Skrevet af Line, 25 år
Jeg vågnede med småveer og tegnblødning fredag morgen klokken 7, 2 dage før termin. De gjorde ikke ondt men var regelmæssige med ca. 8-10 minutters mellemrum. Jeg forsøgte at sove lidt mere, men det kunne jeg selvfølgelig ikke.
Den dag skulle Jesper ned og tømme sit gamle værksted, så jeg tog med for at hjælpe lidt til. Set i bakspejlet burde jeg jo have lagt mig på sofaen hele dagen, men det var ikke nemt at vide, at fødslen skulle komme til at tage så lang tid, som den gjorde. Så jeg gik lidt til hånde, sorterede en masse gammelt skrammel og kørte ud til min mor efter flyttekasser.
Om aftenen gik veerne i sig selv igen, så jeg fik sovet 3-4 timer, indtil jeg vågnede ved 2.30-tiden, med hvad jeg da syntes var kraftige veer.
Det gjorde super-ondt at ligge ned, så jeg gik rundt lidt og gik på toilettet nogen gange. Så satte jeg mig i sofaen, så jeg kunne sove lidt mellem veerne, og klokken 5 ringede jeg til fødegangen for at høre, om de ville se på mig.
Det ville de gerne, da jeg havde tegnblødning og regelmæssige kraftige veer med 6-7 minutters mellemrum. Så jeg aftalte, at vi ville komme i løbet af de næste par timer, og at jeg ville ringe, når vi tog afsted. Men så gik veerne i stå igen.
Hele lørdagen gik med meget uregelmæssige veer, som ikke gjorde andet end at gøre ondt og gøre mig mere og mere træt. Jeg havde heller ikke tegnblødning længere. Jeg kunne ikke rigtig spise noget, jeg rendte hele tiden på toilettet, og jeg måtte op at stå og gå rundt ved hver ve for at holde smerten ud.
Vi gik i seng for, at Jesper i det mindste kunne få sovet lidt, men jeg må hurtigt stå op igen, fordi veerne gør afsindigt ondt, når jeg ligger helt ned.
Klokken 2 ringer jeg til fødegangen og klager min nød. Nu er det anden nat i træk, hvor jeg ikke kan sove. De vil gerne se mig og så give mig noget at sove på. Jeg vækker Jesper, og vi er på fødegangen klokken 3.
Jeg har veer med 7-8 minutters interval, og jordemoren har slim og blod på handsken, da hun har undersøgt mig. Jeg er 2 cm åben. Hun må tjekke med den vagthavende læge, før hun sender mig hjem igen, da jeg har let forhøjet blodtryk og meget væske i kroppen. Men vi får lov at tage af sted med en sovecocktail og en aftale om, at jeg måler mit blodtryk derhjemme og ringer, hvis diastolen overstiger 100.
Vi kommer hjem, og jeg får da sovet en smule, men det gør stadig meget ondt at ligge ned under veerne, så det ender med, at jeg sætter mig ud på toilettet. Her kan jeg nemlig læne mig op ad væggen og sove i vepauserne.
Ved 8-tiden tager vi afsted til fødegangen igen. Jeg har virkeligt kraftige veer nu hver 3.-4. minut, og turen til Skejby tager næsten en halv time mod nornalt 7-8 minutter, fordi Jesper må køre meget forsigtigt og stoppe, hver gang jeg har en ve.
På dette tidspunkt begynder mine veer så småt at komme 2 ad gangen, og jeg bander og svovler. Det er godt, at vi ikke har langt til hospitalet, for hvor gør det dog afsindigt ondt at køre bil med kraftige veer.
Vi ankommer på fødegangen klokken 8.30. Her bliver vi modtaget af en rigtig sød jordemor, som jeg også lige når at føde med inden vagtskifte. Hun undersøger mig, og jeg er 4 cm åben, så det går da fremad. Hun mener også, at vandet er gået, men det har jeg altså ikke opdaget.
Vi kommer ind på en fødestue med en dobbeltseng, så vi kan får sovet lidt. Jeg er stadig omtåget af de sovepiller jeg fik, og falder lidt i søvn mellem veerne. Jesper falder i søvn med det samme, men jeg kan ikke holde ud at ligge ned, så jeg går rundt og sætter mig så ned mellem veerne, så jeg kan sove et par minutter. Men jeg er ved at være rigtigt træt i benene, og mine veer bliver ved med at komme oven i hinanden, og jeg begynder at få meget ondt over lænden.
Jordemoren forklarer, at de koblede veer skyldes, at livmoderen er træt efter at have været i gang så længe (51 timer), og at hun ikke rigtig kan gøre noget ved det. Hun giver mig 4 nåle i lænden til at tage smerten der, og det virker fantastisk godt, men smerten flytter sig så i stedet om foran.
Klokken 10.45 bliver jeg undersøgt igen, jeg er 6 cm åben, og vi bliver flyttet ind på en anden stue, hvor jeg kommer i et stort badekar.
"Det er ligesom at komme i himlen", når jeg lige at tænke, for det varme vand gør, at min krop springer en enkelt ve over, og den pause var lige hvad jeg trængte til. Men så skal jeg da lige love for, at der kom gang i sagerne!
Det er tydeligt, at det varme vand får kroppen til at slappe af og lade livmoderen arbejde. Jesper sidder bag mit hoved, giver mig vand og hælder varmt vand over min mave, og hjælper med at holde mig oppe under vearbejdet. Jeg synes det er enormt hårdt at ligge ned under veerne, men i pauserne er det virkeligt dejligt at ligge i vandet.
Ca. 12.30 får jeg let pressetrang, og jeg bliver undersøgt igen. Jeg er helt åben, så jeg kan bare presse. Det fungerer bare ikke helt for mig, så jeg kommer op af vandet, og nu kan jeg virkeligt mærke, hvor udmattet jeg er. Mine ben kan slet ikke bære mig, og jeg er ved at falde, da jeg bliver overmandet af en ve. Jesper når heldigvis lige at gribe mig, inden det går helt galt.
Jordemoderen foreslår, at jeg prøver at presse siddende på toilettet, og jeg sidder der omkring en halv time, men der sker næsten ingenting. Veerne er der, men de er så svage, at jeg ikke får nogen særlig pressetrang. Samtidig synes jeg virkelig, at det gør ondt, og det skuffer mig, fordi man hele tiden får at vide, at presseveerne er nemmere end udvidelsesveerne.
Kl. 13.10 kommer jeg over i fødesengen og får lagt et vedrop. Umiddelbart føler jeg mig sygeliggjort, men jeg er villig til nærmest alt for at få det her overstået. Jordemoren tilbyder mig lattergas for smerterne, men det er jeg egentlig ikke særlig interesseret i. Jeg tror ikke, at det virker, og jeg har svært nok ved at koncentrere mig om at føde uden også at skulle trække vejret i sådan en sur maske.
Der bliver skruet langsomt op for vedroppet, og det er virkeligt en lettelse, fordi de koblede veer forsvinder og giver mig nogen gode pauser. Men jeg har næsten ingen kræfter tilbage, så der er ikke megen fremgang.
Klokken 13.45 tilkaldes så en klinisk jordemodervejleder, som skal vurdere, om barnet står forkert i bækkenet. Jeg ser godt, at hun kommer ind i lokalet, og hun har sikkert også sagt noget til mig, men jeg var så langt væk på det tidspunkt, at jeg ikke hørte noget. Jeg vågner bare lige pludselig op ved, at hun stikker hvad der føltes som hele hånden op i mig for at mærke rundt om barnets hoved. Det gjorde vanvittigt ondt, og jeg græd og skreg.
Det er faktisk det eneste af fødslen, som her 11 måneder senere stadig står lysende klart for mig, og jeg bliver stadig helt dårlig ved at tænke på det.
Hun vurderer, at barnet står korrekt, men det har fået en fødselssvulst af det langvarige vearbejde. Jeg får lov at presse 20 minutter mere, og hvis der ikke er sket mærkbar fremgang, skal barnet tages med sugekop.
Hun vil have mig ned på gulvet og sidde på hug, men det kan jeg simpelthen ikke, fordi mine ben er så trætte. Det blev hun vist lidt muggen over, kunne jeg lige registrere, og så kom hun over og lagde fødelejet helt vandret i stedet.
Min egen jordemor skruer så helt op for vedroppet, og nu sker der så endelig noget. Der kommer nogen få virkeligt gode veer, som gør alt det, de foregående mange ikke kunne, og 10 minutter senere er hovedet kommet til syne. Det var en meget spøjs fornemmelse at mærke toppen af et hoved med hår og det hele mellem sine ben.
Kl. 14.08 blev Emilie så født, og jeg fik hende op på maven. Jeg var udmattet og glad for, at fødslen endeligt var overstået, og det der med barnet var egentligt rimeligt ligegyldigt for mig lige på det tidspunkt, hvilket jeg har haft enormt dårlig samvittighed over lige siden.
Jeg var bare TRÆT og helt enormt sulten efter nærmest ikke at have sovet og spist i 55 timer.
Jeg blev syet en smule, og imens blev Emilie undersøgt, 52 cm og 3.080 gram. Jesper gav hende tøj på, og så blev hun lagt til brystet og suttede fint. Vi fik noget mad ind på stuen og fik så lov at være i fred lidt tid, inden vi kom over på patienthotellet.
Idag er Emilie 11 måneder gammel og en rigtig krudtugle, som snart skal starte i vuggestue.
22-08-2003
|
© 1999-2025