Skrevet af Heidi
Efter en graviditet, hvor jeg havde været plaget af plukkeveer siden uge 22 og sygemeldt på grund af disse, siden jeg var i uge 26, var jeg meget parat til at skulle føde, da min terminsdato nærmede sig.
Min mand og jeg havde fået at vide, at babyens hoved allerede stod fast i uge 31, og at der måske derfor var en mulighed for, at jeg fødte lidt før tid.
Derfor begyndte ventetiden allerede et par uger før terminsdatoen, hvor hvert et lille tegn blev gransket for, om nu dét kunne være starten på fødslen.
Det viste sig dog at blive en meget lang ventetid, for ikke bare kom terminsdatoen, der gik yderligere 12 dage, inden der var optræk til noget.
Om eftermiddagen, da jeg var på toilettet, kom der noget sejt hvidligt slim i trusserne. Jeg havde en lille mistanke om, at det var slimproppen, men jeg overbeviste mig selv om, at det var det ikke, for på dette tidspunkt var jeg sikker på, at jeg skulle op og sættes i gang, når der var gået 14 dage. Jeg slog det derfor ud af hovedet og sagde intet til min mand.
Om natten, klokken 00.30, vågnede jeg ved, at det føltes som et smæld i mit underliv, og så fossede vandet ellers ud. Jeg fik tilkaldt min mand, som kom med håndklæder, for bare at redde lidt af vores seng og gulv.
Så begyndte vi ellers at ringe rundt for at fortælle den nærmeste familie, at nu skete de snart noget. Efter denne telefonstorm ringede vi på fødegangen, som lige ville se os og få kørt en strimmel, så vi kunne tjekke, om babyen havde det godt.
Vi fik tilkaldt en taxa, tog af sted og blev tjekket på fødegangen. Heldigvis havde babyen det godt med en stabil hjerterytme, og da jeg havde meget uregelmæssige veer, blev vi sendt hjem igen.
Efter nogle timers hvile (i en våd seng), begyndte veerne at blive regelmæssige med 5 minutter imellem. Klokken 06.00 tog vi endnu engang af sted til fødegangen for denne gang at skulle blive deroppe.
Da vi nåede hospitalet, var veerne 3 minutter imellem, og de begyndte at bide lidt. Vi blev modtaget og vist ind på en fødestue, og jeg blev undersøgt og var 4 cm åben.
Efter nogle timers ve-arbejde, var jeg nu 6 cm åben, og jeg blev tilbudt at komme i badekar, hvilket jeg taknemmeligt tog imod. Jeg synes nu ikke, at det hjalp mig særligt meget, når veerne var der, men imellem veerne var det dejligt bare at kunne flyde i det varme vand.
Efter ca. 1 time begyndte presseveerne så småt at melde sig, og jeg kom op af vandet. Jeg manglede stadig at åbne mig et par centimeter, så jeg måtte holde mig lidt endnu.
Så skete det endelig, at jeg fik lov at presse. Jeg pressede og pressede, men desværre skete der ingenting. For hver gang babyen kom lidt frem under en presseve, så smuttede den tilbage igen, når veen var slut.
Jeg blev bugseret rundt i flere forskellige stillinger, hvilket var meget smertefuldt, når man var udmattet, havde ondt og veerne bare kom oveni hinanden. Jeg kom i fødestol, jeg skulle ligge, jeg skulle stå, sidde på hug etc.
Efter en times pressearbejde var jeg så udmattet, at presseveerne også begyndte at forsvinde. Jeg fik derfor lagt et ve-drop, og så skal jeg love for, at der kom gang i veerne. De kom oveni hinanden, og da jeg var så træt, var det meget ubehageligt hele tiden at have pressetrang.
Man kunne se toppen af babyens hoved, men den kunne bare ikke komme det sidste stykke - nok også fordi mine kræfter nu var sluppet op. Så da de 2 timer med presseveer nærmede sig, blev lægen tilkaldt for at tage babyen med kop.
Lige som han stod uden for døren og gjorde sig parat, sagde jordemoderen, at hun ville prøve at klippe mig, hvilket hun gjorde, og efter to presseveer (de sidste jeg havde i mig) kom Lucas endelig til verden klokken 13.25 onsdag den 25/6-2003.
Fødslen var en hård oplevelse, men jeg må give alle andre ret i, at lige så snart ens barn er ude, så kan man ikke huske, hvor ondt det gjorde. Man er kun fokuseret på sin lille smukke guldklump, ens belønning for det hårde arbejde.
Så jeg må sige, at uanset om jeg skal igennem det samme hårde presseforløb næste gang igen, så gør jeg det gerne. Det er bestemt det hele værd.
30-08-2003
|
© 1999-2025