Skrevet af Kicki
Fredag den 3. januar 2003 kl. 06.20 fødte jeg min dejlige datter Olympia med hjælp fra hendes far Flemming og en fantastisk jordemoder på Roskilde Amtssygehus (RAS).
Her får I min historie
Min termin var fastsat til den 31. december 2002, så vi havde valgt at holde nytårsaften hjemme i selskab med bedsteforældre, tanter, onkler, fætter og kusiner.
Kl. 05.00 fik vi endelig smidt den sidste ud af døren, og jeg var træt. Hele dagen var gået med at gøre rent, lave mad og være selskabelig. Så det var dejligt endelig at kunne lægge sig i sin seng.
Men det var ikke meget, jeg fik sovet. Der gik præcis en time, så kom den første ve. Jeg fik vækket min mand og fortalt, at nu var det gået i gang. Vi blev enige om at forsøge at sove lidt mere, for som der står i bøgerne; man skal være udhvilet til fødslen.
Kl. 10.00 stod jeg op og ringede til hele familien og fortalte dem, at nu var det endelig gået i gang. Derefter ringede jeg til RAS og snakkede med jordemoderen. Inden havde jeg beordret min mand i bad, pakket min taske og selv gjort mig parat til at suse op på hospitalet, for nu skulle jeg være mor.
Men skuffet blev jeg, da jordemoderen sagde, at jeg ikke behøvede at komme, eftersom veerene ikke var regelmæssige og ikke gjorde ondt. Så hele den 1. januar 2003 tilbragte vi på sofaen, mens vi snakkede om den forestående fødsel.
Vi havde dog ikke planlagt selve fødslen, da vi begge er af den overbevisning, at det er dem, der planlægger fødslen ned til mindste detalje, der har en dårlig oplevelse. Vi var dog enige om, at hvis vi kunne nøjes med lattergas og en tur i badekarret, ville det være det bedste.
2. januar 2003
Min mand stod op og kørte på arbejde lidt imod min vilje. For den sidste besked vi havde fået var, at hovedet endnu ikke stod fast, så hvis vandet gik, skulle jeg med ambulance til hospitalet.
Ved middagstid ringede jeg efter ham og bad ham om at komme hjem. Mine veer var endnu ikke regelmæssige, men lidt ondt gjorde de. Vi blev enige om, at hvis der ikke var sket noget inden kl. 18.00, ville vi køre et smut forbi RAS for at høre, om der egentlig skete noget.
Vi måtte en tur forbi RAS. Skuffede blev vi, da jordemoderen kunne oplyse os om, at jeg kun var åbnet 2 cm. Nu havde jeg ligesom haft veer i 36 timer. Men hovedet havde sat sig fast, så vi skulle ikke være bekymrede, hvis vandet gik. Så gik turen hjem igen. Vi lavede aftensmad, smed os på sofaen og ventede.
Kl. 01.30 vågnede jeg op og var overbevist om, at jeg skulle dø, så ondt gjorde det. Vi kontaktede familien og RAS og fortalte, at nu tog vi afsted. På p-pladsen måtte min mand love mig, at lige meget hvad de sagde, ville jeg ikke hjem igen, og det skulle han sørge for.
Jordemoderen fortalte os, at jeg stadig kun var 2 cm åben, og da mine veer stadig ikke var regelmæssige, ville der nok ikke ske noget denne nat men nok først engang den følgende formiddag. Men det var op til os selv, om vi ville blive, eller om vi ville hjem. Vi valgte at blive og blev ført ind på en fødestue, hvor jeg fik det berømte lavement.
Efter en times tid kom den jordemoder, der havde taget imod os, ind og fortalte, at hun havde fyraften og præsenterede os samtidig for den nye jordemoder.
Kl. 03.30 kom jordemoderen ind igen og følte på mig. Hun oplyste os om, at jeg nu var 4 cm åben, og hun spurgte samtidig, om jeg ville have en varmedunk liggende på maven, som kunne tage nogle af smerterne. Det takkede vi ja til.
Hun kom nu med jævne mellerum, og mærkede og følte. Jeg åbnede mig ikke meget, og mine veer var korte, men de gjorde helvedes ondt.
Kl. 05.55 kom hun ind igen og mærkede. Hun blev næsten helt forskrækket, da hun opdagede, at jeg nu havde åbnet mig 9,5 cm. Hun jokede med, at det nok var hende, der ville "gribe" vores barn. Hun informerede os om, at under den næste ve, ville hun lige fjerne det sidste der sad, så jeg var helt åben. Hun havde dårligt nok fjernet sine fingre, før vandet gik.
"Nu må du gerne presse", lød meddelelsen. Jeg havde overhoved ingen pressetrang men følte derimod, at jeg skulle på toilettet. Jeg begyndte at presse, men det var lidt svært, da hun ville have, at jeg skulle holde mit ben samtidig, hvilket jeg ikke kunne. Så jordemoderen kaldte på hjælp, og ind kom der en dame, der mindede om en gammel østtysk svømmepige. Det var lige før man blev helt bange.
Pludselig holder jordemoderen på mig og siger, at nu skal jeg lige holde en pause med at presse, ellers vil jeg springe på kryds og tværs. Hun holder samtidig på min datters hoved, men i det samme som hun slipper, flyver min datter ud, og jordemoderen greb faktisk vores datter, som hun havde forudset 25 minutter tidligere. Min mand sammenlignede det med at se en kanonkugle blive skudt ud af en kanon.
Fredag den 3. januar 2003 kl. 06.20 fødte jeg min dejlige datter, som målte 51 cm og vejede 3.080 gram. Uden nogen form for smertelindring andet end en varmedunk på maven. Det var den mest fantastiske oplevelse, jeg nogen sinde har haft, og jeg glæder mig meget til, at jeg skal prøve det hele igen. For som jordemoderen sagde efter fødslen; Jeg er skabt til at føde.
20-05-2003
|
© 1999-2025