Skrevet af Anne
Beretningen om min fødsel starter jeg, da vi er på vej til hospitalet i bilen. Jeg havde da haft veer fra klokken 14.00. Mikkel er min mand, og han kørte os af sted til Roskilde Amtssygehus ved 18 tiden torsdag aften. Jeg var helt stille i bilen og sad med lukkede øjne det meste af vejen for at koncentrere mig om min vejrtrækning. Veerne var godt i gang og kom hver 3. minut.
Det stod hurtigt klart for mig, at den eneste måde, hvorpå jeg kunne lindre smerterne en smule, var ved at starte på den dybe vejrtrækning, lige inden veen startede. På den måde kunne jeg tage veen i forkøbet. Nåede jeg det ikke, eller blev jeg distraheret, gjorde det bare sindssygt ondt.
Mikkel parkerede et stykke væk fra hovedindgangen og sagde: "Vi kan sagtens gå lidt, ikke?". Dertil var mit svar et entydigt NEJ! Så Mikkel startede bilen igen og kørte tættere på. Alligevel nåede jeg at få adskillige veer, inden vi nåede elevatoren, og jeg har sikkert været ret pinlig, for jeg bandede, stønnede og klynkede højlydt undervejs.
På fødegangen blev vi af en social og sundhedsassistent bedt om at tage plads i ventelokalet, indtil der kom en jordemoder. Det var en meget, meget lang halv time, vi dér måtte vente. Veerne gjorde bare så ondt og kom så hyppigt, at jeg dårligt nåede at samle kræfter til den næste ve, hvilket jeg brokkede mig over til Mikkel. Jeg trykkede mit hoved mod Mikkels mave, mens vi ventede, og han var en rigtig god støtte.
Resten af tiden på fødegangen, indtil jeg nåede til pressefasen, sagde jeg ikke ret meget. Fra nu af gjorde veerne så ondt, at jeg hele tiden havde mine øjne lukkede, og jeg havde dårligt kræfter til også at tale. Men jeg var klar i hovedet, og følgende er en beskrivelse af de tanker og følelser, der gik gennem mig samt mine observationer, der hovedsageligt blev gjort med lukkede øjne, men med spidsede ører. Derudover har jeg jordemoderen Berits notater, som i det nedenstående er skrevet i kursiv.
Klokken 19.00 blev vi endelig vist ind i undersøgelsesrummet. Rummet, som er berygtet for at være det sted, førstegangsfødende ikke når videre fra, første gang de ankommer til fødegangen. Jeg havde da også en idé om, at jeg nok ville blive sendt hjem igen. Fordi det gør man jo som førstegangsfødende. Man er jo pylret, og det man tror er veer, er blot plukkeveer for fuld udblæsning.
Når man har veer, er man ikke i tvivl osv. Eller hvad? Alt det man har fået tudet ørene fulde med som førstegangsgravid (for ikke at nævne, at man som førstegangsfødende med garanti vil gå mindst 14 dage over tid, ja gerne lige til juleaften). Alt dette til sammen gjorde naturligvis, at jeg ikke, på trods af mine meget smertefulde veer, tog det helt seriøst.
Kl. 19.00
I uge 39 + 2 kommer pga. veer fra kl. 14.00. Nu veer med 3 min. interval varer 45 sek.
Udvendig undersøgelse: Livmoder længdeovoid, barn i hovedstilling. Ryg fortil. Barnets hoved fast i bækkenindgangen. God hjertelyd.
Indvendig undersøgelse: Livmoderhalsen er udslettet. Livmodermunden godt 2 fingre. Glatte hinder foran barnets hoved - under ve kommer der dog en pæn hindeblære. Barnets hoved kan skubbes lidt op, men står i bækkenindgangen. Der gives klyx.
Som jordemoderens notater viser, blev jeg her undersøgt indvendigt og udvendigt. Jeg er på daværende tidspunkt 3½ cm åben, så veerne er reelle nok, og jeg bliver ikke sendt hjem men derimod sendt over på en fødestue. Ved undersøgelsen er i øvrigt en kvindelig lægestuderende, efter tilladelse fra os, tilstede. På fødestuen får jeg et klyx, og Mikkel går ud for at ringe til min mor, så hun kan komme med nogle sandwiches. Vi er begge enormt sultne, da vi jo ikke nåede lasagnen.
Kl. 19.45
Gode veer. God hjertelyd 10 - 11 - 10.
Min mor kommer med mad og drikke. Jeg sidder nu i en lænestol med lukkede øjne og forsøger at trække vejret hensigtsmæssigt. Min mor og Mikkel mader mig og holder mit krus med saftevand under mine instruktioner.
Jeg er på dette tidspunkt frygtelig generet af snak, der ikke vedrører mig samt enhver form for berøring og snerrer op til flere gange "Lad være med at røre mig". Det meste holder jeg dog inden i mig selv, da jeg ikke kan overkomme at skulle sige det højt. Dette er vist heldigt nok, da jeg ellers ville have smidt samtlige personer ud fra fødestuen.
Min mor hjælper mig med vejrtrækningen og styrer med hård hånd. Der er ingen vej uden om. Kom så. Træk vejret langsomt. Og pust uuud! Da jeg et par enkelte gange ikke får trukket vejret rigtig, giver det virkelig bagslag. Veen er næsten uoverkommelig, og jeg bander, klynker og skriger. Og nej, jeg var altså ikke en af de kvinder, der er musestille og holder smerten inden i sig undervejs. Tværtimod kommer jordemoderen på et tidspunkt ind på stuen og siger, at man kan høre mig helt ude på gangen. Men det er heldigvis helt OK.
Jordemoderen foreslår, at jeg kan komme i badekar. Opgaven med at komme ned i vandet forekommer mig næsten uoverkommelig, men da jeg jo husker alle de gode ting, jeg har hørt om vandets smertelindrende effekt, går jeg med på ideen.
Kl. 20.15
Gode veer med 3 min. interval. God hjertelyd. Badekar fyldes.
Jeg når dog ikke at komme i badekar. Da jordemoderen lytter til maven, er hjertelyden desværre ikke så god.
Kl. 20.55
Der høres en hjertelyd 9 - 9 - 10 - 9 på doptonen.
Jordemoderen beslutter, at hjertelyden skal overvåges via en udvendig CTG, så jeg får spændt et bælte på maven. På maskinen kan jeg nu hele tiden følge hjertelyden og veerne, men mange gange medfører denne foranstaltning blot, at jeg bliver bekymret, om han nu også har det godt derinde i maven.
Kl. 20.58
Der påsættes ekstern CTG som initialt er med en periode med 110 slag i minuttet, men retter sig.
Mikkel følger især med på skærmen og bemærker ovenstående dyk i rytmen. Jordemoderen nævner, at dykket også kan skyldes, at barnets hoved presser på dernede, og hun beslutter at undersøge mig indvendigt. Midt i veerne lyder tanken aldeles rædselsfuld, på den anden side kan det umuligt blive værre!
Kl. 21.15
Indvendig undersøgelse. M.H.P. fremgang gøres. Se skema. Glatte hinder foran barnets hoved, men hindeblære under veen. Hindesprængning. Det gøres med udtømmelse af en skylle grønt fostervand minus fremfald af N.S. eller smådele.
Jeg er overmåde nysgerrig for, hvor meget jeg nu har åbnet mig, men har dog ikke de store forhåbninger. Gruhistorier om førstegangsfødende, der ligger i veer i flere døgn spøger, desuden har jeg jo lært, at man åbner sig knap en cm i timen.
Men jordemoderen har store nyheder. Jeg har allerede åbnet mig 9½ cm - og den sidste ½ cm kan hun muligvis fjerne med hånden ved at skubbe nogle hinder til side. Bedre nyheder kunne hun ikke komme med, og de sidste to timers uudholdelige veer bliver pludselig udholdelige.
Tanken "jamen så er det næsten allerede slut" strejfer mig. Faldet i hjertelyden er efter al sandsynlighed forårsaget af den fart, hvormed livmoderen har arbejdet. Jordemoderen foreslår, at hun sprænger hul på fosterhinden, som stadig er intakt, for at se, hvordan fostervandet ser ud. Hendes mistanke bliver bekræftet; fostervandet er grønt, hvilket betyder, at Noah har haft afføring i vandet, højst sandsynligt fordi han er blevet stresset over den fart, fødslen har taget.
Kl. 21.20
Hjertelyd ok.
Så småt begynder jeg at forberede mig på, at jeg snart skal til at presse.
Kl. 21.40
Der er enkelte små variable og sene decell. Der gives ilt.
Som jordemoderens notater viser, er der igen bøvl med hjertelyden. Ovenstående betyder, så vidt jeg har forstået, at veen og faldet i hjertelyden ikke kommer samtidigt, hvilket af for mig ukendte årsager er uhensigtsmæssigt.
Jeg får derfor iltmasken, som skiftevis Mikkel og min mor holder for mig. Masken generer mig gevaldigt, fordi den forhindrer mig i at kunne tale frit samt stille spørgsmål, når de opstår. Og netop på dette tidspunkt har jeg rigtig mange spørgsmål, for jeg er rigtig bekymret for, om Noah nu også har det godt. Det forekommer mig, at jordemoderen også ser bekymret ud, hvilket gør mig yderligere utryg.
Min mor har senere fortalt mig, at hun herefter tog fat i jordemoderen, og forklarede hende, at jeg blev utryg og var meget bange for, om Noah havde det godt. Jordemoderen gjorde ifølge min mor herefter en større indsats for at gøre mig tryg.
Kl. 21.50
Indvendig undersøgelse. Der er stærk pressetrang. Småpresser.
Jordemoderen giver grønt lys for at presse. Jeg erindrer ikke, at jeg som jordemoderen skriver har stærk pressetrang. Derimod husker jeg, at jeg spørger, om jeg godt må presse nu, og at jeg godt må begynde så småt. Det føles forkert. Jeg føler, jeg har en masse energi, men ikke helt ved, hvordan jeg skal bruge den. Tanken om at presse forekommer mig uvirkelig. Da det bliver foreslået, at jeg kan stå op, tager jeg straks imod det, da jeg har hørt så meget godt om denne stilling.
Kl. 22.00
Kommer op at stå, men hjertelyd dykker og retter sig ej. Der gives ilt og Anne kommer tilbage i fødesengen. Presser aktivt.
Jeg synes, det er rart at stå op. Veerne er ikke så slemme nu, og jeg føler, at jeg får et tiltrængt pusterum. Desværre dykker hjertelyden jo igen, så jeg bliver hundset tilbage i sengen. I sengen beder jeg om at få et spejl, så jeg kan følge med.
Kl. 22.20
Der er vesynkrone skarpe decell (dvs. hjertelyden falder samtidig med veerne). Retter sig fint. Veer med 2 - 2½ min. interval. Virker korte.
Tilbage i sengen presser jeg videre, og det føles både rigtigt og godt. Desværre er det ligesom om, at jeg ikke kan give rigtig los. Jeg kan ikke nå at komme ordentlig i gang med at presse, før veen igen er overstået.
Kl. 22.25
Anne kan kun presse 2 gange i hver ve. Efter aftale med forvagt Kristin Røssale opsættes S-drop (vestimulerende drop).
Veerne er for korte, så der bliver sat vestimulerende drop op. Droppet bliver sat i min hånd, og selv om jeg intet har imod at blive stukket, er det frygtelig irriterende med det siddende på hånden, som jeg samtidig bruger til at knuge min mors hånd med, mens jeg presser. Jeg får dog at vide, at jeg bare kan give los. Nålen falder ikke ud.
Kl. 22.35
Sekundær vesvækkelse - S-drop. Skrues hurtigt op.
Grundet jeg er så langt i fødselsforløbet, kan jordemoderen skrue helt op for droppet med det samme, og der kommer snart fut i veerne. Jeg har stor, stor gavn af Mikkel og min mor. Jeg støtter mig i deres arme og bliver ganske fortvivlet, hvis de går selv for en kort stund.
Kl. 22.50
Gode veer. Barnets hoved synligt under veerne. Hjertelyd med sendecell (dvs. at hjertelyden falder efter veerne i stedet for samtidig med veerne, hvilket ikke er så godt). Forvagt Kristin tilkaldes.
En kvindelig, norsk læge tilkaldes, men da hun når frem, er hjertelyden OK igen. Hun har derfor ikke noget egentligt job på stuen, men bliver alligevel, for som hun bemærker er det jo dejligt at få lov at blive, når der ikke er noget rigtig galt. Så hun får i stedet lov til at holde spejlet (hvilket hun i øvrigt er rigtig dårlig til. Hun snakker og pjatter med de andre, og pludselig har spejlet rykket sig, så jeg ikke rigtig kan se. Mellem veerne får jeg hvæset: "Jeg kan ikke se. Jeg vil gerne se hvad der sker!").
Stemningen er rigtig god på stuen nu. Det er ligesom om, man kan mærke forventningen. Jeg kan også mærke den. Der er ikke så længe igen. Jeg har en følelse af, at det her kan jeg godt klare. Godt hjulpet til af spejlet, der hele tiden viser den fremgang, presseveerne fører med sig.
Pludselig, helt fantastisk, kan jeg se lidt af hovedet. Det forsvinder ind igen i vepausen, men det er OK, for jeg ved, at der alligevel sker fremgang. For hver ve kommer hovedet lidt længere frem, indtil hovedet pludselig bliver ved med at være synligt også i vepausen. Det trækker sig ikke tilbage, men står lige i skedeudgangen. Det strammer og svier, men det er ikke værre end, at jeg kan række ned og ae den lille hårtot, der stikker frem.
Kl. 22.55
Kristin Røssale på stuen. Hjertelyden er ok. Barnets hoved kommer godt frem. Barnets hoved kommer hurtigt frem og kl. 22.59...
Og så i næste ve. Jeg hører jordemoderen sige "Pres" og derefter "Nu må du ikke presse mere... gispe", og jeg forsøger at gispe, men der er intet at gøre: Noah tager afsæt ud af dybet, fra mørket hvor han har ligget i 9 måneder, ud i lyset og ind i livet. Det går så stærkt. Han klynker kun. Det er ikke et fortvivlet skrig, men mere et suk. Endelig fremme.
Kl. 22.59
Fødes i én ve en levende dreng i regelmæssig baghovedpræsentation. Suges og afnavles på mors mave. S-drop 180 ml/t. Livmoder velkontr. Tilladelig blødning.
Noah suges øjeblikkeligt, da fostervandet jo var grønt. Og så kommer han op på min mave. Så lille og fin og næsten uden fosterfedt. Han ligner faktisk ikke én, der lige er kommet ud af min mave. Det første han gør er dog at tømme tarmen - lige midt på min mave. Og det hele er én stor blanding af blod, fosterhinder og vand og nu også afføring, og alligevel er det en så ren og smuk følelse!
Den nyblevne mormor får sin første tjans: Hun klipper navlesnoren. Og så kommer Noah op til brystet. Der er ikke megen famlen rundt, før han finder garantien for sin overlevelse. Maden. Trygheden. Kærligheden. Og han sutter løs. En forunderlig natur har udstyret ham med denne ene evne. At sutte. At optage føde.
Og han er dybt optaget. Som var det det eneste, der gjaldt. Lige nu. Lige her. Ved mors bryst. Måske er det trøst. Det hele er nyt, men brystet giver velbehag. Minder om en følelse han kender fra en allerede forgangen tid, hvor behovene blev tilfredsstillet, før de opstod. Hvor maden kom i en lind strøm. Pludselig opstår et behov og dermed angsten for ikke at få dækket dette behov. Men lige nu, lige her er alt godt. Verden, kravene kan vente lidt endnu.
Og Noah får al den tid, han vil have. Der er ikke travlt på fødestuen. Selv faderen kan vente med at holde ham, til han selv giver slip og giver lov. Min mor kører hjem et øjeblik. Denne stund hører kun os tre til. Faderen, mig og Noah.
Kl. 23.25
Fødes moderkagen. Skønnes hel og fin. 3 kar i navlestrengen. Livmoder velkontr. Tilladelig blødning. Der er fremkommet en lille medio vaginal bristning og en lille bristning i højre labia + en større bristning i venstre labia. Der pålægges lidokaingel (lokalbedøvende gel) og gives lattergas. Og den mediane bristning sut med 4 knuder, i den venstre labia sættes 1 knude.
Vedroppet bliver siddende i lidt endnu. Jeg føder moderkagen med Noah på mit bryst. Det er ingen sag. Jeg får at vide, at jeg godt må presse, og moderkagen "svupper" ud uden besvær. Som når man holder godt fast på en vandballon, som langsomt glider ud af ens hænder.
Jordemoderen og den norske læge er meget interesseret i moderkagen og viser den frem. Trods moderkagen for mange tillægges stor symbolsk værdi, finder jeg den ikke synderlig interessant i dette øjeblik. Barnet ved mit bryst vækker større forundring.
"Er jeg bristet", spørger jeg lettere bekymret. Jeg har på intet tidspunkt frygtet fødslen og dens smerter, derimod har jeg lige fra starten af haft en sand rædsel for at skulle sys uden bedøvelse.
Skrækhistorier har jeg nemlig hørt masser af. Og jeg er rigtignok bristet en lille smule. Intet af betydning, men det skal lige have et par sting. Og desværre; lokalbedøvelse er ikke lige sagen til sådan et par småskrammer. Men jeg kan få lokalbedøvende creme på. "Hmrff", tænker jeg fuld af foragt "det er jo ikke andet end tryllecreme, hvad skal det dog gøre godt for". Men når jeg nu alligevel sidder i situationen, kan jeg vel lige så godt tage det med også.
Det virker tåbeligt at være pivet over sådanne et par småsting efter de smerter, jeg netop har gennemgået, men det er alligevel irriterende. Jeg får lov til at tage lattergas undervejs. OK, kom så bare an! Jeg tager et par dybe sug i masken. Hold da op, det begynder at snurre i mine fingre. Jeg føler mig høj. "Hold kæft et trip", tænker jeg og er lige ved at række masken over til Mikkel. Det skulle han næsten tage og prøve.
Men jeg kommer fra det igen. Hun er begyndt at sy, og gu' kan jeg mærke det. Og nej, det er selvfølgelig ikke en uudholdelig smerte, men det er alligevel nok til, at jeg bander og svovler. Noahs uskyldige ører får de første ukvemsord at høre nu (hvis han da ikke har kunnet høre mig under vearbejdet!).
1 time efter fødslen:
Livmoderen velkontr. Tilladelig blødning. Drengen har suttet fint ved højre bryst.
Så vender min mor tilbage med hendes mand og min lillesøster samt champagne og gaver. Det er Noahs fødselsdag, og han skal fejres. De første billeder bliver taget; mor slukker tørsten med champagne, Noah slukker tørsten ved brystet.
Endelig bliver Noah målt og vejet. Han siger ikke så meget. Klynker kun en smule. Det hele er meget stille og roligt. Noah er 52 cm lang og vejer 3.300 gram.
Der er vagtskifte, og en ny jordemoder kommer til. Hun er også sød. Berit, som vi havde under fødslen, kommer ind og fejrer den lykkelige begivenhed sammen med os med et glas champagne. Gæsterne vender hjem for at finde deres senge. Far, mor og barn bliver på fødestuen endnu en stund. Indtrykkene skal lige lægge sig. Vi har ikke lyst til at skulle skilles lige nu. Vi spørger om lov til at blive på fødestuen et stykke tid endnu. Mens tiden endnu er vores. Alene.
Men også det får en ende. Jordemoderen kommer ind og undersøger mig, trykker mig på maven og måler mit blodtryk. Til sidst bliver jeg også vasket lidt. Det er tiltrængt. En portør bliver tilkaldt, så vi kan blive kørt på barselsgangen. Mens vi venter, går jeg på toilettet. Det er underligt at stå på benene, og det svier forfærdeligt, mens jeg tisser. Maven hænger slap og tom. Det er en underlig følelse. Jeg kigger mig i spejlet. Elastikken er gået op, og mit hår er et virvar. Jeg ser udmattet ud. Men jeg ser også godt ud. Der er et særligt skær i øjnene.
2 timer efter fødslen:
Livmoder velkontr. Tilladelig blødning. Anne har haft vandladning. Blodtryk 128/74 p:80.
Sådan slutter jordemoderens notater. Fra nu af er jeg ikke længere hendes ansvar. Noah er ikke længere hendes ansvar. Noah er mit ansvar alene. Den følelse af ansvar mærker jeg, da jeg bliver forladt alene på stuen med Noah. Da Mikkel tager hjem for at hvile. En følelse af ømhed og frygt.
Barnet ligger stille ved mit bryst, og jeg er et virvar af følelser. Formålsløst bladrer jeg brochurerne igennem, som jeg netop har fået udleveret af natsygeplejersken med besked om, at så må jeg i øvrigt ikke lægge barnet til at sove på maven, og når han skal skiftes, skal jeg bare ringe på klokken, så skal de nok vise mig til rette.
Jeg får endelig tid til at spise nogle af de sandwiches, min mor havde med samt chokoladen og juicen. Jeg er rigtig sulten. Vi kan ikke finde ro. Mig og barnet, der ligger ved mit bryst. Situationen er ukendt. Ny.
Så vi gør det eneste, der virker rigtigt for os. Jeg lægger Noah på min mave, og trækker dynen lidt op over. Nu ligger han lige dér, hvor han lå så trygt i 9 måneder. Noah falder til ro, jeg falder til ro. Virkeligheden, verden kan vente lidt endnu.
Adskillelsen er ikke så truende nær. Stadig. Lidt endnu kan vi ligge sammen, som var vi ét. Bare denne nat. Og jeg nyder det. Jeg ved det godt. Det har en ende. Adskillelsen er langsomt begyndt. Den adskillelse, som blot vil blive mere og mere markant, som årene går. Det er det åg, jeg skal bære sammen med moderskabet. Og den gave jeg giver sammen med moderskabet. At give liv. At give selvstændigt liv.
14-05-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025