Skrevet af Sonja
Lukas, mit fjerde barn, kom til verden hurtigere end lynet. Havde jeg f.eks. stået i kø i Brugsen, da fødslen gik i gang, var han simpelt hen plasket ud på gulvet, så det var heldigt, at jeg i forvejen var på hospitalet.
45 minutter tog det, fra første ve og til både barn og moderkage var født. En brutal men skøn oplevelse, og jeg brugte bagefter flere dage på at køre filmen i slowmotion inde i hovedet for at kunne følge med.
Man skulle ellers tro, jeg var forberedt. Dels har alle mine fødsler været meget hurtige - mellem 1½ og 3 timer alt i alt fra vestart, til en let omtumlet og splinterny baby lå på min mave. Dels gik jeg 17 dage over tiden.
Derfor var jeg på årets allerførste forårsdag til undersøgelse på svangregangen, hvor lægen erklærede mig "blød som smør" og åben for to fingre. Baby havde det fint, mor ligeså. Men de ville gerne sætte mig i gang dagen efter, og mens der blev konfereret herom, fik jeg kørt en strimmel.
Da jeg havde ligger der og hygget mig ½ time, kom en jordemoder ind og spurgte, om vi ikke bare skulle få den fødsel i gang - nu. Vi kunne bare prikke hul på hinden - når vandet gik, skulle der nok komme gang i sagerne.
Jo tak. Hun nåede lige at manøvrere fingre og "hæklenål" på plads derinde - så fik jeg en ve og åbnede mig på én gang til 7 cm. Det gjorde ondt...
Jordemoderen smækkede sengens hovedgærde ned, og mig med, og skubbede sengen afsted så hurtigt, at hjul og sengegærde ralsede og klaprede. Sekunder senere landede jeg på fødegangen midt i vagtskiftet. Stor forvirring, men jeg var indædt ligeglad.
En eller anden spurgte, om det var ok, hvis jeg fødte med en jordemoderelev. Igen: I couldn't care less. Jeg havde nok at gøre med at tage imod veerne, der brølede ind over mig.
Normalt får jeg ikke pressetrang, så da der blev lidt ro, og alle af en eller anden grund lagde an til at gå ud et øjeblik, greb jeg fat i kraven på en sagesløs sygehjælper og hvæsede, at jeg ikke ville ligge og være 10 cm åben, uden at nogen fortalte mig, at jeg måtte presse.
Hun kiggede beroligende på mig, gav min mand snoren og sagde "træk i den, hvis du mener, hun skal presse". Øh ok - hun var kun lige nået ud af døren, så kom pressetrangen, og på næste ve var hovedet ude.
Hele holdet kom styrtende ind til os igen. Og så blev der en pause. Helt ro. Lukas begyndte at græde - meget meget underligt. Han var stadig inde i mig fra skuldrene til fødderne, så det føltes som om, det var min krop, der græd, i den forkerte ende!
Efter 5 lange lange minutter kom næste ve, og så var han der, vores skønne, lækre dreng. Lyserød og fin, fordi hans vejrtrækning allerede havde iltet hans lille krop.
I dag er han en udadvendt, kvik og dejlig bølledreng, som vi og hans 3 store søskende elsker højt.
11-06-2003
|
© 1999-2025