Min fødsel 3 uger før termin

Brugernavn:

Password:

Husk login

Ny bruger?

Forside

Indkøbsguide

Gode tilbud

Din side

Forum

Brevkasse

Blog

Konkurrencer

Flere:

Søg:

NYT!

LÆS DET NYE "DIT BARN" GRATIS

Læs den nye udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger. Læs det gratis her

Min fødsel 3 uger før termin

Allerede da Helle fik konstateret, at hun var gravid, vidste hun, at hun ikke ville gå tiden ud.

20144

Skrevet af Helle

Terminen var sat til den 12. marts, men allerede da jeg fik konstateret, at jeg var gravid, vidste jeg, at jeg ikke ville gå tiden ud. En underlig fornemmelse, der kom til at holde stik.

Min graviditet var nøje planlagt. Jeg afsluttede min uddannelse 1. februar og ville derefter have ca. 6 uger inden fødslen til at få gjort klar til den længe ventede baby.

Graviditeten gik fuldstændig efter bogen. Ingen problemer lige bortset fra vand i HELE kroppen fra uge 30.

Efter endt uddannelse begyndte jeg så småt at "samle sammen". Tøj, barnevogn og diverse andre ting blev fremskaffet, og søndag den 16. februar hentede vi vuggen hos noget familie.

På hjemvejen sagde jeg til min mor, der havde taget ferie fra torsdag den 20. februar, fordi hun skulle med til fødslen, at jeg mente, jeg ville føde, før hendes ferie startede. Hun mente nu, at jeg lige skulle slå koldt vand i blodet. Jo jo, den var god med hende.

Tirsdag den 18. februar var jeg kl. ca. 04.00 for 117. gang oppe på toilettet. Og eftersom jeg var vant til at rende oppe om natten på grund af en helt ufattelig tissetrang, foregik det nærmest i søvne. Jeg væltede i seng igen og sov fast med det samme.

Kl. 05.50 vågnede jeg med et sæt ved, at "noget" fossede ud. Jeg lå bare, og først var jeg overbevist om, at jeg lå og tissede i sengen. Men det blev bare ved og ved, og endelig gik det op for mig, at det nok var vandet, der var gået. Jeg var i 36. uge + 6 dage og skulle have været til jordemoder samme morgen.

Jeg fik vækket kæresten og fortalte, at vandet nok lige var gået. Nej nej, sagde han - helt bedøvet - det kan da ikke passe. Læg dig nu ned og sov igen. Nej, sagde jeg, og pølen i sengen fik ham overbevist. Da jeg ikke havde fået at vide, om hovedet stod fast, besluttede vi os for at ringe til fødegangen og forhøre os.

En dejlig jordemoder spurgte efter veer - "Nej dem er der ingen af". Hun sagde, at når en fødsel starter med vandafgang, skal den fødende tilses, så vi skulle lige komme ind på sygehuset. "Men I bliver sikkert sendt hjem igen", sagde hun. Heldigvis bor vi tæt på sygehuset.

På trods af hendes melding pakkede jeg alligevel lige tandbørsten, og så kørte vi. I bilen ringede jeg til min mor - bare lige for at informere hende om, hvordan tingene så ud. Hun var helt forvirret og troede bare, jeg ringede for at sludre! Kl. 06.30 om morgenen...

Vi aftalte, at hun ville tage ind på sygehuset over middag, da hun skulle til et vigtigt møde fra morgenstunden. Det mente vi nok kunne gå - der var jo ingen veer, og jeg var helt overbevist om, at min fødsel ville tage mindst 24 timer, som begge min mors havde gjort. I bilen kunne jeg begynde at fornemme en murren, og fostervandet blev bare ved med at fosse.

Da vi efter ca. 10 minutter nåede frem til sygehuset, var jeg gennemblødt. Heldigvis var klokken kun 06.30, så der var småt med mennesker, men de der var der kunne følge sporet efter mig.

Vi blev taget imod og vist ind i et undersøgelsesrum. Der var lidt travlt, så vi ventede på en jordemoder i 30 minutter. Og i løbet af det tidsrum skal jeg lige love for, at der kom skred i tingene. Veerne tog pludselig kraftigt til og kom MEGET hyppigt.

Endelig kom jordemoderen. Hun konstatere, at jeg havde åbnet mig 3 cm på en halv time. Dybt forundret sagde hun, at det ville komme til at gå stærkt. Jeg vraltede ned på fødestuen og fik kørt en strimmel, fordi jeg var gået i fødsel én sølle dag før 37. uge (man regner jo med, at barnet er født til tiden fra 3 uger før til 2 uger efter terminsdatoen).

Barnet blev skønnet til at veje 2.300 gram, og jeg var lidt bekymret - det var jo ikke meget, syntes vi.

Veerne gik helt amok, da jeg kom ned og ligge. Hver gang jeg bevægede mig bare lidt, blev jeg overvældet jeg af veer. De kom helt uden pause, og jeg prustede til kæresten, at jeg bestemt mente, han skulle ringe efter min mor, hvis hun skulle nå at være med.

Jeg havde haft en forestilling om, at jeg skulle smertelindres i karbad og have akupunktur og alt muligt, men det var der ikke tid til.

Kl. 9. begyndte presseveerne, og min mor, der i mellemtiden var nået frem, udbrød desperat, at jeg ikke måtte presse endnu. Men enhver, der har haft presseveer, ved, at det er UMULIGT at lade være.

Jordemoderen undersøgte mig og kunne til min lettelse fortælle, at jeg var fuldt udvidet og gerne måtte presse med. Hvilken lettelse! Endelig kunne jeg arbejde med.

Og jeg syntes pludselig ikke, at det var så hårdt mere - men det var fordi veerne aftog, sagde min jordemoder. Så hun ville lige installere et vedrop. Åhhhh gud nej - endelig pause mellem veerne, men det kunne jeg ikke få lov at nyde.

Kl. 10.15 kom der atter gang i veerne, og fødslen var nu så nær, at der blev påsat en elektrode på barnets hoved - igen på grund af den ene dag jeg var fra at gå ind i 37. uge.

Jeg fik at vide, at alt så fint ud - selv kunne jeg intet se, fordi jeg under hele forløbet lå med en våd klud over ansigtet - himmelsk.

Jeg holdt min mor i den ene hånd og kæresten i den anden, og jeg PRESSEDE som vanvittig (kæresten har senere indrømmet, at han ikke anede, at jeg kunne klemme så hårdt - han var øm i hånden i flere dage).

Under hver presseve kom toppen af hovedet frem men gled derefter tilbage. Endelig blev hovedet "fanget" og kom halvt ud - og så minsandten om presseveen ikke stoppede. Og der sad hovedet så. AV FOR S... Det var det mest smertefulde under hele fødslen.

Tiden inden den næste presseve føltes umenneskelig lang. Endelig kom den, og jeg pressede som besat, fordi jeg under ingen omstændigheder ville risikere, at også denne ve var ovre, inden barnet var født. Og vupti - i en ve var han ude. En pragtfuld dreng på 3.390 gram og 50 cm. Han var helt smurt ind i fosterfedt, da han jo var født 3 uger og én dag før termin. Men helt perfekt, det var han.

Jordemoderen spøgte med, at det da var godt, han ikke havde fået lov til at ligge i maven tiden ud, for så var han sikkert blevet en ordentlig basse.

Jeg skulle heldigvis ikke syes, så vi kunne bare nyde vores dejlige lille dreng. Jordemoderen var helt forundret over, at fødslen kun havde taget 4 timer og 40 minutter - især fordi det jo var en førstegangsfødsel. Hun syntes også, det var sejt, at han var født helt uden, moderen havde fået nogen som helst form for smertelindring.

Der blev dog iværksat en masse foranstaltninger, fordi han kom før tiden. Blandt andet skulle hans blodsukker tjekkes 8 gange indenfor det første døgn. Dette bevirkede, at han skulle stikkes en masse gange. SUK det var hårdt som mor at se på, men drengen var heldigvis helt upåvirket af alt ståhejet.

Efter et par dage fik han gulsot. Igen en kæmpe belastning for den nybagte mor men uden gener for sønnen. Det var dog en vedhængende omgang gulsot, så vi rendte til kontrol i 1½ uge efter hjemkomsten fra sygehuset, og først da Daniel var 5 uger, var det endelig helt væk.

Men nu er alt heldigvis, som det skal være, og Daniel er heldigvis helt upåvirket af sin lidt for tidlige ankomst til verden.

05-08-2003