48 timers vandafgang uden veer Dorthe fandt hurtigt ud af, at hun bedst kunne arbejde med veerne, når hun stod op. Så hun stod med albuerne på fødebriksen og rokkede fra side til side med bækkenet i ve-pauserne.
9099
Skrevet af Dorthe
Jeg havde termin lørdag den 14. september 2002, og kl. 06:30 gik vandet med et plask. Det var præcis på terminsdatoen, og jeg blev lidt forskrækket over det. Jeg var lige vågnet og skulle på toilettet - og PLASK, så vælter vandet ud.
Jeg troede, at jeg havde tisset på gulvet, men jeg kom hurtigt på andre tanker, da vandet blev ved med at fosse ud af mig. Jeg havde ingen veer - end ikke plukkeveer, som jeg ellers havde haft mange af i løbet af graviditeten.
Hovedet stod ikke fast i bækkenet, så jeg skulle lægge mig ned med det samme og kontakte fødegangen, som så ville ringe efter Falck. Michael sov stadigvæk men vågnede med et sæt, da jeg kaldte fra toilettet og sagde, at jeg troede vandet var gået.
Det tog 1½ time, fra vi ringede til fødegangen, til Falck ankom. Sådan et flisegulv på et badeværelse er vældigt koldt at ligge på så længe.
Jeg kom ind på fødegangen og fik kørt strimmel - alt så godt ud, så jeg fik lov til at komme hjem og vente på naturlige veer. Næste morgen skulle jeg komme ind igen og have kørt strimmel, hvis jeg ikke havde fået veer.
Det fik jeg ikke, så jeg kom ind søndag morgen og blev undersøgt igen. Alt så stadigvæk fint ud, så jeg spurgte jordemoderen, om jeg ikke måtte komme hjem igen og vente på naturlige veer. Hun talte med overlægen, og jeg fik lov til at komme hjem, hvis jeg lovede at tage min temperatur hver anden time og straks komme ind, hvis den steg over 37,5.
Hvis jeg ikke havde fået veer inden mandag morgen, så skulle jeg komme ind på fødegangen igen og sættes i gang, for så kunne jeg ikke få lov til at vente længere.
Der kom stadigvæk ingen veer, og jeg kunne ikke engang fremkalde plukkeveer ved at gå en lang tur, så mandag formiddag kørte vi igen mod fødegangen.
Jeg kom ind på fødegangen kl. 9:30 og blev undersøgt. Jeg var kun 1 cm åben og havde stadigvæk 2 cm livmoderhals tilbage, så jeg var slet ikke "tæt" på at føde.
Jordemoderen hev med fingrene i livmoderhalsen for at stimulere den til at trække sig tilbage. Ve-droppet blev lagt kl. 10:50, og i løbet af nogle timer begyndte jeg at få kraftigere og kraftigere menstruationslignende smerter.
Kl. 13:00 havde jeg åbnet mig ½ cm, og veerne gjorde vildt ondt. Jeg jamrede og kunne ikke holde det ud, og på en eller anden måde kunne jeg mærke, at veerne ikke hjalp noget.
Der var vagtskifte, og det var heldigvis min "egen" jordemoder, der tog over. Hun sendte mig i brusebad for at slappe lidt af. Det var skønt at stå i bruseren, men desværre kollapsede jeg tilbage på ve-stuen.
Jeg var nærmest bevidstløs mellem veerne og beklagede mig en del under veerne, men selv om det var stærke veer, hjalp de stadigvæk ikke rigtigt noget. Jeg åbnede mig ½ cm på 1½ time, og så blev jeg kørt på fødestuen, så jeg kunne få noget ilt at stå i mod med under veerne.
Da først jeg fik iltmasken, kunne jeg klare alt som en rigtig ur-kvinde. Jeg klagede ikke en eneste gang over smerterne, da først jeg fik ren ilt under veerne, og jeg havde det rigtigt godt og masser af overskud i ve-pauserne.
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg bedst kunne arbejde med veerne, når jeg stod op, så jeg stod med albuerne på fødebriksen og rokkede fra side til side med bækkenet i ve-pauserne. Under veerne gik jeg dybt ned i knæ og lod tyngdekraften arbejde med.
I løbet af kun 4 timer var jeg næsten fuldt udvidet, og kl. 20:00 kom de første presseveer. Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at det var presseveer, for jeg brølede bare: "Jeg vil presse, jeg vil presse, jeg vil presse"...
Jeg var kun 8 cm udvidet, så jeg måtte ikke presse, og det var svært! Faktisk det sværeste ved hele fødslen. Så fik jeg lov til at presse "lidt" med for at få udvidet de sidste centimeter. Nu har jeg aldrig været god til at adlyde, så jeg pressede alt hvad jeg kunne.
Jeg havde 5-10 presseveer, så var hovedet ude. En presseve mere og Mads var født. Jeg stod altså op og fødte. Det kan jeg varmt anbefale, for det virkede langt mere naturligt end at ligge ned.
Navlestrengen var temmelig kort, så Michael ville ikke klippe den over, da det skulle gå lidt stærkt med det.
Mads "knirkede" ved fødslen og ville ikke skrige rigtigt, så han blev taget over og fik suget lidt fostervand ud af lungerne og fik lidt ilt, inden vi fik ham over til os. Han var og er bare så fin og perfekt.
Moderkagen blev hurtigt født også, og det viste sig, at jeg havde 2 moderkager. En meget stor moderkage og en lille bitte en som "vedhæng". Jordemoderen kunne ikke sige med sikkerhed, om der en gang har været en tvilling, men hvis der har, så er den gået til så tidligt i graviditeten, at det har været på "celle-niveau".
Jeg var ikke revnet i mellemkødet og havde kun nogle smårifter i slimhinden. Efter en grim seksuel oplevelse som 14-årig har jeg meget arvæv indvendigt, og al den arvæv begyndte at revne, mens jordemoderen skulle sy mine smårifter, så hun tilkaldte en læge.
Hele min slimhinde i skeden gik "skilt ad". Mens de syede i den ene ende af en revne, så revnede jeg bare længere og længere "ind". Sammenlagt syede de mig i over en time.
Desværre havde de fået lukket af for et blodkar, så jeg fik en kæmpe blodansamling på størrelse med en knyttet hånd i højre skamlæbe. Det gjorde titusinde gange mere ondt end at have veer eller føde. Jeg skreg af smerte og kunne overhovedet ikke holde det ud, selvom jeg fik det meste af en flaske lattergas.
Det blev besluttet, at jeg skulle opereres "i en fart" for at få stoppet blødningen, så jeg kunne blive smertefri. Derfor fik jeg en "udpumpning" af maven (en slange ned gennem halsen).
Mens sygeplejersken kom slangen ned i halsen på mig, fik jeg presseveer igen - "kun" 3 timer efter fødslen! Ud kom en størknet klump blod på størrelse med to knyttede mandehænder. Jeg troede et øjeblik, at det var min lever, men det var bare størknet blod.
Desværre måtte jeg vente over 1½ time på at blive opereret, fordi der var kommet en blindtarm nær sprængning. I løbet af de 1½ time fik jeg lattergas nok til at gøre en hel ø-lejr skæve :/ Men smerterne blev jo bare værre og værre.
Endelig kom jeg på operationsbordet. Selvom jeg havde voldsomme smerter havde jeg alligevel overskud nok til at "joke" med læge og jordemoder om, at jeg gerne ville have 3-5 børn mere, men Michael desværre kun ville have 2 i alt.
Jeg blev opereret og kom til opvågning. Kl. 04:30 kom Michael op til mig med Mads, og jeg blev kørt på barselsgangen, og Michael tog hjem for at sove.
Resten af natten lå jeg bare og kiggede på min søn, mens mit hjerte svømmede over af moderkærlighed. I det øjeblik ville jeg gennemgå ALT for at sikre ham det bedste liv - så skidt med mine revner og blodansamlinger, når det havde givet så perfekt et barn.
Alt i alt synes jeg, at jeg havde en let og dejlig fødsel, som jeg vil huske tilbage på med glæde og stolthed. Det var "kun" efterforløbet som var skidt - men det regner jeg ikke med til min fødsel. Fødslen sluttede, da Mads blev lagt på min mave, og alt det der siden skete var "bare" komplikationer efter.
Jeg gennemgik gerne det hele igen i morgen, hvis det gav mig endnu en søn som Mads ;)
Relaterede artikler
© 1999-2025