Skrevet af Christina
Kl. 22.00
Veerne begynder lige så stille, mens Morten og jeg ser spændingsserien "24 timer". Jeg siger ingenting vel vidende, at de sagtens kan går i sig selv igen - det gjorde de i lørdags.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at strække mig for at se uret på videoen, hver gang en ve melder sin ankomst. Der er mellem 5 og 8 minutter i mellem, og smerten er kun som en mild mensturationskrampe. Jeg tænker, det er jo ikke sikkert, og venter spændt på, om der nu også kommer en til.
Kl. 23.00
Det gør der! Jeg ligger på den madrasse i stuen, vi vil bruge til at hygge os med babyen på. Halsbranden og de sure opstød gør det absolut nødvendigt at have en sækkestol eller lignende i ryggen, men så ligger jeg også rimeligt godt.
"24 timer" er færdig, og det er lidt sjovt at tænke på, at når næste afsnit vises, har jeg sandsynligvis født. Morten er stort set faldet i søvn på sofaen, men vi vil lige se ugens afsnit af "Venner", før vi går i seng.
Kl. 00.00
Morten når selvfølgelig at falde helt i søvn og er stort set, som altid, umulig at få med ind i seng. Det lykkes dog! På badeværelset siger jeg henkastet, at "det bliver spændende, om du kommer på arbejde i morgen" - der er jo ingen grund til at drage forhastede konklusioner.
Morten spørger, om det er nu, og jeg svarer, at det er svært at sige, men jeg synes der har været noget under optræk, og at jeg nu vil prøve at få lidt søvn for at samle kræfter, hvis det skulle blive til noget.
Inde i mig selv er jeg dog efterhånden rimelig sikker på, at det er nu, det sker - men man ved jo aldrig. Jeg husker et råd fra fødselsforberedelse og tager et par Panodiler, for at veerne ikke skal hindre mig i at få sovet.
Kl. 01.00
Enten er veerne blevet for stærke, ellers er der for mange tanker, der flyver rundt i mit hoved. Jeg kan i hvert fald ikke falde i søvn på trods af Panodilerne. Efter at have hvilet lidt, beslutter jeg mig for at tage et brusebad. Jeg lader Morten sove, så der trods alt er en af os, der er udhvilet.
Kl. 02.00
Badet lindrer en hel del, og jeg får vasket mit hår, så det ikke er noget, jeg skal i gang med lige efter fødslen. Det er jo ikke til at vide, hvordan man har det bagefter. Jeg får redt håret op og begynder at pakke den til anledningen halvt pakkede taske færdig.
Det begynder at været hårdt, og jeg må standse og få pusten under veerne. Jeg "timer" dem med vores minutur - der er efterhånden 5 minutter i mellem, og de varer ca. 40 sekunder.
Kl. 03.00
Jeg tænker, at jeg hellere må få hvilet mig og lægger mig ind i sengen. Når jeg ligger stille, kan jeg rigtigt mærke veernes styrke, og det er på tide at få vækket Morten. Dette er jo imidlertid noget nemmere sagt end gjort, så min plan om stille og roligt at prikke til ham og sige "skat, nu er det snart tid til at få ringet til sygehuset", bliver efter flere mere og mere ihærdige forsøg med tiltagende veer forkortet til "hent telefonen, og jeg skal have noget at drikke"!
Min noget søvndrukne husbond tumler ud af sengen og henter et glas vand. En ve, der som bekendt ikke øger ens tålmodighed, gør, at jeg må koncentrere mig maksimalt for bare på en nogenlunde civiliseret måde at sige "hvor er telefonen?" - der er jo ingen grund til at ødelægge stemningen og efterleve folks fordomme om fødende kvinder.
Morten, der er helt sikker på, at jeg på intet tidspunkt har sagt noget om en telefon, lunter ind og henter den, mens han spørger, om vi allerede skal ringe nu.
"Nej, det er bare for at have den på mig", hvisler jeg, mens jeg finder nummeret til fødegangen. Jeg vil gerne ringe og forberede dem på, at jeg kommer på et tidspunkt og gerne vil have en fødsel i vand, men jeg regner egentligt ikke med at skulle derind med det samme.
Jeg beder Morten tage tid på veerne, mens jeg ringer. Jordemoderen spørger til min tilstand, og hvor jeg bor. Jeg kan godt regne ud, at hun bare skal have mig til at snakke, indtil vi kommer hen til en ve, så hun kan bedømme, hvor "galt" det står til.
Jeg spørger, om der er en fødestue med fødekar ledig. Det kan vi heldigvis godt regne med, og jeg fortæller hende, at der nu er ca. 4 minutter i mellem, hvad jeg vil kalde de rigtigt veer, og at de er knap 1 minut lange. Ind i mellem veerne er der nogle miniveer på ca. 20-30 sekunder. Irriterende - de ødelægger den pause, jeg skal bruge til at lade op i.
Da jeg når til veen, holder jeg en pause. Det er svært at snakke imens, og der er ingen grund til at spille helt over for hende. Desuden gør denne ve endnu mere ondt, og da jeg mærker mellem benene, får jeg blod på hånden. Jeg bliver umiddelbart lidt bange, selvom jeg godt ved, at det sandsynligvis bare er slimproppen, der har løsnet sig.
Dette fortæller jeg til jordmoderen, som synes, at vi da godt lige så stille og roligt kan gøre os klar til at komme ind på sygehuset. Efter slimproppen er gået, har jeg heller ikke lyst til at vente mere. Hvad hvis det nu ikke var den, der var skyld i, at jeg blødte? Vi gør os klar under lidt forvirring, men vi er nu alligevel rimeligt fattede situationen taget i betragtning.
Kl. 04.00
Det er en underlig fornemmelse at gå ud til bilen og vide, at når man kommer igen, er man ikke alene. Veerne tager stadig til, og vi bliver enige om at køre direkte op til hovedindgangen. Morten kan flytte bilen, efter vi er blevet modtaget, og som han siger "der er jo ingen grund til at tage taskerne med op, hvis vi nu bliver sendt hjem igen!".
"Yeah right", tænker jeg. Hvis jeg bliver sendt hjem igen, så er jeg ikke sikker på, at jeg vil være med til det her. Det vil være frygteligt, hvis det nuværende smerteniveau ikke er tegn på, at fødslen er godt i gang.
Morten stormer afsted, og jeg må minde ham om, at pauser nok er en god idé - specielt omkring veerne. Vi har fået at vide, at der er en elevator op til fødegangen, men vi ved ikke helt, hvor den er, og det ender med, at vi tager trapperne - pust.
Morten finder klokken, vi skal ringe på ved ankomst, og jeg sætter mig i en noget ubekvem sofa. En jordemoder kigger ind og siger, at modtagelsesrummet er optaget, så vi må lige vente lidt. Jeg synes, det er hårdt at vente i en så ubekvem stilling, jeg sveder og har ondt i lænden. Morten henter noget vand til mig og masserer mine skuldre, men det er ikke så rart.
Kl. 05.00
Langt om længe kommer vi ind i modtagelsesrummet. En ung jordemoder kommer ind og måler mit blodtryk, og vi snakker lidt om veerne. Desuden giver hun mig noget for min halsbrand, som er blevet værre.
Så er det tid til at få undersøgt, hvor meget jeg har åbnet mig. Spændende. Jeg frygter, at det kun er 1 eller slet ingen centimeter, og at jeg derfor vil blive sendt hjem. Det er heldigvis ikke tilfældet, jeg er hele 5 centimeter åben og er med sikkerhed i fødsel. Jeg havde kun regnet med ca. 3, så det er en opmuntrende nyhed.
Til gengæld skal jeg rimelig hurtigt have et lavement. Det må ikke gives for sent i fødslen, men jeg skal have det, hvis jeg vil føde i vand. Jordemoderen gør klar til at sprøjte en mængde væske fra en beholder på størrelse med en dåse cola op i min endetarm - ikke den bedste oplevelse i mit liv!
Jeg få at vide, at jeg helst skal ligge med det i 3-5 minutter, men efter at have knebet ballerne sammen igennem en ve, er jeg klar over, at det er nu eller aldrig, hvis jeg skal nå ud på toilettet i tide.
Ude på toilettet sidder jeg så og dingler med benene fra den alt for høje toiletkumme, mens jeg bliver tømt for diverse tarmindhold plus noget blod og slim. Dette er en endnu dårligere oplevelse, da veerne er meget kraftige nu, og jeg har en trykkende fornemmelse i mellemgulvet.
Når jeg ikke kan nå gulvet, er der ingen ting at stemme imod under veen, så jeg klamrer mig til væggen, det bedste jeg kan. Efter veen får jeg lettere udmattet styr på mig selv, og Morten får fat i jordemoderen.
På den positive side kan man da sige, at efter 5 måneder med seriøs forstoppelse, så er jeg da kommet af med noget ;-)
Langt om længe bliver vi flyttet ind på fødestuen. Jeg lægger mig op på briksen, og jordemoderen begynder at fylde vand i et kæmpe fødekar. En sygeplejerske henter et varmt omslag til min lænd. På briksen får jeg lagt akupunktur efter eget ønske, og herefter er jeg klar til at komme i karet.
Kl. 06.00
Hvilken herlig befriende oplevelse at træde ned i det varme vand. Det tager virkelig toppen af veerne - måske i kombination med akupunkturen.
Jeg flytter lidt rundt for at finde en behagelig stilling, så jeg er klar til næste ve. Det er rarest for mig at sidde på knæ foroverbøjet med panden mod kanten af karet. Morten skal helst sidde lige ud for mig - det er tryggest - men ellers har vi ingen kontakt. Jeg lukker verden helt ude.
Jordemoderen sidder ved siden af. På et tidspunkt virker det som om, vandet går under en ve, og jordemoderen vil have mig op for at blive undersøgt. Jeg er nu 9,5 cm åben, og bortset fra et par slimflager i vandet ser alt fint ud, så jeg får lov til at komme i karet igen.
Der er stille mellem hver ve - jeg samler kræfter. Jeg gør mit bedste for at møde de stadig tiltagende veer velforberedt men føler alligevel lidt frygt, når jeg mærker, at endnu en skyller ind og overmander mig.
Under veerne koncentrerer jeg mig fuldt ud om vejrtrækningen. Det er krævende, og tiden står stille. Så letter smerten pludselig som en sky, der går fra solen. Det er lige til at blive salig over, hvis det ikke er fordi, der er mange flere "skyer" i sigte.
Indimellem henter Morten et glas vand eller noget kakao, da min halsbrand stadig driller. Ellers sidder han der bare som en redningsplanke, der er næsten inden for rækkevide. Det er dejligt og trygt.
På et tidspunkt går jordemoderen ud for at hente en anden stol til Morten. Uden at vide hvorfor gør det mig ængstelig - alt skal være på samme måde under veerne, og der skal være stille.
Efterhånden begynder pressetrangen, men jordmoderen mener, det er for tidligt og beder mig holde igen, så meget jeg kan. Jeg sætter en snorkelyd på min vejrtrækning, når jeg puster ud. Af en eller anden mærkelig grund hjælper det mig til ikke at presse med, når min krop presser. Min krop og jeg er blevet separate under veerne.
Kl. 07.00
Der er nu lidt længere mellem veerne. Det er uendeligt dejligt, men jordmoderen virker lidt bekymret og siger, det er OK, men vi skal gerne have lidt mere gang i dem igen. Hun lytter til fosterets hjertelyd, den er heldigvis god.
Jeg hviler mig lige mellem et par veer til og falder nærmest i søvn, så jeg må rejse hovedet med et sæt. Herefter hanker jeg op i mig selv og finder et nyt lager af kræfter, som jeg slet ikke viste, jeg havde. Jeg rejser mig ud fra en teori om, at bevægelse bør sætte mere gang i veerne igen - det er ellers ikke noget, jeg ser frem til.
Da jeg står op, løber der grønt fostervand ned af benene på mig. Jordemoderen tager fat i mig og siger, nu bliver du nødt til at komme op. Morten hjælper til i den anden side. Selv tænker jeg, at jeg ikke behøver støtte, men det er nu sikkert godt nok.
Pjask våd ligger jeg nu på briksen med uendeligt ondt i lænden. Jeg udstøder et æv eller tre ved tanken om den udeblivende vandfødsel og vrider mig lidt til højre side. Det føles en anelse mere tåleligt.
Morten finder vores egen varmepude frem til min lænd. Det tager for lang tid at få en sygeplejerske til at hente et varmt omslag, og de virker ikke så godt.
Jordemoderen siger, at hun bliver nødt til at sætte en elektrode på barnets hoved for at følge hjertelyden. I et meget uhyggeligt splitsekund farer der tanker om dødfødsler, deforme og mentalt invalide babyer gennem hovedet på mig, men jeg har intet overskud, så tankerne opløses, og der er kun visheden om nuet og den næste ve tilbage.
Jeg holder stadig igen med at presse, og det kræver alt min koncentration. Jeg registrerer knap nok vagtskiftet kl. 07.30. Der er kommet to sygeplejersker samt en ny jordemoder. Hun hilser pænt, men jeg er ligeglad. Det forvirrer mig med alle de mennesker.
Efter endnu et par veer, der føles som verdens ende, spørger hun, om det da kan passe, at jeg ikke har trang til at presse. Nej, det har jeg jo haft længe. Så synes hun, at jeg endelig skal give efter. Jo tak, det gør jeg så, og de kan faktisk se Olivias hår med det samme.
Jeg kigger med i et spejl, men det spænder i mellemkødet, og jeg er bange for at sprække. Det er ikke så meget det at sprække, der skræmmer, men mere følgerne, hvis det bliver et rigtigt grimt brist. Jeg nævner det for jordemoderen, men hun siger bare, at det ser fint ud, og jeg skal bare presse til.
Hvis jeg kan, må jeg gerne komme helt over på højre side og ligge. Jeg prøver, men det gør alt for ondt i bækkenet. I næste ve kan jeg mærke toppen af hovedet komme ud, men det svupper ind igen. Jordemoderen siger, at nu er det tæt på, og jeg tænker, så er der måske kun 3-4 veer igen - det føles til gengæld også som et helt år.
Hun beder mig lægge mig helt om på ryggen, tage fat om mine lår og trække dem op mod mig under næste ve. Det gør ondt i lænden at ligge på ryggen, og jeg har ikke kræfter til at holde mine ben, men Morten og jordemoderen hjælper med at holde dem op til mig.
Kl. 08.00
Jeg ligger så frygteligt, at tanken om flere veer i denne position er helt uudholdelig. Så da veen kommer, får det mig til at presse med helt unaturlige kræfter, mens jeg tænker, bære hvad der bære kan, og briste det der må - vi må samle resterne op bagefter.
Under udåndingen, der går over i en slags hyletone, bliver Olivias hoved presset ud. Veen er ved at ebbe ud, men jordemoderen siger, at hvis jeg kan, skal jeg presse en gang til. Det kan jeg i håb om, at det så er ovre. Og det er det!
I en sådan fart, at det sprøjter med fostervand ud i hovedet på jordemoderen, bliver Olivia født klokken 08.02, og jeg er overvældet af glæde, lettelse og dybt taknemmelighed over at have sluppet for den sidste ve.
De næste timer er de hurtigste i mit liv. Jeg får straks Olivia op på min mave. Hun har det rigtigt fint og får lov at blive liggende der. Jeg ænser ikke meget af, hvad der foregår omkring os. Der er kun Olivia, mig selv og Morten den stolte fader, som klipper navlestrengen.
Jeg skal lige presse en enkelt gang for at føde moderkagen, men det er nu alligevel en gang for meget. Morten går ud for at ringe til sit arbejde og sige, at han ikke kommer i dag.
Imens får jeg bedøvende creme på mellemkødet, så jeg kan blive syet. Jeg fik et godt brist ned mod endetarmen, men ikke noget kritisk. Jeg har hørt flere sige, at det at blive syet, det er ingen ting, og det er det da heller ikke i forhold til fødslen, men det er nu langt fra en fornøjelse.
De første sting kan jeg næsten ikke mærke, men så kommer der nogen, der gør ret ondt. Alene det at se den krumme nål komme op mellem benene og vide, at nu skal den ned og lave et sting til - gys.
Jordemoderen kommer noget mere bedøvende creme på, men de sidste sting kan jeg sagtens mærke. Jeg vælger at kigge på Olivia i stedet. Hun møver allerede rundt på mit bryst i håb om at finde noget at sutte på. Jeg hjælper hende lidt og er hurtigt ret sikker på, at amning ikke bliver det store problem for os to.
Morten er kommet tilbage. Det er dejligt, at han er der igen, og han har fortalt den gode nyhed til de nybagte bedsteforældre. Jordemoderen er færdig med at sy, og endelig får vi noget tid til os selv - den lille nye familie.
Kl. 09.00
Jordemoderen kommer ind for at undersøge Olivia. Hun bliver vejet til 3.500 gram og målt til 52 cm. Alt er, som det skal være, og min livmoder har allerede trukket sig fint sammen.
Jordemoderen synes, at jeg skal prøve at tisse. Det kræver lidt overvindelse, men det er ikke så galt som frygtet. Vi får lidt morgenmad med flag i ind på stuen, men sult er det sidste, jeg føler lige nu, så der er det mere til Morten.
Kl. 10.00
Efter en stille og rolig stund, hvor vi i ro og mag kan kigge på vores nye vidunder, bliver vi kørt ned på barselsgang A. Et nyt liv begynder - på mere end en måde!
25-06-2003
|
© 1999-2025