Skrevet af Lotte
Efter at have læst alle de fantastiske beretninger i artikkelsamlingen, så må jeg også selv bidrage med vores historie.
Graviditeten
Jeg blev gravid efter kun ganske få måneders forsøg, og min kæreste Peter gennem 10 år og jeg var selvfølgelig ellevilde, men samtidig også meget nervøse for, hvordan det ville blive at være tre i stedet for to. På sidstedagen i 12. uge tabte jeg dog desværre barnet og måtte have foretaget en udskrabning. Det var naturligvis hårdt, men det gjorde os bare endnu mere indstillet på, at jeg skulle være gravid igen - og dét i en fart.
I den forbindelse vil jeg altså råde folk til at være åbne om graviditet og evt. abort overfor familie, venner og arbejdsplads. Ikke alene mødte vi stor forståelse for vores sorg, men da jeg allerede 2 måneder efter var gravid igen, følte jeg mig helt tryg ved at melde mig syg, når jeg følte, at der var grund til at passe på.
Denne gang opstod der dog ingen problemer. Jeg blev gravid omkring den 1. november 2000 og havde termin 28. juli 2001. De første tre måneder var Peter og jeg - i modsætning til hvad vi plejer - meget lidt sociale. Vi brugte faktisk det meste af november, december og januar til at sove i. Vi mener begge, at det skyldes, at disse første 3 måneder bare skulle overstås, og så kunne vi tro på det igen.
Udover lidt morgenkvalme og temmelig megen hovedpine, så havde jeg det godt. Vi grinede lidt sammen om morgenen, når jeg sad med mit tørre stykke brød og så ynkelig ud. Vi vidste jo, at det skyldtes noget rart.
De forskellige jordemoderkonsultationer på Helsingør Sygehus var spændende, alene fordi de markerede en milepæl i graviditeten. Peter var med alle gangene, og han var ligeså engageret som jeg. Det værste tidspunkt kom, når jordemoderen skulle lytte efter barnets hjertelyd. Især når det ikke lykkedes at fange den i første forsøg. Især Peter var ved at dø af skræk hver gang.
De sidste jordemoderkonsultationer var med to forskellige nye jordemødre, hvilket ikke betød noget særligt for os. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det er så vigtigt, at det er den samme jordemoder, man kommer til konsultation hos. Der er jo alligevel ganske få chancer for, at hun har vagt, når man står der på dagen.
Fødselsforberedelse
Vi startede med fødselsforberedelse for par, da jeg var ca. 5 måneder henne. Det var en rigtig god idé. Vi synes i hvert tilfælde begge, at det var rart at få svar på alle vores mere eller mindre intelligente spørgsmål.
Kurset bød på en næsten minutiøs gennemgang af, hvad der foregik i min krop, og hvad der skulle foregå omkring fødslen. Samtidig fik vi en masse at vide om smertelindring, fødestillinger osv. Alt i alt følte vi os godt klædt på til fødslen.
Blandt andet havde vi snakket om hvilken form for smertelindring, der kunne være interessant for mig. Umiddelbart syntes jeg, at bistik, akupunktur og zoneterapi lød tiltalende, men omvendt ville jeg se, hvordan det gik, før jeg besluttede mig for noget.
Ferie
Vi var begge enige om, at vi ikke ville sidde derhjemme i vores ferie og vente på, at der skulle ske noget. Førstegangsfødende nedkommer jo alligevel aldrig før tid. Så vi pakkede telt og campinggrej sammen og drog ud i Danmark. Vi er jo heldigvis så privilegerede i Danmark, at man sjældent er ret langt fra et hospital. Så det eneste vi skulle sørge for var, at vi kunne komme ud af campingpladsen med bilen midt om natten.
Lige meget hvor vi var, blev vi mødt med stor imødekommenhed i den retning. Det ene sted kunne vi banke på ejernes soveværelsesvindue, og et andet sted var der en nødklokke. Så vi følte os på ingen måde bekymrede over at være så langt hjemmefra.
Vejret var helt fantastisk med temperaturer op til 30 grader. Det lagde naturligt nok en dæmper på aktivitetsniveauet for mit vedkommende. Vi havde opgivet at tage cykler med, for jeg mente ikke, at jeg kunne have maven på min racercykel.
Det viste sig dog at være en stor fejl. For da vi begge ikke er meget for at køre i bil, når vejret er godt, så gik vi i stedet. Og selvfølgelig lykkedes det mig med jævne mellemrum at overvurdere mine evner. Havde vi haft vore cykler, kunne vi være trillet stille og roligt af sted. Det havde været smartere.
Terminsdatoen nærmer sig
Ugen før min terminsdato oprandt, var jeg til jordemoder. Hun undersøgte mig og meddelte os så meget bestemt, at jeg i hvert tilfælde ikke kunne forvente at føde før tidligst om 14 dage. Det var ikke så godt, for Peter skulle til den skriftlige del af eksamen til statsautoriseret revisor, og den eksamen strækker sig over 3 dage i træk af 8 timer.
Selvom familieforøgelsen selvfølgelig var vigtig for os begge, så havde han brugt 3½ år på undervisning (efter sin kandidatgrad) både hverdage og weekender og nu 3 måneders afspadsering på at læse fuldtids til eksamen. Det ville bare være så ærgerligt for ham, hvis han blev tvunget til at vælge mellem at sidde ved min side eller gå til eksamen.
Selvom et mislykkedes eksamensforsøg (man har kun 3 chancer) muligvis ville blive godskrevet ham grundet omstændighederne, så ville det stadig betyde, at han skulle bruge al sin afspadsering på at læse til eksamen året efter i stedet for at bruge tiden på sin familie. Alt dette var en stor belastning for os under hele graviditeten. Det betød meget for mig, at Peter var med til fødslen, men det betød også meget for os begge, at han deltog til eksamen. Selv tror jeg, at Peter havde valgt at være med til fødslen, men heldigvis blev det ikke noget problem.
Jeg havde nemlig grundet hele denne polemik aftalt med en zoneterapeut, at hvis jordemoderundersøgelsen ikke gav håb om en fødsel omkring terminsdatoen, så skulle hun prøve at sætte fødslen i gang. Og det lykkedes! Jeg var som sagt til jordemoder om mandagen, som jeg havde termin lørdagen efter (den 28. juli). Tirsdag tog jeg ind til zoneterapeuten, som brugte en fuld time på mine fødder. Hvis ikke der skete noget, aftalte vi, at jeg skulle komme igen tirsdagen efter.
Veer
Mandag (den 30. juli) om morgenen vågnede jeg ved 5-tiden ved nogle efterhånden skarpe jag i underlivet. De gik dog over, da jeg stod op. Hen ad formiddagen fik jeg tiltagende menstruationssmerter, men dog ikke værre end jeg kunne tage ud og handle. Om aftenen begyndte det at bide noget mere, og vi begyndte at tage tid imellem veerne, som varede op til 4 minutter (!) men som dog kun dukkede op ca. hver 20. minut.
Vi gik forholdsvis tidligt i seng, jeg med to Panodil og en øl, som jordemoderen havde sagt. Ved 3-tiden blev det for svært at sove, så efter endnu et par timer, hvor jeg vendte og drejede mig, stod jeg op og gik i karbad - og så gik det hele i stå. Så efter en times tid kunne jeg gå i seng igen og sove et par timer mere, før det hele begyndte forfra.
Tirsdag middag tog jeg endnu engang ind til min zoneterapeut, som godt kunne se på mit klatøjede udtryk, at der nok var ved at ske noget. Efter endnu en fuld behandling kom der gang i sagerne. Veerne begyndte at tage til, og ved aftenstid lå jeg endnu engang i badekarret, og uret viste for det meste 3 minutter mellem veerne. Vi ringede til jordemodervagten, og godt spændte var vi kort efter på vej de 2 km over til Helsingør Sygehus.
Som førstegangsfødende er det utroligt svært at vurdere, hvornår tid er. Med 3 minutter mellem veerne, der bed temmelig meget og i op til 4 minutter ad gangen, følte jeg mig ret sikker på, at der snart skulle ske noget.
Da vi ankom til hospitalet, begyndte veerne at gå i sig selv igen, og det viste sig desværre, at min livmodermund endnu ikke var helt udslettet, og at jeg faktisk end ikke var begyndt at åbne mig. Det var selvfølgelig nedslående, men vi drog alligevel hjem i rimelig godt humør - for nu kunne det da ikke vare så meget længere.
Vi blev klogere
Endnu engang gik jeg i seng med 2 Panodil og en øl, som gav mig præcis en times søvn. Resten af natten gik med uregelmæssige veer med mellem 5 og 20 minutters mellemrum. Onsdagen gik ligeså, og da aftenen kom, var jeg ved at være godt træt af det hele. Ikke mindst fordi jeg ikke havde sovet mere end nogle få timer siden mandag morgen kl. 5.
Jeg hører ellers normalt til dem, der tåler forholdsvis store smerter - og generelt synes jeg også, at moralen havde været høj under hele forløbet - men onsdag aften begyndte trætheden at melde sig. Og ved 11-tiden havde jeg fået nok. Der var på det tidspunkt mellem 3 og 6 minutter mellem veerne, og de varede stadig mellem 2 og 4 minutter. Peter lå på en madras ved siden af badekaret og sov mellem veerne. Men da tårerne begyndte at trille af bar træthed, blev vi enige om at ringe op på barselsgangen og høre, hvad de syntes.
Jeg talte med en fantastisk sød jordemoder, som syntes, vi skulle komme. Hun foreslog, at jeg skulle have et skud morfin til at sove på, så jeg kunne være frisk til fødslen dagen efter - og den købte jeg. Så af sted drog vi igen. Men da vi ankom til sygehusets parkeringsplads, var vi nær aldrig kommet videre. Jeg kunne nemlig næsten ikke hverken gå eller tale, så meget frøs jeg. Jeg var simpelt hen stiv som et bræt af kulde. Det var selvfølgelig trætheden, der gjorde sig gældende, men det var noget nær det mest chokerende at opleve, at en gåtur på 50 meter kan blive så lang.
Fødslen
Vi blev modtaget af den søde jordemoder, som gav os et modtagelsesrum med en seng til mig og en briks til Peter. Det første jeg gjorde var at kaste op, så det var en ren gru - ud over hår og pude. Det var ikke specielt lækkert. Jordemoderen målte mig til at være 1 cm åben (suk), så planen med morfinen lød stadig som den bedste løsning.
Derefter var det meningen, at jordemoderen skulle køre en strimmel på mine veer og barnets hjertelyd. De skal bruge en samlet 20 minutters måling for at vurdere, om det er OK at give morfin. Desværre var babyen ikke indstillet på, at der skulle måles noget på den. Den havde sparket ved hver eneste ve i samfulde 3 døgn, og nu sparkede den om end endnu hårdere, hvilket betød, at måleapparatet blev sparket af ca. hver 5. minut.
Da der var gået en time med at forsøge alt muligt, greb jordemoderen resolut flokken af afbrudte målinger og præsenterede dem for en læge, som så sagde god for morfinen på det grundlag. Derefter sagde hun farvel, og ind kom endnu en sød lidt ældre jordemoder og præsenterede sig.
Så endelig kunne jeg komme til at sove. Der gik omkring en time med relativ ro, hvor jeg lå og lyttede til Peters rolige åndedrag ved siden af. Så begyndte veerne igen at tage til. Og efter endnu en halv time gik vandet med et plop. Ind kom jordemoderen, som målte mig til nu at være 3 cm åben. Og så skal jeg ellers love for, at veerne kom galopperende.
Jeg lå på siden og havde ikke den mindste lyst til at røre på mig. Min verden var ikke andet end veer og åndedrætsøvelser. Peter var en uvurderlig hjælp. Når kontrollen over åndedrættet svigtede, så pustede han med, så jeg kom tilbage på rette spor.
Jordemoderen, som i mellemtiden var skiftet ud med en tredje træt og uoplagt jordemoder, så vi ikke meget til. Det passede os sådan set fint, for ud over at hun virkede lidt sur og uoplagt, så distraherede hun mig i min vejrtrækning. Hun undersøgte mig dog, og jeg var nu åbnet 6 cm.
Efter et par timer begyndte jeg at få presseveer. Vi kaldte på den uoplagte jordemoder, som dog slog det hen med en eller anden forklaring, som jeg ikke kan huske. Da hun kom igen en time efter, og jeg stadig havde presseveer, spurgte hun, om der var noget, jeg ville i stedet for bare at ligge. Smertelindringsmuligheder havde vi glemt alt om, men vi havde fra begyndelsen bestemt, at hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg gerne føde i vand.
Men som sagerne stod der, så forekom de fleste ting mig helt uoverskuelige. Blandt andet havde jeg hørt, at man før en tur i fødekarret skulle have et lavement. Da jeg ikke har prøvet det før, spurgte jeg hvad det betød - for jeg havde helt ærligt lidt svært ved at forestille mig, at jeg skulle flytte mig. Jordemoderen svarede temmelig irriteret, om ikke jeg bare kunne bestemme mig. Jeg blev temmelig gal og fortalte hende, at jeg altså havde syntes, at jeg havde kommunikeret bedre med de forgangne to jordemødre. Efter den svada vendte hun 180 grader og blev den venlige og professionelle jordemoder, jeg havde håbet på.
Hun fortalte, hvad et lavement indebar, og langt om længe fik jeg besluttet mig for, at det ville jeg gerne, og at hun også gerne måtte begynde at fylde karret. Det tager nemlig sin tid at få fyldt ca.700 liter vand i sådan et kar. Hun ville dog først lige undersøge mig, og LYKKE (!) jeg havde på en time åbnet mig de sidste 4 cm.
Sikken en lise at lade sig dumpe ned i det varme vand og ikke længere skulle holde igen på pressetangen. ALLE smerter var som blæst væk, og overskuddet vendte tilbage. Der gik nogle minutter, før presseveerne vendte tilbage, og i den tid fik vi tid til at grine og snakke med hinanden og jordemoderen og sygehjælperen (endnu en super venlig dame), der i mellemtiden var dukket op.
Jeg hang med overkroppen i en overdimensioneret badering, som gjorde det muligt for mig at flyde. Når pressetrangen dukkede op, kunne jeg derfor krumme tæerne om kanten af karet og derved flyde sammenkrummet og presse optimalt. Det eneste jeg selv skulle huske var at sørge for at holde hagen mod brystet, og det lykkedes da de fleste gange. Og jeg pressede, så jeg lignede en sumobryder ifølge Peter. Selv jordemoderen var behørigt imponeret.
Ind imellem presseveerne lå jeg og slappede af, eller jeg fik serveret isvand af Peter til at drikke eller få hældt over hovedet. Der var også overskud til at snakke og lave sjov - og alt i alt husker jeg denne del af fødslen som en helt fantastisk og fuldstændig smertefri oplevelse.
Da babyen begyndte at nærme sig mit skamben, begyndte det rigtig svære - at få den til at hænge fast der i stedet for at glide tilbage. Efter 7-8 forsøg lykkedes det endelig, et par pres mere og den hang fast i næsen, hvilket øjeblikkelig affødte en kommentar fra mig om, at så kunne det kun være Peters barn, for han har nemlig en stor næse.
Jordemoderen sagde nu, at når jeg havde presset ham helt ud, så ville hun tage baderingen, og så kunne jeg selv samle ham op. Et pres mere og vi var nået til halsen, og et pres mere og vores baby gled ned på bunden af karet. Jeg fik baderingen af og fik samlet ham op - og der i mine arme begyndte vores dejlige søn på sine første åndedrag med at par livsbekræftende hyl.
Peter og jeg var blevet forældre
På det tidspunkt gik det op for mig, hvor selektiv kvinders hukommelse kan være. For havde nogen spurgt mig der, hvordan jeg synes det var gået, ville jeg have svaret ”piece of cake”. Og jeg ved, at noget af det første jeg fik sagt var noget i retning af "og hvornår skal vi så lave den næste?".
Jeg blev hjulpet op på land og fødte efterbyrden, mens Peter forelsket sad og holdt sin søn. Jeg blev undersøgt og fik at vide, at jeg kun havde et par skrammer, som vi ikke behøvede at gøre noget ved. Derefter takkede vores nu venlige jordemoder af, og en ny kom til. Hun undersøgte mig også og ville gerne have lov til at sy et enkelt sting.
Jeg er ikke meget for at blive syet, så jeg spurgte, om hun virkelig mente, at det var nødvendigt, når nu den første jordemoder havde sagt nej. Næh nej, det var det jo nok ikke, men der sad en lille flap, som hun ikke mente ville komme ind på plads af sig selv.
Nå men jeg blev enig med mig selv om at jeg havde fået nok nu, så jeg takkede nej til det enkelte sting. Det har jeg fortrudt mange gange, for det betød, at jeg voksede skævt sammen og derfor er blevet temmelig snæver forneden. Og det led vores sexliv desværre under de første mange måneder, da jeg i begyndelsen sprang op og blødte, hver gang vi forsøgte. Det køler ærlig talt lysten temmelig meget for begge parter.
De følgende timer
Så fik vi serveret morgenmad med flag og te og kaffe og ristet brød og kakao og juice (som jeg bællede en hel liter af), og lillemand lå ved sin mors bryst og kiggede med store øjne på den store verden, han var kommet ud i.
Efter lidt tid begyndte han at lede efter noget at sutte på, og vi kaldte på jordemoderen for at få hjælp til at sikre, at det gik rigtigt til. Vi havde lovet hinanden, at det med amningen bare skulle virke - koste hvad det ville - og da jeg var meget ømskindet på mine brystvorter, så skulle han helst kobles rigtigt på første gang, så vi undgik så meget ømhed som muligt.
De følgende dage
Tiden på hospitalet husker jeg som hyggelig men også temmelig ensom. Vi har godt nok en stor bekendtskabskreds, som alle var på besøg for at ønske tillykke. Og Peter var der da også alle de timer han fik lov til både formiddag, eftermiddag og aften.
Men nætterne var lange - særligt den nat, hvor lillemand havde mavekneb og græd som pisket i 3 timer. Eller det vil sige, jeg tror han havde mavekneb, for da jeg langt om længe fik tænkt på at kigge i hans ble, så havde han også leveret en ordentlig portion af det sorte stads, som nyfødte leverer de første dage. Om det var det, han pev over, er altså ikke lige til at sige. Men jeg har mange gange senere moret mig over, at det slet ikke faldt mig ind at kigge i hans ble noget før. Jeg var med andre ord en ægte nybagt mor.
Hjemme
Efter diverse undersøgelser på 3. dagen og blodprøve på 4. dagen, skule vi endelig hjem, og hvor var det dog på en gang underligt og dejligt. Jeg husker tydeligt den første nat i min egen seng, hvor jeg sov som en brosten. Peter derimod lukkede ikke et øje, da lillemand larmede helt enormt meget, når han sov.
Den første uge sov vi indenfor. Men da vi generelt har for vane at sove ude på vores terrasse om sommeren, blev vi efter en uge enige om, at nu måtte det være nok med at ligge indenfor og koge. Så vi flyttede vores madrasser ud, mens lillemand sov i sin barnevogn.
Når han vågnede om natten, tog jeg barnevognen med indenfor i den varme stue, inden jeg pakkede ham ud, og umiddelbart fungerede det fint. Det forekom os begge, at lillemand sov enormt godt udenfor, og endvidere betød det, at vi ikke vågnede ved det mindste klynk. Det var kun, når han mente noget med det, at han fik sine forældre ud af sengen, og det var nok den væsentligste grund til, at han allerede sov 8 timer i træk, fra han var 5 uger.
Den dejligste
Vores søn Alex er nu 19 måneder og den dejligste krudtugle, man kan tænke sig. Inden vi fik ham, bekymrede vi os meget over, hvordan det ville være at have et barn, hvor meget tid vi ville få til hinanden og til os selv, hvor kedeligt det ville være, når han ville lege eller læse børnebøger, når nu vi hellere ville læse vores egen bog eller lave andre voksenting. Det har altid undret mig, når jeg så voksne og børn sammen, hvordan de voksne dog kunne holde ud at sidde i timevis og snakke babysprog eller lege børnelege. Det måtte da være kedeligt.
Heldigvis var vi dog kommet så langt, at vi tænkte, at det nok var noget andet, når man fik sine egne. Og det er det! Lige pludselig er babysprog det mest interessante sprog at tolke, og børnelege de sjoveste at deltage i. Og timerne med den lille flyver af sted og er ikke spor kedelige.
Så nu venter vi på, at nummer to dukker op (med termin på sin storebrors fødselsdag) og bekymrer os om, hvordan det mon vil være at have to små børn, der kræver en. Men bliver den lille nye som den første, så bliver det bare lykken!
Selvom jeg kan se på min beretning om fødslen, at den kan virke afskrækkende på førstegangsfødende, så må den ikke opfattes sådan. Jeg var på intet tidspunkt bange. Det var en kæmpe oplevelse, og selvom det gjorde ondt og varede i fulde 3 døgn, så var det jo kun i relativ kort tid ud af et helt liv - og det var hele oplevelsen værd.
Kærlig hilsen og god fornøjelse!
Lotte, Peter og Alex.
11-05-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
|
© 1999-2025