Borgermøde om pasningsproblemer i København De mange hundrede forældre med pasningsproblemer får nu mulighed for at ytre deres utilfredshed over for de københavnske politikere.
3070
De mange hundrede forældre, der grundet manglen på institutionspladser har store problemer med at få passet deres børn, får nu mulighed for at ytre deres utilfredshed over for de københavnske politikere.
Der er endnu ikke sat dato på borgermødet, men et flertal i familie- og arbejdsmarkedsudvalget har bakket op om de konservatives forslag om at høre forældrene.
"Jeg forstår godt forældrenes frustrationer over ikke at kunne få at vide, hvornår deres barn får en institutionsplads og ikke at vide, hvornår de kan vende tilbage til deres arbejde. Nu må vi høre forældrenes kritik, og så må vi se, om vi kan gøre noget for at forbedre tingene", siger Majbritt Mamsen (K).
SF har netop foreslået, at kommunen benytter sig af muligheden for at ekspropriere tomme erhvervs- og private byggegrunde for at skaffe plads til at bygge nye institutioner.
Venstre er positiv over for ideen, mens Socialdemokratiet har betegnet det som useriøst. De konservative vil heller ikke være med til at fratage folk deres ejendomsret.
"Det virker som om, at SF nu har fundet et forslag i blinde, men det glæder mig, at der er vilje hos budgetpartierne til at gøre noget ved pasningsproblemerne", siger Majbritt Mamsen.
Hvis Københavns Kommune skal følge med behovet for institutionspladser og leve op til udmeldingerne om, at ventetiden på en institutionsplads skal ned på 6 måneder, skal der sættes godt 100 millioner kroner af til nye byggerier i de kommende 3 år.