Skrevet af Maj
Min kæreste og jeg havde ikke lige regnet med, at vi skulle have børn foreløbig, da vi kun havde kendt hinanden i knap 2 år, og vi begge er først i tyverne. Men nu måtte vi ligesom forholde os til situationen, da vi havde haft et "uheld", og jeg pludselig var 10 uger henne.
Vi var enige om, at det var en opgave, vi sagtens kunne klare, så vi valgte at blive unge forældre.
Selve graviditeten var ikke andet end ren elendighed. Jeg kastede op konstant, og når ikke jeg gjorde det, så havde jeg halsbrand. Min kæreste måtte også mangen en gang sidde og holde om en voldsomt grædende kæreste, som eventuelt lige havde set Løvernes Konge eller noget andet lidt sørgeligt!
Men igennem de 9 måneder kom vi da, og da vi havde nået terminsdatoen, havde jeg ikke mærket til noget som helst. Kun lidt plukkeveer, som havde stået på fra omkring uge 30.
Jeg gik til ugentligt jordemoderbesøg, og hver gang sagde hun, at nu sås vi nok ikke igen, men jeg nåede mit sidste tjek, da jeg var 12 dage over tid.
Sur og tvær var jeg over at være gravid, og hun henviste mig til fødegangen, da jeg var 14 dage over tid, og vi tog dertil, selvom jeg havde svoret, at jeg ikke ville nå det.
Den 12/12-02 kom vi ind på Odder Centralsygehus, hvor jeg fik kørt en strimmel og blev undersøgt og fik at vide, at nu var det da endelig igang. Men jeg havde ingen veer, og den lille havde det godt, så de sendte os hjem igen med besked om, at nu skulle vi sørge for at få hvilet os, for vi ville blive forældre inden for de næste 24 timer.
Vi prøvede at få os lidt søvn, men lidt over middag vækkede telefonen os, og derefter fik vi ikke sovet mere. Jeg havde haft småveer, siden vi tog fra hospitalet. Ikke noget som gjorde ondt, men de var da heller ikke behagelige. De kom nu lidt mere regelmæssigt, men gjorde stadig ikke særligt ondt. Dog kunne jeg ikke finde hvile og vred mig på sofaen.
Vi fik smurt noget mad til Anders og tog opvasken. Vi fik støvsuget og gjort badeværelset rent, så alting ville stå pænt, når vi kom hjem. Hele aftenen gik med at se lidt fjernsyn og ellers hygge os for os selv.
Da klokken var omkring 01, og veerne kom lidt hyppigere og bed lidt mere, syntes Anders, at jeg skulle ringe ned på fødegangen for at høre, hvornår vi skulle ringe efter Falck, som vi klogt nok har tegnet abonnement på, da vi ikke selv har bil. De sagde, at vi godt så småt kunne gøre os klar og komme derned.
Det var en lang tur med veer, som pludselig gjorde meget ondt, men som nu kom mere sjældent. Da vi kom derned, og klokken var ca. 03, var det som om, det var gået i sig selv igen, men det kunne jo ikke helt passe, sådan når jeg var næsten 15 dage over tid.
De undersøgte mig, og NØJ hvor blev jeg skuffet! Jeg havde åbnet mig 3 cm og havde ikke fået noget søvn og var faktisk lige ved at hyle over det, for nu havde jeg regnet med, at jeg lige skulle føde en lille, og så kunne familien komme os se til os om eftermiddagen. SNYDT!
Vi snakkede om det og blev enige med jordemoderen om, at vi skulle prøve at få lidt søvn, så jeg fik en Pamol at sove på, og så sov vi til omkringt kl. 8.
Der skulle være vagtskifte kl. 9, og der ville den nye jordemoder så tage vandet. Vandet var ikke grønt, og forløbet indtil videre var, som det skulle være.
Vi blev sendt ud at gå lidt, så der kunne komme lidt mere gang i det. Veerne gjorde meget ondt nu, men de arbejdede ikke spor, så det blev besluttet, at jeg skulle havde vedrop.
Da klokken var omkring 11.30, fik jeg akupunktur mod smerterne. Vi havde først prøvet med lattergas, men den maske kunne jeg ikke holde ud. Hun foreslog, at jeg kunne komme i vand, men alene tanken gjorde mig dårligt tilpas, så vi prøvede med tre nåle ved lænden. Jeg syntes ikke, at det virkede, men jordemoderen var sikker.
Jeg havde inden fødslen gjort mig lidt tanker om smertelindring, og jeg ville helst ikke have noget voldsomt, hvis det kunne undgåes. Akupunktur virkede som en god ting at prøve først.
Jeg var efterhånden godt træt, og veerne gjorde mega ondt, og jeg kunne ikke andet end at ligge ned på siden, for det var den enste måde, jeg kunne slappe af mellem veerne. Jeg blev undersøgt kl. ca. 13, og da havde jeg ialt åbnet mig - hold nu fast - hele 4 cm!
Nu kunne jeg ikke mere. Jeg VILLE ikke mere, men der var jo ikke så meget at gøre ved det, så jordemoderen prøvede med akupunktur ved anklerne, for at jeg skulle åbne mig mere. Så gav vi det en time, og næste gang jeg blev undersøgt, havde jeg åbnet mig 8 cm.
Der var blevet skruet for meget op for vedroppet, så nu fik jeg vestorm. Samtidig ville de gerne køre strimmel, men de kunne ikke finde den lille, når jeg fik en ve, så de satte elektrode på hovedet, men det er altså ret besværligt, når man så pludselig skal tisse.
Nu kunne jeg kun holde veerne ud ved, at jeg sad op i sengen og holdt mig strakt i armene, mens Anders på maskinen kunne se, når der kom en ve, og så holdt han masken med lattergas for mig, som jeg nu godt ville have. Den gjorde, at jeg blev lidt ligeglad, og jeg begyndte at drømme imellem veerne. Men jeg pustede ud ved siden af masken, så Anders fik alle de dampe og fik det dårligt og måtte ud og trække lidt frisk luft.
Da klokken var 16, kom jeg op at stå, for da havde jeg åbnet mig 9 cm, og så kunne tyngdekraften lige hjælpe det sidste. Jeg fik med det samme pressetrang og kom på fødelejet. Jeg kan så huske, at jeg pressede måske to gange. Næste øjeblik var rummet fyldt med mennesker, for der skulle bruges sugekop, da den lille blev klemt ved pludselig at få så meget fart på.
De klippede mig for at få ordentlig plads til koppen, men den hoppede af to gange, og jeg var faktisk ligeglad. Men tredie gang er lykkens gang, og på næste presseve kom der verdens smukkeste dreng ud af MIN krop. Det kunne jeg ikke rigtigt forstå, men det var også ligemeget, for han var min største kærlighed nogensinde. Da var klokken 16.15 fredag den 13/12-02.
Jeg blev syet, men de havde bedøvet mig, da de klippede mig, så jeg mærkede ikke stingene. Anders og jeg havde travlt med at undersøge og kigge på vores nye skat.
Han var 4.250 gram og målte 53 cm. Jeg selv er 160 cm høj og vejer normalt 56 kg. Så deri var grunden til, at fødslen var så hård. Vi passede ikke så godt sammen i størrelse.
Vores ophold på barselsgangen far helt fantastisk, og da der ikke var ret mange fødsler til at starte med, fik Anders lov at blive der i tre nætter. Det var dejligt at kunne være fælles om det hele fra starten.
Idag er Carl-Emil en super dreng, som sover igennem og bare altid er glad. Men det fortjener vi også efter de 9 måneder med kvaler og en fødsel på 30 timer.
Graviditeten ville jeg til enhver tid tage om, men indtil videre står den på kejsersnit næste gang, for det var faktisk en voldsom oplevelse at føde, og de mange timer med veer er stadig friske i erindringen.
Selve pressefasen husker jeg som en lettelse, fordi jeg selv kunne abejde med, og så husker jeg kun glæde, efter jeg fik ham på maven. Det bliver jeg stadig helt varm af at tænke på.
Tak fordi du læste med.
01-08-2003
|
© 1999-2025