Tidlig ankomst Bettina og hendes mand havde slet ikke nået at forberede sig til fødslen, da deres søn blev født 5 uger for tidligt.
2323
Skrevet af Bettina
Som et lyn fra en klar himmel kom vores dejlige dreng til verden 3/6-2002 - 5 uger for tidligt. Det hele gik så helt utroligt stærkt og var en helt surrealistisk oplevelse - på ingen måde sådan vi havde forestillet os, det skulle gå - men sådan er det jo ofte.
Det var en ganske almindelig mandag aften. Vejret var skønt - høj sol og 30 grader - og vi havde derfor grillet nogle dejlige røde bøffer og et par majskolber. Hans havde været på arbejde og var godt træt. Derfor så han frem til en stille og rolig aften, inden han næste morgen skulle af sted til møde i Jylland.
Men det skulle snart vise sig, at aftenen hverken blev stille eller rolig, og at Hans IKKE skulle nogen steder næste morgen. Jeg havde gået hjemme i en uge på ferie, inden min graviditetsorlov skulle starte om torsdagen, men den nåede jeg aldrig at tage hul på.
Netop den aften havde Hans undladt at åbne en flaske rødvin til maden, for nu kunne vi lige så godt vende os til ikke at have drukket, så han altid var i stand til at køre mig på hospitalet, hvornår det skulle være. På daværende tidspunkt havde vi dog ingen anelse om, at tidspunktet for denne beslutning var yderst velvalgt, men det skulle dog meget snart blive en realitet.
Ved 19-tiden trængte vi til at komme ind i skyggen, og da vi ikke havde fået set nyhederne i nogle dage, besluttede vi os for at gøre dette. Klokken var 19.20, da vandet spontant og uden nogen forvarsel gik i sofaen midt under 19-nyhederne. Hans kiggede forundret på mig og håbede, at baby blot havde hoppet på blæren, så det havde lækket lidt. Men mængden modsagde hans teori, og vandet var klart og lugtede ikke. Da der efterfølgende kom et par skyller mere, var vi helt sikre på, at den var god nok - vandet var gået!
Vi var slet ikke forberedte på fødslen - der var jo 5 uger til terminen, og vi havde hverken været til fødselsforberedelse eller rundvisning på fødegangen endnu. Jeg manglede stadig at sy ammepude og babysækkestol samt diverse andre småprojekter. Så vi blev en smule forfjamskede, og jeg måtte på hovedet ind i papirbunkerne for at finde telefonnummeret til fødegangen, for ingenting var gjort klar.
De første par opkald til fødegangen var der optaget, men så kom vi endelig igennem. Hans sad allerede parat med sandaler på fødderne og bilnøglerne i hånden. På fødegangen bad de os om stille og roligt at komme ind. Jeg er ikke sikker på, at de ikke helt troede på, at vandet virkelig var gået. Men vi var sikre i vores sag og kom rimeligt hurtigt ud af døren - dog uden nogen særlige "pakkenelliker", for vi havde jo hørt, at man som regel bliver sendt hjem igen og skal vente på, at veerne bliver regelmæssige.
Vi grinede og småfniste hele vejen til Herlev Sygehus, det var simpelthen for komisk og helt surrealistisk. Men også utrolig spændende, for nu var det altså nu - det vi havde ventet 9 måneder på!
Veerne begyndte så småt at komme på vej i bilen, men de var meget svage.
På hospitalet tog vores jordemoder Astrid imod os. Jeg blev undersøgt af jordemoderen og en fødselslæge. Og jo - de konstaterede også, at den var god nok - vandet var gået, og jeg var 2 cm åben.
Vi fik at vide, at jeg ville blive indlagt med det samme og få vestimulerende drop, da det var 5 uger for tidligt. Desuden skulle vi hele tiden monitoreres - min vestyrke og babys puls - og jeg blev derfor tilkoblet et apparat og fik kørt en CTG strimmel samtidig med, at jeg fik lagt et vestimulerende drop.
Jordemoderen sagde, at hvis Hans ville hente lidt ting (tøj, toiletsager osv.), skulle han nok køre med det samme, for senere i forløbet ville jeg nok få brug for, at han var ved min side. Derfor skyndte han sig at køre med det samme, mens jeg lå med begyndende veer. Da Hans kom tilbage blot 1 time senere, var veerne allerede rigtig godt i gang, og så tog det ellers fart.
Veerne bølgede ind over mig kontinuerligt. Vepauser var ikke eksisterende. Pludselig faldt babys puls markant, og så blev der handlet hurtigt. Der skulle tages en blodprøve fra babys hoved for at se, hvordan han havde det (iltmætningen i blodet). Hvis han havde det skidt, havde de allerede gjort en operationsstue klar til et kejsersnit.
Samtidig med de tog blodprøven, begyndte jeg at få presseveer. Klokken var 23.14, og det var knapt 4 timer siden, vi sad hjemme i stuen med en våd sofa.
Jeg pressede en gang - og så kom der svar på blodprøven - han havde det fint, så kejsersnittet blev aflyst, og jeg fik lov at presse. En ny presseve kom, og uanede kræfter tog over, da jeg pressede igen. Hans kunne se toppen af hovedet. Endnu en presseve, hvor jeg pressede alt hvad jeg kunne. Hans heppede på sidelinien.
SPLASK - vores lille søn kom til verden kl. 23.18, som skudt ud af en kanon. Så jeg fik ham presset ud på kun 4 minutter.
Vores dejlige søn blev med det samme lagt op på min mave. Hvor var det bare dejligt og overvældende - og en lettelse at blive fri for smerterne. Men så blev idyllen brudt, for han fik ikke lov at ligge på min mave i mere end et par minutter, da hans vejrtrækning var lidt besværet. Han "knirkede" (brugte stemmebåndet som modstand i udåndingsluften for at få lungerne til at folde sig helt ud).
Børnelægen (som først nåede frem 15 minutter efter fødslen, fordi det hele gik så stærkt) og fødselslægen kiggede lidt på ham. De prøvede at give ham lidt modtryk med ilt i, med da han ikke "rettede" sig, besluttede de at overflytte os til Glostrup Sygehus, som har en børneafdeling. Imens blev jeg lappet sammen efter en del bristninger og blev lagt over i en ren seng.
Relaterede artikler
© 1999-2025