Skrevet af Charlotte
Min historie starter, da jeg er omkring 13 år. Sikken en dejlig tid. Her møder jeg min kæreste, der var 18 på det tidspunkt.
Jeg havde godt nok aldrig troet på, at det skulle være mig og ham. Vi var meget forskellige, men vi elskede hinanden alligevel. Min mor var godt nok heller ikke meget for, at han skulle være hendes svigersøn, men sådan blev det...
Da vi havde kommet sammen i 3 måneder, flyttede vi sammen. Min mor havde endelig givet grønt lys for det. Og omkring 3 måneder efter, vi var flyttet sammen, ja så skete der det, at jeg var gravid. Vi havde i et stykke tid snakket om at få et barn, så barnet var meget ønsket.
Samme morgen, da jeg havde taget testen, skulle familien jo have det at vide. Min kærestes mor var ikke noget problem, men min mor. Jeg var rædselsslagen for, hvad hun ville sige.
Om eftermiddagen gik jeg så derned, og vi snakkede lidt, og jeg fortalte hende, at der var noget, vi skulle have snakket om, og vi gik ud på wc'et, og jeg viste med armbevægelser, at jeg var gravid.
Det tog et stykke tid, før hun fik fat i, hvad jeg mente, men da hun endelig fandt ud af det, var hun fuldstændig oppe at køre, og det var da for tidligt og sådan nogle ting.
Det mente vi ikke. Vi var parate til at blive forældre, og sådan blev det. Men min mor lovede, at hun nok skulle støtte os, så godt hun kunne, og det samme sagde resten af familien. Det var vi meget glade for.
Da jeg blev gravid, var jeg 14 og min kæreste 19. Jeg blev 15, 14 dage efter jeg blev gravid. Men der var jo nogle andre problemer. Hvad med skolen? Hvad med økonomien? Og hvad med lejlighed?
Jeg snakkede med min klasselærer oppe på skolen, og hun mente, at jeg var god nok til at klare min 9. klasse og 9. klasses eksamen, og hun skulle nok hjælpe.
Vi snakkede med vores sagsbehandler, og han sagde, at jeg kunne få kontanthjælp som forsørger, så havde vi økonomien på plads. Lejlighed fik vi også, men først da jeg var i 6. måned, men en lejlighed havde vi da...
Vi var meget overrasket over folks reaktion, når vi kom gående ned gennem byen. De sendte lange blikke efter os og hviskede rundt omkring. Vi vidste da godt, hvad folk tænkte, men vi var da ligeglade.
I august sidste år mistede jeg min storebror i en bilulykke. Jeg var gravid i 8. måned, og det var virkelig svært for mig. Jeg var gravid, og jeg glædede mig helt vildt til at blive mor, og så sker sådan en forfærdelig ulykke lige midt i min lykke.
Det var en svær tid, men min lykke overtog sorgen, selv om min bror betød rigtig meget for mig. Min læge sagde, at det var en meget normal reaktion, jeg havde fået, men at jeg nok skulle regne med, at sorgen ville komme, efter jeg havde født.
Nå, men jeg kom i 9. klasse. De skulle på skoleudflugt til London, men jeg kunne ikke komme med. Det var lidt trist, men den risiko var der ikke nogen af os, der ville tage, så jeg blev hjemme. 2 dage efter, de var kommet hjem, fødte jeg, så det var nok godt, at jeg ikke tog med.
Jeg fik en dejlig dreng. Fødslen tog 17 timer. Det var hårdt, men jeg havde min kæreste ved min side hele vejen igennem og en rigtig sød jordemoder. Min søn så dagens lys den 20. september 2002 kl. 18.26. Han vejede 2.800 gram og målte 50 cm.
Jeg havde barselsorlov i 6 måneder, og i de 6 måneder lavede jeg mine lektier, som jeg havde fået oppe fra skolen. Så kom Sebastian i dagpleje, og jeg begyndte i skole igen og fik samlet det meste af det, jeg ikke havde nået, op igen og var klar til eksamen, som nu er vel overstået.
Jeg er i dag 16, og min søn er 9 måneder. Jeg ville aldrig kunne undvære min søn og kunne heller ikke forestille mig et liv uden ham. Han betyder utrolig meget for mig.
Folk er meget overrasket over, at sådan et par unge forældre kan tage sig af sådan et lille menneske, men det kan vi. Folk er meget skeptiske over for unge forældre. Det behøver de altså ikke altid at være. Vi er unge, men der er jo ikke nogen, der siger, at unge ikke kan blive lige så gode forældre som en på 25.
Efter sommerferien skal jeg på handelsskole og have min uddannelse.
Det var min historie.
19-08-2003
|
© 1999-2025