Skrevet af Susanne
Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan det gik, da jeg skulle have nr. to.
Vi havde i forvejen Rasmus, som nu er 3 år. Hans fødsel var lang og sej, jeg gik 14 dage over, blev sat igang med stikpiller og uanede mængder af ve-drop. Der blev prikket hul på fostervandet, men lige lidt hjalp det.
Efter 26 timer med meget svingende veer blev han taget med sugekop. Og bagefter mistede jeg en del blod og besvimede, så jeg var MEGET træt længe efter.
Med det i baghovedet er det klart, at jeg var meget spændt og noget nervøs ved tanken om at skulle føde igen.
Jeg havde fået to forskellige terminsdatoer. Først havde vi regnet os frem til den 20. november, men ifølge scanningen skulle det først være omkring den 2. december. Jeg havde selvfølgelig sat næsen op efter den første dato, men var alligevel bange for at blive skuffet.
Den 22. november ringede de fra min mands arbejde og spurgte, om vi skulle med til julefrokosten dagen efter (vi kunne jo ikke svare så lang tid i forvejen), og da der jo ikke var optræk til noget, sagde vi ja tak. Vi skulle også ud og købe julegaver (det skulle jo nåes inden fødslen!), og vi skulle have kalkuner i fryseren. Troede vi da!
Om aftenen den 22. havde vi besøg af mine svigerforældre, og da de kørte om aftenen ved 22.30-tiden, syntes jeg, at jeg havde lidt ondt i underlivet, men jeg regnede med, at det var af at sidde på stolen ved spisebordet.
Vi talte lidt om, at det nok ikke blev bedre til julefrokosten, for der er stolene som regel ikke så behagelige. Men vi blev enige om, at så måtte vi jo køre hjem, hvis det blev for slemt, og så gik vi i seng.
Kl. 4.30 vågnede jeg og syntes ikke, det var blevet bedre. Jeg stod op og gik på toilettet, og da jeg kom der ud, kunne jeg se, at slimproppen var gået. Jeg syntes ikke, at veerne var noget at tale om, men i løbet af den næste time blev de værre.
Jeg havde i mellemtiden været i brusebad og gået og tænkt lidt over, hvornår jeg skulle ringe til sygehuset, og ved 6-tiden gik jeg ind og vækkede Henrik og sagde, at han nok godt kunne glemme alt om julefrokost, for vi skulle nok tilbringe dagen på sygehuset.
Jeg ringede så til Viborg, og de syntes, at vi skulle komme derop. Der var ca. 7-8 minutter mellem veerne, så der var jo god tid.
Lidt over 7 var vi på fødegangen, og jeg blev undersøgt. Jeg var åbnet 2 cm. Vi fik at vide, at vi gerne måtte køre hjem, hvis vi ville, for jeg var jo stadig ikke i aktiv fødsel.
Vi ville dog helst blive og fik så tilbudt at få løsnet hinderne, for det kunne godt sætte lidt skub i det. Efter det var gjort, var jeg 3-4 cm åben og blev lagt på sengen og skulle have kørt en strimmel. Mens jeg lå der, tog veerne til med rasende fart, og det gjorde vanvittig ondt. Jeg tror, Henrik syntes, jeg var noget pylret, men jeg var ret ligeglad.
Kl. 8.10 fik jeg lov at komme op. Veerne var nu så stærke, at jeg havde svært ved at være nogen steder. Jordemoderen kom for at sige farvel, der var vagtskifte, men hun ville lige sende den nye ind til mig.
Jeg sad mest på toilettet, for der følte jeg mig bedst tilpas, men kl. 8.20 var Henrik træt af alt mit jammer og hentede en sygeplejerske. På det tidspunkt havde jeg allerede mest lyst til at presse, men det måtte jeg jo ikke bare.
Sygeplejersken kaldte straks en jordemoder, og hun kom 8.30. Jeg var nu åben 7 cm, og hun mente, at vi hellere måtte køre hen på fødestuen med det samme. Hun sagde hele tiden, at nu ville det ikke vare længe, før jeg fødte, men med Rasmus' fødsel i baghovedet troede jeg jo, at snart betød 3-4 timer. Men da vi kom hen på fødestuen, gik det op for mig, at snart måske var lige om lidt!
8.45 kom jeg på fødestuen, og veerne var så stærke, at jeg ikke kunne lade være med at presse lidt med. Jeg skulle så over på fødebriksen, men det var ikke så let, når man hellere bare vil presse. Men jordemoderen sagde til mig, at efter den næste ve, SKULLE jeg over på briksen, hvis jeg skulle nå det, så jeg blev da bakset derover.
8.55 var jeg åbnet 9 cm, og kort efter begyndte jeg at presse for alvor, og 9.09 fødte jeg en lille pige på 3.530 gram og 52 cm. Jeg var lidt fortumlet men rimelig frisk og meget glad for, at det var gået så godt. Selv om det gik så stærkt, var der ingen brist, så jeg kan ikke klage.
Jeg kom hurtigt til hægterne denne gang, for jeg havde jo ikke været i gang så længe. Rasmus er også glad for sin lillesøster, og han har selv bestemt, at hun skulle hedde Lise.
Vi måtte jo desværre melde afbud til julefrokosten, men julegaverne fik vi da købt inden jul alligevel.
13-08-2003
|
© 1999-2025