Skrevet af Vibeke
Det hele startede i juli 2002, hvor min mand syntes, at jeg var usædvanlig kold på maven og varm på resten af kroppen. Han mente, at jeg skulle tage en graviditetstest, og jeg klagede over, at det bare var min menstruation, som var på vej. Men efter lang overtalelse, tog jeg en test, som til stor overraskelse viste positiv. Jeg havde aldrig regnet med, at det ville gå så nemt. Det tog kun 6 måneder.
Jeg skulle lige gøre min uddannelse færdig. Jeg var igang med at læse til sosu-hjælper og ville være færdig 1. september. Derefter gik jeg bare hjemme og hyggede mig med mig selv og mine tanker om, hvordan det ville blive, når der kom sådan en lille en i vores hverdag.
Min graviditet gik upåklageligt lige pånær et par ting. Jeg var ikke så god til at optage jern i kroppen, så meget af tiden var jeg mærket af træthed, og det er anstrengende, når man skal op at tisse 4 gange om natten og har urolige ben, når man går i seng.
Jeg var sat til at føde den 13/3 og nåede at blive forholdsvis stor. Mit sidste jordemoderbesøg var den 24/3, hvor mit barn blev vurderet til at veje 3.100 gram, så det så jo fornuftigt ud.
Den 8/3 kl. 6.30 gik vandet. Det lugtede ikke, havde ingen farve og føltes ikke farligt, så jeg ringede stille og roligt til fødegangen og fortalte, at vandet var gået. De bad mig komme op, så de kunne køre en strimmel på mig.
Derefter ringede jeg til min mor på hendes arbejde. Hun arbejder om natten som udekørende hjemmehjælper i det kvarter, hvor min mand og jeg bor i. Hun syntes nu også, det var lidt underligt, at der var lys i hele lejligheden en lørdag kl. 6.30 om morgenen. Så jeg inviterede hende på rundstykker og kaffe, inden vi tog på hospitalet.
Min mor kunne slet ikke forstå, at jeg tog det så roligt, men jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle blive stresset. Der var jo ingen veer endnu.
Kl. ca. 9.15 var vi oppe på hospitalet for at få kørt den der strimmel, og alt så fint ud. Vi aftalte, at vi tog hjem og ventede og skulle ringe igen mellem kl. 16.00 og 17.00. Inden vi gik, sagde jordemoderen, at hvis vi ville have tiden til at gå, så kunne vi jo bare tage ud at handle, så kunne det jo også være, at der ville gå gang i veerne.
Det gjorde der så sandelig også. Lige der foran chips-stativet kom den første rigtige ve, og i det samme kørte en ung gut forbi på en palleløfter. Jeg tror, han blev lidt forskrækket, men sådan kan det jo gå.
Vi tog hjem, og tiden gik. Kl. 16.15 ringede jeg til hospitalet igen. Der var ca. 5-6 minutter mellem veerne, og de blev ved med at tiltage.
Kl. 18.15 blev jeg indlagt. Jeg havde udvidet mig 6 cm. Kl. 19.00 kom jeg i badekar for at føde der, men kl. 20.15 gjorde det rigtig ondt, så der fik jeg akupunktur. Kl. 20.45 gik det lidt i stå med veerne, og kl. 21.00 valgte jeg at komme op af vandet, og så kom der godt gang i det hele.
Jeg fik pressetrang og følte næsten, at det hele var på vej ud. Lidt efter kom jeg over på briksen og ligge, og der kom de rigtige presseveer. Kl. 21.28 kom min dejlige datter Andrea til verden.
Jeg flækkede ikke under fødslen. Jeg blev kun syet for nogle få rifter trods en stor pige på 4.350 gram og 55 cm lang. Så skønt alle rædselshistorierne kan der også forekomme solstrålehistorier. Da min mand spurgte mig næste dag, hvordan jeg havde det, sagde jeg bare: "Jeg har det fint. Det var da nemt - hvornår skal vi have den næste?".
Det er nu næsten 4 måneder siden, og søndag den 6/7 blev hun døbt Andrea Mitchelly Bojsen Christensen, og så var det endda på hendes mormor og morfars 40 års bryllupsdag.
Tak til personalet på fødeafdelingen på Randers Centralsygehus.
23-07-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025