Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 GRATIS!  LÆS DET NYE "GRAVIDA" GRATIS

Læs den nye udgave af GRAVIDA - et GRATIS magasin til dig med alt om den positive graviditet og fødsel. Læs det gratis her
2 timer - så var vi mor og far 2 timer - så var vi mor og far

Janne havde gjort sig mange tanker om, hvordan fødslen skulle være. Men intet blev, som hun havde regnet med.
 4584 

Skrevet af Janne

Min graviditet er gået helt uden problemer, og jeg har det fortsat skønt med min runde mave og livet i den. Det er torsdag den 6. marts 2003. Jeg har termin den 15. marts.

Henrik (min mand) har siden weekenden haft fornemmelsen af, at det skulle blive torsdag jeg fødte. Torsdag skulle han nemlig til Jylland med arbejdet. Denne tur blev dog aflyst, hvilket senere skulle vise sig at være heldigt.

Vi havde ellers ikke ment, det skulle være et problem for Henrik at køre til Jylland for arbejdet i ugerne op til terminen. Vi har jo broen, så han kunne være hjemme i løbet af 4 timer, og 1. gangs fødende går jo over tid og er vist længere tid om at føde end 4 timer.

Onsdag aften har jeg været til varmtvands-gymnastik og cyklet til og fra. Jeg er hjemme kl. 21 og tilbringer resten af aftenen i sofaen. Alt er, som det plejer.

De sidste uger har jeg haft fornemmelsen af, at hvis jeg hoppede, ville den lille "falde" ud. Jordemoderen sagde også ved sidste besøg, at den lille lå meget dybt i bækkenet. Små plukkeveer har jeg haft i flere uger. Men der er ingen nye tegn på, at en fødsel skulle være nært forestående.

Vi går til ro ved midnatstid. Jeg må lige fortælle Henrik, at han øjensynligt tager fejl med sin fornemmelse, for som han kan se, er der jo intet, der tyder på en fødsel i morgen. Hvis jeg havde vidst, han skulle få ret, ville jeg være gået i seng noget tidligere.

Kl. 01 vågner jeg af min hoste, som jeg plejer. Jeg har hostet meget siden min influenza for et par uger siden. Er ude og tisse, nu jeg er vågen. Det samme gør jeg kl. 02. Der er intet anderledes, siden jeg gik i seng. Men så...

Kl. 02.45 vågner jeg med smerter i lænden. Jeg tænker lige en gang, hvad det her nu er. Var det en ve? Men koncentrerer mig ellers om at trække vejret roligt og ikke vække Henrik. Det gør faktisk temmelig ondt, men smerten forsvinder i løbet af et minuts tid. Jeg tænker overhovedet ikke på at prøve at sætte min hånd på maven, men den har formentlig, ved eftertanke, været stenhård.

Kl. 02.54 sker det samme igen. Jeg er nu ikke i tvivl om, at det her må være veer. Det gør rigtig ondt i lænden. Jeg tænker, der er 9 minutter imellem (altså mellem de to første veer), så der er jo længe endnu. Den rolige og dybe vejrtrækning gør smerten til at "leve med", og jeg kan godt klare denne smerte alene. Der er ingen grund til at vække Henrik endnu.

Kl. 03.01 endnu en ve. 7 minutter gik der. Efter veen rejser jeg mig uden problemer og går på toilettet. Jeg skal lige have styr på, hvad der sker med min krop. Da jeg sætter mig ned på toilettet, går der lidt fostervand, og jeg er nu slet ikke i tvivl om, at det er fødslen, der er i gang. Jeg føler i skeden med 2 fingre, intet at mærke. Hvorfor jeg gør dette, ved jeg faktisk ikke.

Kl. 03.06 en ve mere. 5 minutter er der gået. Der er ikke meget regelmæssigt over dette, tænker jeg. Jeg trækker vejret dybt og tungt, det gør ondt.

Jeg kalder på Henrik, da smerten forsvinder. Efter et par høje kald står han med lynets hast på badeværelset. Jeg informerer ham ganske kort og hurtigt om, at jeg er i fødsel. Henrik forsvinder igen. Han tager tøj på og begynder at pakke det sidste i den taske, jeg har gjort klar for en uge siden. Jeg oplever, at han nærmest løber rundt, men registrerer ellers meget lidt udover mine smerter.

Kl. 03.09 ve igen. 3 minutter er der gået. De næste 6 veer kommer med 3 minutters mellemrum og varer 1-1½ minut. Ved hver ve kalder jeg på Henrik, der kommer og står foran mig, så jeg kan læne min overkrop op af ham og holde fast i ham.

Kl. 03.30 kommer Henrik og spørger, om jeg ikke tror, jeg skal ringe til fødegangen nu. Selvfølgelig skal jeg da det. Det har jeg af en eller anden grund ikke haft overskud til at tænke på.

Jeg får telefonen i hånden og ringer op. Under samtalen med fødegangen får jeg endnu en ve og må lige bede jordemoderen om at vente. Tilbage i røret siger hun, at det lyder som nogle gode veer. Hun spørger hvornår veerne startede og siger, at vi bare skal komme stille og roligt. Hele samtalen varer 3½ minut.

Kl. 03.35. Jeg er lidt bange. 10-14 timer på denne måde med de her smerter så tit og så længe, det klarer jeg aldrig. Jeg tænker, at så kan jeg ikke klare at føde. Hvorfor gør det så ondt?

Jeg rejser mig op, da jeg jo skal gøre mig klar til at tage afsted, og måske det er mere behageligt at stå op, når veen kommer igen. Havde hørt noget om, at det kunne være en fordel at bevæge sig. Det skulle jeg aldrig have gjort...

Det føles som om, den lille synker endnu længere ned i mit bækken. Det gør virkelig ondt det her, og jeg får pludselig en kraftig pressetrang. Kalder på Henrik. Jeg står foroverbøjet og gynger med bækkenet. Det skulle jo hjælpe. Jeg rejser mig helt op, sætter mig ned på toilettet, det gør for ondt at stå op, og benene knækker sammen under mig. Det gør ondt hele tiden, og jeg har virkelig kraftig pressetrang.

Jeg føler i skeden endnu engang, men denne gang støder mine fingre på noget hårdt ikke langt inde. Jeg tænker, at det er mit barns hoved, jeg støder på. Den lille er temmelig meget på vej, og jeg går derefter i "panik" inden i mig selv. Hvis jeg var bange før, så er jeg endnu mere bange nu.

Henrik står nu foran mig konstant, så jeg kan læne mig op af ham. Jeg sidder ellers på toilettet. Det gør ondt hele tiden, nogle gange mere end andre. Jeg har pressetrang men er bange for at give slip og presse.

Tænk hvad der så ville ske? Hvad hvis jeg nu ikke er helt åben og begynder at presse? Siden det gør så ondt, må der være noget galt inde hos den lille? Jeg er virkelig bange.

Jeg siger til Henrik, at jeg under ingen omstændigheder kan sidde i en taxa de 10 minutter op til sygehuset, som vi ellers havde planlagt (vi har ingen bil). Henrik spørger, om han skal ringe til fødegangen og bede dem sende en ambulance, men jeg svarer kort, at han skal ringe 112 nu!

Kl. 03.54 ringer Henrik 112. Taler med dem i små 5 minutter. De spørger, hvor længe der er mellem veerne. Henrik prøver at tage tid, men der er ingen pauser. Jeg sidder fortsat på toilettet og skiftevis trækker vejret dybt og langsomt eller gisper i min kamp for ikke at komme til at presse. Det gør voldsomt ondt. Jeg kan fortsat mærke mit barns hoved lige indenfor i skeden.

Kl. 04 kan jeg se blinkene fra ambulancen ude på vejen. Henrik har i mellemtiden fundet det fantastiske overskud, der har fået ham til at tænde lys udenfor og låse døren op, så de kan finde vej og komme ind.

Falck-manden kommer ud til os på badeværelset. Vi snakker lidt. Jeg rejser mig, da jeg føler mig klar og går med støtte ud af huset. Ude på trappen gør det virkelig ondt, og jeg må tage en pause. Falck-manden vil gerne have mig det sidste lille stykke ned til båren, men jeg må lige stå lidt med støtte fra to Falck-mænd.

Mine ben ryster. Det er koldt. En 3. Falck-mand (en ung fyr i praktik) kommer og lægger et tæppe over mig. Jeg går videre ned ad trapperne og lægger mig op på båren. Der går lidt mere fostervand.

Inde i ambulancen kommer Henrik på forsædet (har jeg fået fortalt senere, selv ænsede jeg det ikke), og den ene Falck-mand og den unge fyr sidder omme hos mig.

Jeg ligger på ryggen med benene opad, konstaterer jeg. Det er meget ubehageligt men kan ikke være anderledes. Jeg flytter mig om på siden og holder hårdt fast i nogle håndtag i loftet. Jeg koncentrerer mig om ikke at presse og ligger med lukkede øjne hele tiden.

Falck-manden siger, at hvis jeg ikke kan holde igen, så må jeg presse. Men jeg er bange og har ikke noget ønske om at føde i en ambulance. Han fortæller mig hele tiden, hvor langt der er tilbage til sygehuset, tæller nærmest ned. Hvor er det godt, vi ikke bor længere væk, tænker jeg.

Kl. 04.20 ankommer vi til Roskilde Amtssygehus. Ambulancen kører til skadestuen/modtagelsen, da Falck-mændene ikke er sikre på, at de kan nå at få mig op på fødegangen. De har på vejen herind over deres radio bedt en jordemoder om at komme ned i skadestuen/modtagelsen.

Jordemoderen præsenterer sig kort - hun hedder Rikke Jeppesen. Jeg kigger op, da jeg synes jeg kender stemmen, og konstaterer, at jeg kender hende gennem mine forældre. Det giver mig ro, at jeg kender hende, da hun altid i mine øjne har virket som et dygtigt og varmt menneske, og i øjeblikket virker alt andet meget ukendt. Hun kan dog ikke genkende mig - jeg har nok heller ikke lignet mig selv.

Hun skal lige undersøge mig. Det er hurtigt gjort. Hun siger, hvad jeg godt er klar over: "Janne, du er klar til at føde".

Livmoderhalsen er væk, jeg er 10 cm åben og hovedet står næsten på bækkenbunden. Jordemoderen spørger, om jeg kan flytte mig over på en anden seng, men jeg må sige nej. Hun kigger sig lidt omkring og tænker hurtigt. "Janne, vi flytter dig op på fødegangen". Ja, hvad havde hun ellers tænkt sig, tænker jeg.

Ved samtale med jordemoderen efter fødselen, fortæller hun, at hun valgte at flytte mig, da al personalet på skadestuen ellers ville have været med på en kigger. Hun var dog usikker på, hvorvidt vi kunne nå op på fødegangen, før jeg fødte. Det takker jeg hende for.

De kører afsted med mig. Henrik siger, at han kommer tilbage efter taskerne, men tænker hurtigt klart og tager dem med. Gudskelov, for kameraet er deri. Han går ved siden af båren og holder mig i hånden. Jordemoderen går ved den anden side. Alt mens dette står på, prøver jeg ikke at presse og kigger kun kort en gang imellem.

Kl. 04.30 triller vi ind på en fødestue. Jeg kigger op og ser, at væggene er lyseblå, så må vi da få en dreng, som vi er mange, der tror det er. Jeg får flyttet mig over på fødesengen. Jordemoderen sætter bøjler på sengen til støtte til mine ben. Hun siger, at ved næste ve må jeg presse. Så da smerten tiltager, mere end den der er der konstant, presser jeg.

Jordemoderen instruerer mig hurtigt i at bøje mine ben op langs kroppen og selv holde bag på mine lår og så tage hagen ned til brystet - en stilling man ikke tror er mulig som højgravid.

Hvor er det befriende at give slip og presse efter en lille time med pressetrang. Smerterne ændrer sig fuldstændig, og presseveerne kommer nu med pause imellem. Det gør fortsat ondt, men på en helt anden måde.

Imellem presseveerne "render" jordemoderen rundt og gør alle tingene klar til barnets ankomst. Det er ikke mange minutter, hun har til dette. Jeg presser alt det bedste jeg kan. I pauserne støtter jeg mine ben i bøjlerne. Jeg må bede Henrik, der står og holder mig i hånden, holde på mine ben, da de ryster, så jeg ikke føler, jeg kan styre dem.

Jordemoderen smører olivenolie på barnets hoved og masserer rundt i kanten af skeden. Fødestuen dufter af olivenolie.

Hovedet kommer hurtigt frem. Henrik kigger kort, det havde han ellers ikke troet han ville. Flere presseveer. "Pres-pres-pres", siger jordemoderen, men jeg må lige tage en pause og trække vejret (gispe), ellers føler jeg, at jeg besvimer. Det med at gispe kommer helt af sig selv.

Kl. 04.42 føder jeg vores lille pige. Hun fødes med den ene arm oppe ved siden af hovedet, 12 minutter efter ankomst til fødegangen. 1 time og 57 minutter efter første ve og fødselens start. Jeg anede ikke, det kunne gå så stærkt.

Følelsen, da jeg føder hendes krop, er den mest forløsende følelse, jeg nogensinde har oplevet. Den er ubeskrivelig.

Hun får fuld Apgar, K-vitamin og suges i næse og svælg.

"Hun er da ikke så stor. Vidste I det?", spørger jordemoderen. Selv har jeg ikke set hende endnu, så jeg tænker straks det værste. Tænker: "Hvad mener hun med det?".

På grund af mit daglige arbejde med for tidligt fødte børn får jeg nu tanken om, at mit barn måske kun vejer 1 kg. Men da jeg ser hende, kan jeg se, at hun da er omkring de 3 kg. Helt fin og færdig næsten uden fosterfedt og blod. Født 9 dage før termin.

Jordemoderen er på vej til at løfte hende op på mit bryst, men navlestrengen er ikke lang nok til dette. Så hun lægges på min mave, og Henrik klipper navlestrengen over.

Så lægges hun op på mit bryst, og vi hilser rigtigt på vores lille pige. Det er den vildeste og mærkeligste følelse nogensinde. Jeg er lykkelig og lidt rystet.

Jordemoderen spørger om, hvor meget forstervand der er gået. Ikke meget efter min fornemmelse, men det er lidt svært at vurdere. Hun trykker nedad på min mave, og der kommer en skylle. Min pige har ligget så dybt og fast, at hun har lukket af for fostervandet som en prop. Jordemoderen mener dog ikke, at der har været særlig meget fostervand. Men intet unormalt i det.

Kl. 04.50 føder jeg moderkagen. Det vil sige, jordemoderen siger, hun mener den har løsnet sig, jeg har dog ikke haft veer eller smerter, efter min pige er født. Jeg presser en gang, og moderkagen kommer let ud. Den er ikke særlig stor, men alt passer efterhånden til hinanden i størrelse. Barnet, navlestrengen, moderkagen og fostervandets mængde.

Så er turen kommet til mig. Jordemoderen skønner, at jeg har mistet 200 ml blod og skal så undersøge mig for bristninger. Gjorde det ondt at føde, så er denne undersøgelse næsten værre. Det svier og gør ondt. Jordemoderen fortæller, at jeg har en brist lige indenfor i skeden, der skal sys med et enkelt sting, og nogle små rifter på skamlæberne, som ikke bløder og defor intet skal gøres ved.

Jeg beder Henrik holde vores datter, imens jeg bliver syet, da jeg ikke kan koncentrere mig om at trække vejret roligt under smerterne med hende på brystet.

Jeg får lattergas under syningen, hvilket jeg reagerer på hurtigt. Jeg får en snurrende fornemmelse i hele kroppen og især hovedet og må fjerne masken, da jeg ellers er bange for at besvime. Virkningen klinger hurtigt af, og jeg må tage nogle flere sug, da der stadig bliver syet. Jeg vil hellere føde end sys, og så skulle jeg endda kun have ét sting.

Jeg får en sprøjte i låret til at hjælpe min livmoder til at trække sig sammen efter den hurtige fødsel. Jeg får målt blodtryk og bliver vasket lidt. Jeg kigger ned af mig selv og siger pænt farvel til min dejlige runde mave.

Bagefter ligger jeg atter med min pige. Det er skønt, og hun er den kønneste, jeg nogensinde har set. Så bliver vores pige målt og vejet og får tøj på. Hun vejer 2.875 gram og er 50 cm lang. Jordemoderen havde ved sidste besøg for en uge siden skønnet hende til 3-3,2 kg. Så får jeg hende igen, og vi ligger og nyder hinanden.

Personalet serverer sandwich og kølige drikke. Vi snakker lidt med jordemoderen. Der er en dejlig stemning på stuen. Hun siger, at jeg da bare skulle have født der hjemme eller i ambulancen, for Falck-manden var hendes yndlings-Falck-mand, og han havde taget imod 6 børn. Se, det vidste jeg jo ikke, og det havde nok ikke ændret situationen alligevel, men det var meget sjovt at få at vide.

Kl. 06.45 kommer jordemoderen og siger, at jeg bliver flyttet over på barselsgangen. Jeg tænker, at det kan hun da ikke så hurtigt. Skal man ikke ligge 2 timer på fødegangen? Jeg spørger hvad klokken er, og Henrik må fortælle mig sandheden. De 2 timer er gået - hvor forsvandt de hen?

Når jeg tænker på min fødsel, var den meget hektisk. De siger, at man glemmer, men jeg glemmer aldrig, hvor bange jeg var, da jeg stod hjemme og kunne mærke min piges hoved. Jeg glemmer aldrig smerterne og panikken. Det gik så stærkt. Men det var det hele værd.

Da det hele var overstået, kunne vi trække på smilebåndet, for min fødsel var en drømmefødsel, og det må gerne være sådan en anden gang - næste gang er jeg i det mindste forberedt på, at det kan gå stærkt.

2-3 kvinder ud af 3.000 om året på Roskilde Amtssygehus føder så hurtigt, som jeg oplevede. Jordemoderen kaldte sådan nogen som os for "kvikke piger". En fader på barselsgangen mente dog, at det var sådan nogen som os, man kaldte "gangraketter".

Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvordan min fødsel skulle være. De havde godt nok til fødselsforberedelsen sagt, at vi skulle passe på med at planlægge for meget, men jeg hørte åbenbart ikke efter. For intet blev, som jeg havde regnet med.

Taxa-pengene jeg havde hævet blev ikke brugt, jeg fødte før termin, fødslen gik hurtigt. Jeg havde en idé om, at jeg nok ville gå meget rundt og stå op under veerne. Jeg ville helt sikkert i det varme vand og ved fødslen prøve fødestolen. Af smertestillende ville jeg vælge lattergas og/eller epidural.

Intet blev, som jeg havde regnet med...

04-07-2003

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Læs den nyeste udgave af magasinet MIN BABY - et GRATIS magasin til dig, med alt om det bedste vi har!

 Min Baby





Her finder du et væld af personlige gaver til især dåb. Babybogen - Barnets første bog, dåbsglas, legetøj, bordflag og meget mere. Alt sammen personliggjort med barnets navn. Kig ind!

 Min Personlige Gave





Copenhagen Fertility Center behandler alle former for barnløshed. Ring og få en uforpligtende samtale med en speciallæge, eller besøg vores hjemmeside med de mange oplysninger til ufrivilligt barnløse.

 Copenhagen Fertility Center





Vi er eksperter i privat pasning og tilbyder erfarne børnepassere til familier, som I en periode kan have svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Vi kan også passe børnene, hvis I skal til fest, eller bare har brug for en aften uden børn.

 PVB Pædagogisk Vikarbureau






GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2020

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Facebook