Skrevet af Jette
Den 18/11-2002 kontaktede jeg fødegangen på Horsens Sygehus, da jeg ikke rigtig havde mærket liv siden dagen før, trods utallige skub til maven og flere glas iskoldt vand.
Jordemoderen, jeg får fat i, synes lige, jeg skal komme forbi, så vi kører Jonas (storebror på 11 år) op til mine forældre, og kl. ca. 17 ankommer vi på fødegangen.
Her bliver der sat en måler på min mave, og de finder straks hjertelyd. Så var vi beroligede, men det var jordemoderen dog ikke, men det sagde hun ikke noget om på daværende tidspunkt. Efter ca. 45 minutters måling tilkalder de en læge, da de heller ikke kan få hende til at bevæge sig.
Da lægen kommer, går vi ned til scanningsrummet, og lægen scanner mig. Han siger, at Stines ben er fuldstændig viklet ind i navlestrengen, og der ikke er det flow i den, der skal være. Vi går tilbage til fødegangen, og lægen går ud for at kigge på billederne igen.
Kl. 18.40 kommer han tilbage og siger, at det er meget skidt med Stine, og hun skal ud med det samme. De vil ikke engang tage chancen og køre mig til Kolding først.
  Så går det pludselig meget stærkt. Læger, sygeplejersker og jordemødre alle vegne, og jeg bliver stukket i både den ene og den anden arm og får lagt rygmarvsbedøvelse. Kl. 19.10 bliver Stine født (i uge 33+5).
Men hun siger ikke en lyd og bliver med det samme bragt ind på en anden stue. Der går ca. 15 meget lange minutter, før der kommer en ind til os og siger, at det ikke ser så godt ud. Stines hjerte var stoppet, inden de fik hende ud, men de fik det igang igen. Stine fik 1 point ud af 10 mulige, men retter sig til 8 point inden for den første halve time.
Så går det afsted til Kolding, først Stine, og da bedøvelsen er forsvundet fra mine ben, kommer jeg også afsted i ambulance. Kl. 23.45 er vi i Kolding og får endelig lov at se vores datter.
Næste morgen bliver Stine undersøgt på alle mulige måder, men der er ikke noget unormalt at se. Lidt op af dagen observerer en sygeplejerske dog nogle kramper hos Stine, og hun bliver straks sat i behandling med Fenemal (beroligende medicin).
Der bliver bestilt en ultralydsscanning af Stines hoved, og den viser intet unormalt (ingen ved, om hun nåede at mangle ilt). For en sikkerheds skyld bestiller lægen en MR-scanning, men den er der et par dages ventetid på.
Så følger et par dages undersøgelser, og endelig er der en tid til scanning til os. Om fredagen kommer Stine så i MR-scanneren (en meget ubehagelig oplevelse), men vi får ikke svar på scanningen før tirsdagen efter, så det var et par meget lange dage. Scanningen viser heldigvis intet unormalt, og Fenemal-behandlingen stoppes.
Så skal Stine bare have lov at blive lidt stærkere og tage på. Efter 3 uger på Kolding Sygehus får vi endelig lov at komme til Horsens Sygehus. Her er det meningen, Stine skal lære at spise selv (indtil nu har hun fået mad i sonde).
Amningen kan vi dog ikke få i gang, så efter et par dage opgiver jeg, og hun får så flaske (det viste sig senere, at Stines tungebånd var for kort og skulle klippes, og det var derfor, hun ikke kunne få ved brystet). Efter en uge får vi endelig lov at komme hjem.
 Børnelægen på Kolding Sygehus siger, at Stine er tjekket for alt, og der er intet i vejen med hende. Så det er bare dejligt.
Det jeg egentlig vil med at fortælle denne beretning er ikke at skræmme nogen, men at fortælle hvor vigtigt det er at reagere, hvis man synes noget er galt. Hellere kontakte fødegangen en gang for meget end en gang for lidt.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde ventet bare en time med at reagere, eller hvis jeg ikke var blevet taget alvorligt, da jeg ringede.
08-09-2003
|
© 1999-2025