Snart er det ikke længere nødvendigt at ofre en fridag på at trække nummer og sidde i kø på kommunen, når børnene skal i vuggestue, børnehave og fritidshjem. Eller at hænge i telefonen for at høre, hvor langt man nu er kravlet op af ventelisten. Internettjenesten netborger.dk vil kunne klare det hele - også klokken 23 om aftenen.
"Vi oplever et kæmpeboom for øjeblikket. Antallet af brugere af netborger.dk's tilbud på institutionsområdet tordner så markant fremad, at vi kan se, at det er logisk, vi får succes", siger Rolf Sørensen, afdelingsleder i Kommunedata, der udbyder internettjenesten.
Alle kommuner tilbyder i dag online-adgang til beregning af friplads. 30 kommuner tilbyder borgerne en elektronisk mulighed for at ind- og udmelde deres børn af institutioner, og i 17 kommuner kan borgerne se, hvor på ventelisten til en bestemt institution, deres barn står. Flere kommuner er på vej.
"Målgruppen er den www-generation, der for eksempel er vant til at benytte homebanking. Vi ved fra andre undersøgelser, at 80 procent af vores forældre har adgang til internettet, så hele diskussionen om, hvorvidt de vil benytte sig af ordningen, er illusorisk. Det er et spørgsmål om at gøre løsningen så attraktiv, at forældrene kan se, det er en fordel", siger Hanne Deichmann, afdelingsleder i Familieafdelingen i Lyngby-Taarbæk Kommune, som efter grundige overvejelser har valgt at lægge ventelisterne åbent ud til forældrene.
De åbne ventelister er nemlig ikke helt uproblematiske: "Det komplicerer det lidt, at man kan bevæge sig, mens man står på listen. Man kan godt stå nummer 4 den ene dag og nummer 5 den næste, fordi der kan være børn, der af forskellige årsager bliver prioriteret højere. Det kan mange forældre ikke forstå. Men man rykker sig hverken mere eller mindre, end man gjorde tidligere. Nu kan forældrene bare følge med, og den mulighed er de fleste forældre glade for at have", siger hun.
Generelt går det uproblematisk, når borgerne får det, de har bedt om: "Men får de det ikke, vil de godt have én at skælde ud på - et menneske at stå overfor, og det får man ikke på internettet", siger Rolf Sørensen.
Kilde: Berlingske Tidende
09-07-2003

|