Uenighed om rengøring af fødestuer Det giver ikke flere infektioner at droppe rengøringen mellem fødslerne, lyder erfaringerne fra Glostrup Sygehus.
3257
Der bør gøres rent på fødestuerne mellem hver fødsel. Det skal ske både af æstetiske og hygiejniske årsager.
Sådan lyder meldingen fra overlæge Ole Bent Jepsen fra Statens Serum Institut, efter det er kommet frem, at Københavns Amt planlægger at spare rengøringen mellem fødsler og operationer væk.
"En fødestue bliver i reglen noget belastet af en fødsel. Jeg vil nok sige, at den skal gøres ren, inden den næste fødende kommer til. Det er ikke rart for en fødende kvinde at komme ind på en stue, der ikke er gjort ordentligt ren", siger Ole Bent Jepsen.
Københavns Amt har foreslået, at f.eks. sygeplejersker og jordemødre skal tage det værste snavs, inden næste patient kommer til.
På Glostrup Sygehus i Københavns Amt er det allerede i dag kutyme, at der ikke rengøres mellem fødslerne. Til gengæld bliver der gjort hovedrent hver morgen, oplyser sygehusdirektør Torben Ø. Pedersen.