Skrevet af Lotte
Den 27. januar 2003 blev jeg mor for anden gang. Jeg havde termin den 31. januar, men ligesom sin storesøster, Asta, havde Agnes ikke tålmodighed til at vente i maven.
Jeg havde op til fødslen været meget spændt på, hvornår hun ville komme. Asta blev født 11 dage før termin, og jeg frygtede, at det skulle gentage sig med denne bebs. 11 dage før termin sad jeg nemlig til eksamen på universitetet! Jeg bestod, og Agnes blev derinde.
Den 26. januar cyklede jeg en lang tur i regnvejr. Jeg var dybt frustreret over at være gravid. Hele graviditeten var forløbet eksemplarisk, men jeg skulle starte på RUC den 3. februar, og jeg ville meget gerne føde et par dage i forvejen, så jeg kunne komme mig lidt inden studiestart. Nå, men jeg trampede afsted med Asta bagpå. Intet skete.
Hjemme igen tog jeg en lur sammen med Asta. Klokken 14:30 vågnede vi, og jeg trissede ud på toilettet. Lige da jeg havde rejst mig og trukket bukserne op, sagde det "blob", og en smule vand rendte ud i mine bukser. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det var vandafgang. Jeg regnede med, at det blot var forvandet.
Min kæreste mente, at vi for en sikkerheds skyld skulle ringe til fødeklinikken, så det gjorde vi. De ville gerne se lidt på mig, så vi pakkede Asta og kørte hende over til mormor.
Klokken 17 ankom vi på klinikken. Der var ikke kommet mere vand, og jeg forventede egenlig, at jeg spildte jordemoderens tid. Hun undersøgte mig, og idet jeg spredte mine ben, kom resten af vandet i en stor skylle. Det var helt sikkert vandafgang!
Vandet var klart, og jeg havde ikke åbnet mig. En strimmel kunne underbygge min påstand om, at jeg ikke havde veer, blot nogle minimale sammentrækninger.
Jordemoderen gik for at skrive en seddel til os om, hvordan vi skulle forholde os til, at vandet var gået. Meningen var, at vi skulle hjem igen og sove.
Da jordemoderen vendte tilbage, kunne hun se, at babyens hjerte havde dykket en smule ved en sammentrækning. Hun ville have afdelingsjordemoderens mening om dette, før hun sendte os hjem.
Det tog sin tid, og da hun vendte tilbage, sagde hun, at det ingenting var, men at hun gerne ville forsøge at provokere min livmoderhals for at få fødslen igang. Det gjorde f****** ondt. Hun hev i den!
Nå, men der skete ikke rigtig noget, og vi var faktisk på vej hjem, da jordemoderen spurgte til min første fødsel. Da hun hørte, hvor hurtigt den var gået (4 timer med veer), mente hun, at denne fødsel ville gå endnu hurtigere, og at vi derfor skulle blive lidt på hospitalet.
Vi var rigtig sultne og gik derfor ud for at få noget mad. Klokken ca. 20:00 vendte vi tilbage. Endnu ingen veer. Jeg fik lavement, og en fødestue blev gjort klar. Det hele virkede lidt underligt, for jeg regnede selv med, at der var længe, til fødslen gik igang, og alligevel ville personalet have mig til at blive.
Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at blive nervøs for at skulle føde. Der var ingen vej tilbage.
Klokken 22:00 begyndte de første veer at komme, og jeg var 2 cm åben. Veerne gjorde ondt fra starten, men ikke noget der var værd at klage over. Jeg vidste, at de ville blive MEGET værre!
Klokken 23:00 kom jeg i bad. Jeg var 4 cm åben og ved godt mod. Jeg følte egenlig, at jeg havde god styr på tingene, lige indtil klokken ca. 23:30, hvor en kæmpeve var ved at tage livet af mig. Jeg væltede op af vandet og meddelte, at jeg ville have lattergas.
Jeg har aldrig prøvet at få lattergas, men ville gerne prøve det. Min første fødsel var uden smertestillende, og det gjorde altså tilpas ondt til, at jeg ikke ønskede en gentagelse!
Lattergassen var god, men jeg var kun 5 cm åben og regnede derfor med, at fødslen ville vare ca. 5 timer mere. Det kunne jeg ikke overskue, for det var nogle meget lange og intense veer, jeg havde.
Lidt efter midnat meddelte jeg, at jeg ville over på fødegangen og have en epiduralblokade (min kæreste grinede lidt, for det gjorde jeg også, da jeg fødte Asta, og da det kom til stykket, ville jeg ikke have den). Jordemoderen kiggede på mig og sagde: "Søde ven, der er ingen, der lægger epiduralblokader på en, der er 9 cm åben".
Så blev det pludselig klart, hvorfor veerne gjorde så ondt. Fødslen var næsten slut.
Da jeg ikke kunne få en epidural, bad jeg om en pudendusblokade, og denne blev gjort klar. Jordemoderen skulle lige til at give mig den, da jeg så nålen og råbte: "Du rører mig ikke med den der!". Jeg er ikke så god til at beslutte mig i pressede situationer. Jeg ændrer hele tiden mening :-)
Efter endnu en ve kom presseveerne, og efter to af den slags lå Agnes på min mave. Hun blev født den 27. januar 2003 klokken 01:10 efter tre timer med veer og ti minutter med presseveer.
Det var en super fødsel, og jeg var så glad bagefter. Jeg skulle ikke syes og var frisk og frejdig. Derfor besluttede vi også at tage hjem om eftermiddagen, og det var en rigtig god beslutning. Det var skønt at komme hjem og have sit eget toilet, sit eget bad, sit eget køleskab, slippe for de andres skrigende unger osv.
Fordi fødslen var gået så godt, var jeg fysisk helt på toppen, og jeg er sikker på, at min næste fødsel også skal være ambulant, hvis det da ikke bliver en hjemmefødsel.
De bedste hilsner fra Lotte.
29-05-2003
|
© 1999-2025