Skrevet af Pernille
Lørdag 21. april / søndag 22. april 2001
Jeg havde haft en fin graviditet uden nogen komplikationer, og her 4 uger før termin gik jeg og glædede mig til snart at skulle på barsel. Denne lørdag aften sad jeg ved computeren, mens min mand så fjernsyn, og vi gik i seng ved 1-tiden.
Ved 5-tiden om morgenen vågnede jeg og skulle tisse (det skulle jeg ofte her sidst i graviditeten), og da jeg kom ind i seng igen, kunne jeg mærke, at mine trusser var lidt våde, så jeg gik ud på toilettet igen. Jeg opdagede, at det nok var vandet, der var gået, og jeg var meget tæt på at gå i panik.
Min mand, som nu var vågnet af alt min rumsteren, var heldigvis mere rolig, og det var da også ham, der fik ringet til fødegangen på Hvidovre. Vi kørte derud, hvor jeg blev undersøgt og fik konstateret, at jeg var i fødsel. Jeg fik kørt en strimmel, der viste, at vores barn havde det godt.
Kl. 7 kom jeg op på svangregangen, og min mand kørte hjem for at sove. Jeg prøvede også at sove men var bange og bekymret for, om der var noget galt med mit barn, siden det ville ud nu.
Over middag kom min mand igen og var hos mig resten af dagen, mens han så cykelløb i fjernsynet. Det affødte en bemærkning fra en jordemoder om, at kraftanstrengelsen ved en fødsel svarede til kraftanstrengelsen ved en etape i Tour de France!
Jeg fik også lige ringet til min chef og fortalt, at hun nok ikke skulle forvente at se mig på arbejde om mandagen eller det næste ½ år.
Mandag 23. april 2001
Jeg sov nogenlunde denne nat, men ved 5-tiden vågnede jeg ved en underlig murren i maven og kaldte på en jordemoder, som bekræftede, at jeg havde veer. Jeg fik et varmt omslag på og kunne sove lidt igen.
I løbet af dagen tog veerne til, og da min mand kom ved middagstid, var vi ude at gå for at holde dem i gang. Sidst på eftermiddagen var der en jordemoder, der sørgede for, at vi (min mand og jeg) blev flyttet ind på en tom stue, hvor der også var en seng til min mand (der var ikke andre på svangregangen med veer, så det føltes lidt underligt at gå der og stønne).
Om aftenen fik jeg kørt endnu en strimmel - vores barn havde det stadig fint - og derefter fik jeg et dejligt langt, varmt brusebad.
Tirsdag 24. april 2001
Efter en nat med lidt søvn og mange veer kunne jeg ved 6-tiden snart ikke klare mere og kaldte på en jordemoder, som undersøgte mig, og hun havde gode nyheder: Livmoderhalsen var udslettet, og jeg var 4 cm åben og blev straks kørt på fødegangen. Her fik jeg lagt ve-drop - ikke fordi jeg ikke havde gode veer, men for en sikkerheds skyld, hvis de skulle gå i stå.
Så var der vagtskifte, og jeg havde nu både en jordemoder og en jordemoderelev til rådighed. Og da der ikke var andre fødsler i gang, havde jeg dem for mig selv - det føltes trygt og godt.
Nu fik jeg også vemåler og måler til barnets hjertelyd på, men da det var ret ubehageligt at have de der bælter om maven, når jeg i forvejen havde ondt, fik jeg efter et stykke tid lov til at få vemåleren af igen, for der var vist ingen, der var i tvivl om, at jeg havde veer.
Mit barn lå meget dybt i bækkenet, så det gjorde enormt ondt over lænden ved hver ve, og jeg synes den fødeseng jeg lå i var utrolig hård. Jordemoderen prøvede på et tidspunkt at massere mig over lænden, men jeg kunne slet ikke holde berøring ud.
Min mand sad ved siden af mig og havde masken med lattergas parat. Ind imellem synes jeg dog ikke den hjalp og følte i stedet, at jeg var ved at blive kvalt af iltmangel inde i masken. Jeg kom også med en bemærkning om, at de der cykelryttere i Tour de France jo kunne stå af, hvis de ville, hvortil min mand kærligt men bestemt svarede: "Ja, men det gør de jo ikke"!
Lidt over 11 fik jeg pressetrang, og da jeg var helt åben, måtte jeg også gerne presse, men samtidig dykkede barnets hjertelyd lidt, og pludselig var stuen fyldt med mennesker, og en læge kom hen og sagde goddag, og det forvirrede mig, så der skulle et par forsøg til, før jeg pressede "rigtigt".
Men pludselig følte jeg et "svup", og jeg husker, at jeg spurgte, om den var ude nu - "Kun hovedet", var svaret, og så skulle der lige suges.
At jeg fødte kroppen og moderkagen, husker jeg ikke, så det er nok gået rimelig nemt. Til gengæld husker jeg, at jordemodereleven viste mig moderkagen, som var helt OK, men jeg var mere interesseret i at få at vide, hvordan mit barn havde det.
Han var lille - 2.190 gram og 47 cm - men fin og i orden med en Apgar-score på 8 efter 1 minut og 10 efter 5 minutter. Men hans blodsukker var lavt, så mens jeg blev syet lidt, gav min mand vores søn sit første måltid.
Efterfølgende lå jeg 8 døgn på barselsgangen, og det var lidt hårdt. Tobias havde det fint, bortset fra et par dage i lyskasse på grund af gulsot, men personalet var meget emsige med, at han skulle lære at sutte ved mig, før vi måtte komme hjem.
Men vi kunne se, at han ikke kunne have mit store bryst i sin lille mund, og det tog da også 2 måneder, før han lærte det, og i den periode malkede jeg ud og gav ham min mælk på flaske. Men da min mand havde lejet både en babyvægt og en malkemaskine, og en børnelæge "godkendte" Tobias, kunne de ikke holde på os længere, og vi kunne endelig komme hjem og begynde vores "nye" liv.
Tobias er nu en stor og glad dreng på 2 år, og han har for længst indhentet i højde og drøjde, hvad han manglede, da han kom til verden, og han har ingen men af sin lidt for tidlige start på livet.
08-07-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025