandt sig så småt ved 1-tiden. Allerede ved 3-tiden var veerne så hyppige, og efter min mening så kraftige, at jeg ikke længere turde vente. Man har jo hørt om fødsler i biler og taxa, og selv om jeg havde gjort mig en del tanker om, hvad jeg skulle gøre i en nødsituation, måtte jeg se i øjnene, at min indsigt i slige sager hovedsageligt kom fra amerikanske spillefilm.
Da vi ankom til fødeafdelingen, var jeg i højt humør. Dette her var bare endnu en kamp, der skulle vindes. Vi var et team. Sammen skulle vi sætte et barn i verden. Anita skulle bare slappe helt af. Jeg ville være ved hendes side hele vejen som støtte og som medspiller. Vi skulle klare dette her sammen og uden nogen form for hjælpemidler. Vort barn skulle ikke skades af hverken bedøvelse eller lattergas. Under min vejledning og afslappende massage ville fødslen blive smuk med ømhed og kærlighed.
Jeg blev klogere - meget klogere. Inden der var gået ti minutter, var jeg reduceret fra holdkaptajn til reservespiller med kun ringe chance for at komme ind på banen. Det blev helt klart for alle, at dette var Anitas kamp, og at den skulle spilles efter hendes regler.
Min blide, kærlige hustru forvandledes til en brølende løvinde, en fighter af guds nåde. Og selv om jeg var blevet advaret af jordemoderen på de to fødselsforberedelser, vi havde nået, om at en fødsel var en så stærk følelsesmæssig oplevelse, at den kunne give anledning til de besynderligste udgaver af den fødendes personlighed, var jeg forbløffet.
Denne kvinde, der aldrig kunne beslutte, om hun skulle have den røde eller den sorte eller måske den stribede kjole på, dirigerede rundt med os alle, som var hun overtjener på en travl fransk gourmet restaurant.
Først ville hun forsøge at føde i badekar. Det måtte snart opgives, fordi det varme vand fik blodtrykket til at stige faretruende. Derefter ville hun gå omkring, for at tyngdekraften skulle hjælpe hende, men veerne var meget smertefulde nu, og efter et par stående veer, der fik hende i knæ, skulle noget nyt forsøges.
Denne gang forlangte hun en sækkepude af den slags, vi havde strøet rundt om på gulvet i vores ungdomsværelser dengang for snart længe siden. Med puden anbragte hun sig i de besynderligste stillinger i håb om at finde en position, der kunne aflaste hende i det smertehav, hun tydeligvis efterhånden svømmede rundt i, fordi hun i tillæg til veerne havde fået voldsomme smerter over lænden og ned i benene.
Snart skubbede hun puden fra sig og anbragte sig i et almindeligt sideleje på sengen. Et klart signal om, at det dér med det alternative hermed var afsluttet.
Der stod jeg magtesløs og anede ikke mit levende råd. Mine følelser svingede mellem ængstelse, manisk optimisme og vrede. Hvorfor vrede? Det vidste jeg ikke. Måske mod Vorherre - eller hvem der nu end måtte have ansvaret for smerten og alle disse voldsomme følelsesudladninger, vi gennemgik.
Alt jeg kunne gøre for hende - alt hvad hun tillod mig, at gøre for hende - var blide strøg over lænden og benene. Det lindrede lidt påstod hun, men jeg tror mere, det var mit nærvær, der gav hende lidt tryghed i al virakken, og jeg var taknemmelig, for det gav mig en følelse af at være til lidt nytte.
Men trods mine anstrengelser forværredes smerterne. På et af sine visitter foreslog jordemoderen at lægge en blokade i ryggen, der måske kunne fjerne smerterne.
Hvad var nu det? Vi skulle jo ikke bruge hjælpemidler. Ville det ikke skade barnet? Vi diskuterede mellem veerne. Jordemoderen forsikrede, at det bare var saltvand, der blev sprøjtet ind på visse strategiske punkter langs rygsøjlen. Vi lod os overbevise. Lettede.
Da sprøjterne var blevet gjort klare, forsvandt jeg ud på gangen, hvor jeg med skælvende fingre fik ild i en beroligende cigaret. Ikke fordi jeg på nogen måde er bange for sprøjter. Slet ikke. Men jeg mente, de burde have ro til at foretage det lille indgreb uden mine ængstelige blikke og kommentarer.
Da jeg vendte tilbage til fødestuen, fik jeg den skuffende meddelelse, at miraklet var udeblevet. Blokaden havde ingen synderlig virkning, og snart forværredes smerterne yderligere. Situationen var nu så kritisk, at jordemoderen besluttede, at hvis ikke der var en bedring inden for den næste halve time, ville de være nødt til at bedøve Anita, med mindre hun nægtede det og dermed selv tog ansvaret.
"Hvad synes du?", spurgte Anita, efter at døren havde lukket sig bag jordemoderen.
"Ingenting", svarede jeg svagt, og lod principperne falde: "Det er OK med mig, hvis du vil".
"Så venter vi og ser", sagde hun og lukkede øjnene, mens hun gjorde sig parat til de næste veer.
Det var omkring dette tidspunkt, det hele ligesom snørede sig sammen inde i mig. Jeg ved godt, at store drenge ikke græder, og det gør jeg da heller ikke. Normalt. Men jeg havde mistet kontrollen. Det jeg var midt i var større end mig på en eller anden måde. Uden at jeg kunne forhindre det, græd jeg. Det var ikke en hulken eller snøften. Tårerne trillede bare ligeså stille ned af kinderne. Kort efter kiggede jordemoderen ind igen. Jeg røg op af sengen.
"Vil du være hos Anita, mens jeg går ud lidt", hviskede jeg grådkvalt og lidt skamfuld. "Ja, selvfølgelig. Gå dig en lang tur", svarede hun og så på mig med øjne, der viste, at hun anede, hvad jeg gennemgik. Jeg ilede ud af døren. Hendes medfølelse havde slået sluserne op på vid gab.
Ude på bænken med udsigt over havnen en smuk efterårsaften, sad jeg så og græd og græd. Det var dejligt. Efter nogen tid løsnede knuden og afløstes af en vidunderlig varm lykkefølelse, og optimismen vendte tilbage. Jeg talte cigaretskoderne omkring mine fødder. Der var seks. Så måtte der være gået en halv times tid.
Inde på fødestuen var der næsten mørkt og usædvanlig roligt. Det var som om, Anita ikke længere bekæmpede veerne. Det var mere et samarbejde nu. Truslen om bedøvelse havde fået hende til at bide tænderne sammen i trods. Hun ville klare fødslen uden bedøvelse. Hun ville være til stede. Hendes oplevelse måtte ikke hæmmes. Hun trak sig ind i sig selv - ind i oplevelsen.
De næste timer foregik efter omstændighederne stille og fredfyldte. Jeg husker timerne i den dunkle stue, mens jeg blidt masserede hendes ryg, som det skønneste jeg har oplevet. Jeg tror aldrig, vi nogensinde har været så tæt på hinanden, selv ikke i de hedeste øjeblikke. Det var en kontakt på et plan, der var højere end kærlighed, gensidig respekt og forståelse. Det var helligt - gu’ var det så. Ubeskriveligt og dejligt. Pludselig forsvandt Helligånden. Anita stønnede heftigt og vendte sig.
"Gå ud og spørg jordemoderen, om jeg må begynde at presse!", befalede hun med en stemme, der lød som en slagboremaskine.
"Presse? - Hvordan presse?", spurgte jeg nysgerrigt. Jeg har altid godt kunne lide at vide, hvad jeg har med at gøre. "Uh, hu", sagde hun og holdt vejret.
Jeg gik ud på vagtstuen og forklarede dem lidt undskyldende, hvad mit ærinde var. De havde tilsyneladende ingen problemer med forståelsen, for nu gik det stærkt. Det hele var et virvar af hænder, lys, klirren af stålfade og Anitas kraftige strubelyde. Midt i det stod jeg og sagde: "Godt Anita. Fint. Kom igen", som om jeg deltog i en fodboldkamp.
Da en lille fladtrykt isse begyndte at komme til syne, blev Anita anbragt i et instrument, der lignede en stol uden sæde. Nu skulle der presses. Anita råbte og skreg og smed iltmasken ad helvede til. Under en af hendes udladninger kom lægen ind. Arrogant skred han hen af gulvet, og uden at fortrække en mine sagde han til hende: "Hvis du stoppede skrigeriet og i stedet for brugte kræfterne på at presse, ville det sikkert gå meget lettere".
Jeg dukkede mig. Nu ville helvede bryde løs. Den mand var død, det var jeg sikker på. Jeg skævede op på Anita. Jo, den var god nok. Hun var ved at puste sig op. Næseborene vibrerede, mens hun nedstirrede den stakkels mand. I samme øjeblik hun skulle til at affyre sit dødbringende våben, bed hun tænderne sammen, og uden en lyd pressede og pressede hun.
Vupti, lægen havde heldigvis ret. Menneskehedens fortsatte beståen var sikret lidt endnu. "En pige", erklærede jordemoderen. Nå, det gør ikke noget, tænkte jeg, der er da mange piger, der næsten kan spille fodbold.
Det var en meget stolt far, der på jordemoderens opfordring adskilte mor og barn med en saks. Det var et højtideligt øjeblik, ligesom når dronningen klipper snoren over ved åbningen af en ny motorvej.
Der lå hun så, den lille, på mors mave og suttede på alt, der rørte sig, indpakket i et tykt lag gulligt fedt. Moren grinede og pludrede, som var hun lige vendt hjem fra ferien. Den nybagte far, hvis krop ikke udløste morfinpræparater, men måtte nøjes med store mængder adrenalin, sank udmattet sammen i den nærmeste stol.
Det er svært at beskrive, hvad jeg følte, for det var nærmest en blanding af lykke, lettelse, men også en følelse af antiklimaks. Som når en fest, man har glædet sig til længe, er slut.
Mens Anita ringede for cirka to kilo mønter, sad jeg for første gang med vores datter i armene. Til min store skuffelse lignede hun mig ikke det mindste. Til gengæld var hun smuk og dejlig.
Da Anita var færdig med at prale med sine bedrifter til familie og venner, var klokken henad midnat, og jeg skulle sige farvel til min nye familie. Det var underligt efter alt det, vi tre havde været igennem. Der var mange indtryk, der skulle absorberes, mange følelser at bearbejde, meget vi kunne have snakket om, men nej, ud i kulden med hanhunden, nu var hvalpene kommet i kurven.
Selvmedlidenhed? Nej da, men situationen krævede en enkelt pils. Jeg røg på værtshus. Minsandten om ikke der var bluesaften. Dette her tegnede godt, og det skulle blive meget værre. Jeg ved ikke hvornår, eller til hvem, men jeg må have fortalt en eller anden om anledningen til, at jeg så så lykkelig og fjoget ud, for pludselig blev det af bandet oppe på podiet annonceret, at jeg var nybagt far. Derefter blev jeg overøst med lykønskninger, bajere og drinks fra hele værtshuset.
Da jeg gik i seng den nat, var det ikke kun lykke, jeg var beruset af. Livet, som vi kendte det, bliver aldrig mere det samme. Og tak for det!
15-03-2003
|
© 1999-2025