Skrevet af Lisbet
I meget lang tid var Bo og jeg enige om, at Laura skulle være enebarn, for graviditet, fødsel og den efterfølgende tid var nogle hæslige stunder. Så har du lyst til at læse en dejlig fødselsberetning, skal du springe denne historie over!
Min dejlige mand havde friet til mig, og brylluppet var planlagt, da vi fandt ud af, at jeg var gravid. Bo var ikke hjemme, så jeg ringede til min bedste veninde, som tudede af lykke, mens jeg tudede af frustration - intet bryllup!
Hele graviditeten var præget af, at jeg ikke helt vidste, hvad vi gik ind til + opkastninger næsten hver dag samt voldsomme rygsmerter.
12 dage før tid fik jeg noget, der lignede veer, mens jeg ventede på, at Bo skulle komme hjem fra arbejde. Det var tirsdag aften. Veerne fortsatte, men ikke særlig slemt, hele natten.
Onsdag morgen gik vandet, og jeg blev hentet af ambulancen, for vi var jo ikke sikre på, om babyen stod fast.
På Odense Universitetshospital (OUH) kunne de konstatere, at alt gik fint, og jeg fik valget mellem at komme hjem eller blive. Bo og jeg tog hjem.
Veerne blev værre og regelmæssige, mens vi i løbet af dagen så film og spiste chips. Kl. 23.00 var der 5 minutter imellem hver ve, så vi besluttede os for at køre til OUH igen. Da vi var nået frem, og jeg var blevet undersøgt, blev veerne igen svagere, og der var nu 12 minutter imellem.
Bo faldt i søvn på en briks ved siden af, mens jeg tog endnu en nat uden søvn!
I løbet af natten, fik jeg lagt varme omslag på ryggen, og det eneste jeg kunne var at blive i min seng, for jo længere ned babyen gled, jo mere lam blev jeg. På et tidspunkt fik jeg en smertestillende indsprøjtning i håb om, at jeg kunne sove lidt - det kunne jeg ikke!
Kl. 9.00 torsdag morgen kom en beslutsom jordemoder ind til os og proklamerede, at nu skulle der fødes, inden hun skulle hjem igen, så vedroppet blev lagt og skruet op for fuld styrke.
Det var rædselsfuldt, der var ingen pauser i smerterne, jeg kunne slet ikke nå at få luft! Jeg kastede op og overiltede mit blod med min vejrtrækning. Presseveer havde jeg ingen af, jeg gjorde blot som hun sagde, da den tid kom.
Så endelig kom Laura ud og blev lagt på min mave, og stadig den dag idag, når jeg ser på billedet af hende og mig minutter efter hendes fødsel, kan jeg ikke forstå, jeg kunne se så lykkelig ud, når jeg var så træt. Bo klædte Laura på, og jeg blev syet helt op i urinrøret.
På 3. dagen kom de obligatoriske tårer. Mine stoppede bare aldrig, de udviklede sig til en fødselsdepression, som jeg stadig får medicin for (Laura er nu 5 år).
  Til gengæld for alt dette er Laura en meget nem og sjældent syg pige, der fungerer godt på trods af hendes mor!
Laura skal være storesøster til september 2003. Min graviditet har været bedre, jeg glæder mig MEGET mere, og kejsersnittet er planlagt i samråd med læger og psykiatere.
Jeg vil på grund af medicinen ikke være i stand til at amme, men det har jeg jo haft masser af tid til at vende mig til.
Jeg er en lykkelig (planlagt) gravid med en mand og en datter, der glæder sig ligesom jeg!
Jordemoder Ulla Sabroe på OUH var en fantastisk hjælp for os og en særlig god støtte i fødselsforløbet. TAK til hende :-)
21-07-2003
|
© 1999-2025