Skrevet af Malene
Vi havde prøvet i et års tid på at blive forældre, og da min menstruation pludselig forsvandt, tænkte vi gladeligt, at nu var den der. Men efter flere negative tests kunne vi konstatere, at det heller ikke blev til noget denne gang.
Men min mens kom aldrig igen, og lægen mente, at det kunne være stress, og vi lige skulle se tiden an et par måneder. Alt andet var ellers normalt, så vi ventede, og ingen ting skete.
Vi blev enige om, at dette ikke skulle overskygge vores hverdag, så vi fortsatte med at gøre, som vi plejede mht. arbejde og fritid. Jeg undrede mig godt nok over, at jeg lige på 3 måneder tabte 8 kg, men jeg slog det hen med, at min evige slankekur nok havde båret frugt.
I juli skulle jeg så til længen for at have taget en masse blodprøver for at se, om de kunne finde en løsning på den udeblevet menstruation. Samme måned skulle vi til Frankrig med mine svigerforældre for at sætte deres nye lejlighed i stand, så vi drog af sted.
Jeg havde forinden fået en tid hos en gynækolog, torsdagen efter vi kom hjem fra ferie. I Frankrig synes jeg pludselig, at min mave lavede nogle mærkelige bevægelser, og den gjorde ondt - men da jeg ikke ville ødelægge feriestemningen for de andre, holdt jeg det for mig selv.
Vi skulle hjem om fredagen, og på vej hjem fortalte jeg så min mand om min mave. Han slog den hen med, at det var tarmbevægelser, og hvad han ellers lige kunne komme på.
Natten til søndag fortsatte det, og søndag morgen gik jeg helt i panik. Når jeg lå ned, kunne jeg mærke noget, jeg kunne skubbe fra side til side - så tankerne for gennem mit hoved om store kræftknuder, vandcyster osv. Så jeg ringede til lægevagten og forklarede mit problem. Det første han sagde var: "Er du sikker på, at du ikke er gravid?", hvortil jeg kunne svare, at DET var jeg ikke, for det kunne jeg jo ikke blive, havde min læge jo sagt.
Nå men vi kom op til lægevagten, og hun trykkede mig på maven, kiggede på det som var blevet sagt i telefonen, mærkede en gang til på maven og kiggede på mig. HOLD da op, tænkte jeg, det er alvorligt. Så siger hun: "Der er ikke noget at gøre - du er gravid, og du er langt henne, eller også er der tvillinger". BANG, så besvimede jeg.
Hun fik liv i mig igen, og så sagde hun: "Du er ikke kørt herop alene, er du?". "Næ, min mand sidder ude i venteværelset", svarede jeg. "Så hent ham lige og fortæl ham det herinde", sagde lægevagten.
Jeg fik hentet René, eller det vil sige jeg kom vaklende ud til ham, og jeg kunne se på hans ansigt, at han tænkte "Okay, hun er alvorligt syg, og hun har 2 timer tilbage".
Jeg fik hevet ham med ind og fik overbragt ham den gode nyhed - vi insisterede på at blive scannet med det samme for at se, om der var tvillinger - og hvor gør man lige det en søndag eftermiddag? Men lægen var helt fantastisk og fik fikset, at vi kunne blive scannet over på skadestuen, og det blev vi så.
Der var heldigvis ikke tvillinger, men jeg var 22 uger henne, og alle var benovet over, at man overhovedet ikke kunne se det på mig. Min termin blev sat til den 19/11-1999, så vi fik travlt med at fortælle en overrasket familie om min graviditet, og jeg fik aflyst min tid hos gynækologen, for nu havde vi jo selv klaret den. Men min læge fik meget røde ører, da hun havde overset min graviditet, sidst jeg var der.
Natten til mandag den 15/11 begyndte jeg at få en underlig fornemmelse i underlivet. Jeg får vækket min mand, som skal til Maribo mandag morgen, hvor han arbejder på et projekt - en køretur på små 150 km. Men da det ikke er regelmæssige veer, og jeg har det fint, bliver vi enige om, at han bare skal køre derned mandag morgen for at aflevere en computer og noget forskelligt til sine kollegaer og så komme hurtigt hjem igen.
Han kører ved 6-tiden mandag morgen, og jeg tusser lidt rundt og tager tid på mine veer. Min mand er hjemme igen ved 13-tiden, og vi spiser frokost mellem veerne og hygger der hjemme.
Ved 20-tiden tager vi ud på Hillerød Sygehus, og jeg bliver undersøgt. Jeg er 1 cm åben, og vi bliver enige om at tage hjem igen og slappe lidt af. Jeg får et par piller med hjem, og jordemoderen siger til René, at han skal give mig en lille "spids" at skylle dem ned med. Da vi kommer hjem, er det eneste vi har lige ved hånden vodka og appelsinvand. FØJ! Men ned kommer piller og sjus.
Vi får da lige sovet et par timer, så går vandet, og vi må afsted igen. Vi ankommer til Hillerød Sygehus ca. kl. 00.15, og da er jeg bare 3 cm åben. Åh nej. Man siger jo 1 cm i timen, så 7 timer endnu.
Der bliver målt hjertelyd, og den er helt fin. Omkring kl. 03.00 siger jeg, at nu synes jeg det presser. I mellemtiden er barnets hjertelyd begyndt at ligge og dykke, og nogen gange forsvinder den helt. De vil sætte en elektrode på hovedet, men da lægen kommer og skal gøre det, er jeg 10 cm åben og begynder at få presseveer.
Pludselig går det tjept. En overlæge bliver tilkaldt, da hjertelyden ikke er for god, og den bløde kop bliver sat på. Jeg har pludselig uanede kræfter, da jeg fornemmer, at det her barn bare skal ud, så jeg presser af alle kræfter. Første gang ryger koppen af. Næste forsøg, svup er hovedet ude, og en børnelæge suger lige en gang, og ved næste presseve er barnet ude.
3 minutter nåede jeg at have presseveer, og der forenden ligger vores ønskebarn. En lille dreng. Han bliver undersøgt og får topkarakter med det sammen. En lille gut på bare 2.820 gram og 49 cm lang.
Hans dykkende hjertelyd skyldes, at han lå forkert. Han ville være kommet ud med panden først, og veerne var så kraftige, at han blev trykket under hver ve, og hjertelyden kunne ikke nå at komme op inden den næste ve.
I dag er Magnus en frisk gut på 3½ år med krudt i bagdelen, og trods den lidt lave vægt er han i dag helt på niveau med sine jævnaldrende både på vægten og højden.
Ingen har endnu kunnet forklare, hvorfor min menstruation forsvandt i 8 måneder, inden jeg blev gravid, og min læge har endnu ikke kunnet forklare, hvordan hun kunne overse min graviditet.
I dag er jeg bare glad for, at Magnus er her - for ham ville vi ikke undvære.
26-08-2003
|
© 1999-2025