Skrevet af Karina
Jeg hedder Karina Christensen og vil gerne fortælle jer om Frederiks fødsel og efterfølgende ophold på neonatal afdelingen på Holbæk Sygehus.
Det kom lidt som en overraskelse for både mig og min kæreste, at vi skulle være forældre. For det første havde vi kun kendt hinanden i 7 måneder, og for det andet spiste jeg p-piller. Men nu bankede der et lille hjælpeløst væsen på vores dør, og vi var enige om, at det skulle fødes.
Mine jordemoder- og lægekontroller gik godt lige indtil en jordemoderkontrol i 18. uge. Mit blodtryk var for højt, og der var kommet svar om, at mit blodsukker var for højt. Jordemoderen sendte mig hjem med besked om at tage den med ro, og at jeg ville blive indkaldt til sukkersygekontrol.
Endelig kom dagen, hvor jeg var indkaldt sammen med 4 andre gravide kvinder. Vi blev ført ind i et lille rum med bord, 5 stole og en hospitalsseng, hvis vi ville have en lur. Spændt på, hvad der skulle ske, hørte man hvert et ord, den unge sygeplejerske sagde og gøs ved tænken om, at man skulle drikke ½ liter ren sukkervand, så hurtigt man kunne. Derefter skulle vi hver halve time stikkes i øret og have målt vores blodsukker. 2½ time efter var det overstået.
Tiden gik, og alt var perfekt. Den lille voksede, som den skulle, og alt åndende ro og fred. Ingen sukkersyge og ingen højt blodtryk. Vi var så småt begyndt at planlægge barneværelse og tilbehør, da jeg atter fik meldningen om, at mit blodsukker var for højt. Atter en indkaldelse til sukkersygekontrol og atter beskeden om, at jeg ikke havde sukkersyge.
I 37. uge begyndte mit blodtryk at stige igen (160/90), og jeg blev sendt til kontrol på fødegangen. Efter en strimmel, der viste, at barnet havde det godt, blev jeg sendt hjem og skulle tage det helt roligt. Men blodtrykket steg alligevel.
Nu ville de gerne sikre sig, at den lille havde det godt, så jeg blev kørt til scanning. Alt var perfekt, og den lille blev vurderet til 3.300 gram og 50 cm, som var en passende størrelse. Lægen der undersøgte mig mente, at jeg havde lidt blærebetændelse og gav mig noget penicillin med hjem. Jeg fik også at vide, at jeg kunne få meget stærke plukkeveer, mens jeg spiste dem.
Den 9. januar kl. 4:00 om morgenen - 4 dagen efter jeg havde været til scanning og 4 dage før termin - vågnede jeg ved, at jeg skulle tisse. I mine trusser var der lyserødt tegn, men jeg havde ikke ondt, men for en sikkerheds skyld ringede jeg til fødegangen. De mente, at fødslen var i gang, men jeg skulle bare tage det med ro og gå i bad og slappe af, og så skulle ringe tilbage om en time eller to.
Min kæreste var ikke hjemme, så jeg ringede til ham på hans arbejde og fortalte, hvad de havde sagdt på fødegangen, og at han ikke behøvede at skynde sig. Jeg gik tilbage i seng og sov videre en time. Som andre gravide havde jeg også en følelse af at være uovervindelig og kunne klare alt, og hvis det var veer, de menstruationssmerter jeg havde, skulle jeg have et helt lille fodboldhold. Ved 5-tiden kom min kæreste hjem, og da jeg havde det godt, gik han i bad og gjorde sig klar til at tage afsted.
Kl 8:00 var vandet endnu ikke gået, og mine veer var ikke blevet stærkere kun hyppigere. Efter en lille samtale med jordemoderen blev det bestemt, at jeg skulle komme derind på grund af mit blodtryk og den lille, hvis jeg nu havde svangerskabsforgiftning. Efter en lille undersøgelse kunne hun fortælle, at fødslen var i gang, men jeg havde kun åbnet mig 3 cm, og vandet var ikke gået. Men på grund af mit blodtryk ville de ikke sende mig hjem igen og vente men i stedet køre en strimmel på den lille.
De var utroligt søde til at fortælle om alt, hvad der skulle ske. Jeg blev kørt ind på overvågningsstue, mens de skulle køre strimmel, og der blev også kørt en ekstra seng ind på stuen til min kæreste, der havde været på arbejde hele dagen, så han kunne være udhvilet, til den lille blev født.
Efter diverse undersøgelser, blodprøver, bad osv. blev det besluttet, at det var op til den næste jordemoder på vagt, om hun ville prikke hul på fostervandet. Men da jeg ikke havde åbnet mig mere end 4 cm, blev det besluttet, at de ville vente lidt endnu. I stedet for at ligge gik jeg rundt på fødegangen og talte med de andre fødende og deres familier, mens min kæreste sov på stuen.
Ved 15-tiden gik veerne (eller det de kaldte veer) lidt i stå, og der blev atter kørt en strimmel. Den lille havde det godt. Ved jordemoderskiftet kl. 18 blev det bestemt, at når der blev en fødestue ledig, var det min tur. Kl. 19 blev vandet taget, og på en time åbnede jeg mig 3 cm.
Der var nu gået 15 timer fra den første ve, og min ryg var totalt smadret. Min jordemoder tilbød mig nogle saltvandsblokader, og jeg sagde ja tak. Derefter mærkede jeg ikke min ryg under resten af fødslen.
En ½ time og 3 presseveer efter blev Frederik født. En dejlig lille dreng på 54 cm og 3.930 gram med de dejligste blå øjne og helt lyst hår. Men her ender det perfekte.
Frederik var helt blå og uden vejrtrækning. I løbet af ingen tid stod der 4 læger og 4 sygeplejersker rundt om ham og undersøgte ham på kryds og tværs. Efter 5 minutter lød hans første lille lyd - et lille bitte piv - og vi fik lov til at se og holde ham, mens der stod en ved siden af og nev ham i foden for at få ham til at skrige.
Mens jeg blev syet og gjort færdig af jordemoderen, fik Frederik lidt sukkervand. Hans farve vente tilbage, og børnelægen fortalte, at han bare havde haft lidt begyndervanskeligheder.
Men i løbet af natten blev det værre. Hans vejrtrækning lød som et lille pivedyr, og hans lille brystkasse trak sig så meget sammen, at der kom et lille hul i den.
Om morgenen blev vi overflyttet fra Slagelse Sygehus til Holbæk neonatalafdeling, hvor vi lå i 9 dage. Han var blevet født med en infektion i blodet, der gorde, at han ikke havde ilt nok til både at trække vejret og ilte sit blod. Derfor skulle han hurtigst muligt under en hård behandling med penicillin og andet medicin.
9 dage med en utrolig følelse af afmagt. Ens lille barn ligger og kæmper for sit liv, og det eneste du kan gøre er at være der og pusle om ham.
Både læger og sygeplejersker var utroligt søde og forstående og tilbød at overtage, så man kunne sove lidt. Men i sådan en situation har man ikke brug for søvn, og selv om man havde, kunne man ikke gå fra sit barn.
Det værste er, når man håber på, at svaret fra dagens prøver er gode, fordi det har de været dagen før, og så viser det sig at være helt modsat. Men efter utallige blodprøver og indsprøjtninger var hans infektionstal endelig så gode, at vi kunne tage hjem med ham, men de kunne ikke love os, at han ikke ville få mén af det senere.
I dag er Frederik 17 måneder og stadig jordens dejligste lille dreng helt uden mén efter hans hårde fødsel. Både hans far og jeg er enige om, at vi vil gøre det igen.
18-06-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
|
© 1999-2025