Skrevet af Gitte
Lørdag den 5/10-2002 var dagen, hvor vi skulle have holdt børnefødselsdag for vores store dreng Mathias, som fyldte 3 år den 7/10. Men Marcus bestemte sig for at komme til verden samme dag.
Ved 10-tiden om formiddagen fik jeg små-murren hen over maven men tænkte, at det nok ikke var noget. Da vi nåede middagstid, kunne jeg godt fornemme, at der var lidt interval i den der murren. I starten lang tid imellem, og så lige 5-10 minutter imellem.
Veerne var ikke noget specielt, så jeg troede, at det ville tage evigheder, så vi kunne da godt holde børnefødselsdag. Men heldigvis var min mand lidt klogere. Han spurgte, om vi ikke skulle droppe den føselsdagsfest for en sikkerheds skyld.
Jeg fik fat i min veninde og kørte ud til hende ved 13-tiden og afleverede Mathias. Jeg følte mig lidt dum, for vi ville garanteret bare blive sendt hjem, når jeg ikke havde vilde veer.
Vi kom derud, og jeg blev checket. Jeg var 3 cm åben, og der var klokken ca. 14. Mit blodtryk var temmeligt højt, men veerne klagede jeg ikke over, for de var kun som menstruationssmerter.
Efter jordemoderen havde checket mig, bestemte hun sig for, at jeg bare skulle tage hjem, med bemærkningen: "Går vandet, så ring efter Falck - for så kan det gå stærkt som andengangsfødende".
JA TAK!!! Efter hun havde rodet rundt i underlivet, kom veerne jo ligesom hvert 2. minut. Men jeg skulle hjem alligevel. Så vi kørte.
Veerne tog lidt til. Da vi endelig kom hjem, steg jeg ud af bilen. Det tyngede godt nok noget, syntes jeg, og så gik jeg ind for at tisse, for det kunne nok hjælpe. Jeps... Plup, så gik vandet, ligesom jeg havde sat mig på toilettet.
Nå, så skulle vi jo afsted igen (havde kun været hjemme i 5 minutter). Vi har 20 minutter i bil for at komme hen til Odense Universitetshospital. Der blev kørt temmelig vildt, for jeg havde ét minut imellem, og veerne kunne godt mærkes - også fordi når man sidder foran i bilen, kan man ikke rigtigt komme til at slappe af.
Vi nåede frem og kom ind i forhallen, hvor vi greb den første og bedste rullestol. Vi endte på fødegangen, og heldigvis var deres modtagelsesrum optaget, så jeg kom direkte ind på en fødestue. Heldigt nok.
Jeg fik mit tøj af, havde lige taget sygehustrøjen på, og alle var jo gået ud, for de troede jo, vi havde masser af tid. Men kort efter fik jeg pressetrang og så presseveer. Jeg stod stadig op og rystede over det hele og sagde til min mand, at han måtte altså hellere hente nogen, for nu pressede jeg altså.
Jeg vidste ikke, om jeg måtte presse, for timen forinden var jeg kun 3 cm åben, men det gjorde jeg simpelthen bare. De kom farende ind, og det var lidt kaotisk. Jeg skulle gå om til fødebriksen og havde fornemmelsen af, at hovedet var på vej ud (troede dog bare det var indbildning).
Men da jeg fik bakset mig op på briksen, fik jeg straks en presseve, og jeg spurgte, om jeg bare måtte presse. "Ja, ja, hovedet er på vej ud", svarede jordemoderen. Og vupti - 2 presseveer mere, og Marcus blev født kl. 15.43. Han vejede 3.476 gram og målte 51 cm.
Marcus kom lige op til mig, og derefter blev han suget og kom i kuvøse i ½ times tid, da han lavede knirkelyde og var blevet lidt forskrækket af den hurtige fremkomst. Men herefter var alt okay.
Heldigvis skulle jeg kun syes med 2 små knuder for lige at samle en lille rift - så det var jo bare kanon. Men storebror vejede også 4.004 gram, så passage var der i hvert fald.
14-07-2003
|
© 1999-2025