Skrevet af Maria
Vi havde egentlig ikke planlagt, at jeg skulle blive gravid, men pludselig var den der, og det var vi da meget glad for, da vi gerne ville have børn i en ung alder.
Jeg havde en nogenlunde graviditet med rimelig meget kvalme i starten, men ellers ingenting.
Jeg havde ikke haft plukkeveer, der gjorde ondt, så da jeg vågnede natten til den 31. oktober 2002 (9 dage før min termin) og skulle tisse, som jeg gjorde mange gange hver nat, kunne jeg ikke falde i søvn igen. Jeg havde lidt ondt, men jeg vidste ikke helt, om det var veer.
Men det viste det sig at være. Jeg var meget overrasket, især fordi jeg var sikker på, jeg ville gå over tid. Jeg havde endda bestilt tid hos frisøren samme dag, så jeg kunne være pæn, men den kom jeg aldrig til.
Kl. 2 den 31. oktober kom den første ve. Jeg prøvede at sove videre, for jeg var jo ikke helt sikker på, om det var veer. De gjorde ikke specielt ondt men varede 3-4 minutter, hvilket jeg syntes var længe.
Omkring kl. 5 vækkede jeg kæresten, som spurgte, om jeg var sikker, og om jeg ikke skulle prøve at ringe til fødegangen.
Kl. 6.30 ringede jeg så, og de syntes, jeg skulle give det et par timer og så ringe igen, hvis de blev ved.
Kl. 9 ringede jeg så igen, og de syntes, jeg skulle komme, hvis jeg ville. Jeg troede, jeg ville blive sendt hjem igen, så jeg tog bare en trøje på, og så kørte vi.
Kl. 9.30 ankommer vi til Herlev. Der er lidt ventetid, så vi venter en halv times tid.
Kl. 10.00 kommer der en jordemoder, og hun kan fortælle, at jeg er 3 cm åben og skal blive, til jeg har født.
Tænk, at vi virkelig bliver forældre idag.
Jeg bløder lidt rigeligt, synes jordemoderen, men hun ved ikke helt, hvor det kommer fra. Jeg får kørt en CTG, og det hele ser fint ud.
Lidt efter bliver vi flyttet over på en fødestue, hvor vi kan være os selv. Jordemoderen kigger ind til os engang imellem, men da jeg ikke rigtig har åbnet mig så meget, beslutter hun at prikke hul på fostervandet. Da er kl. 13.00.
Nu begynder veerne pludeselig at tage til, og de bider temmelig meget. Jordemoderen spørger mig, om jeg vil have nogle saltvands indsprøjtninger, men jeg takker pænt nej, da jeg har hørt, at de gør ret ondt og ikke altid virker. Jeg får i stedet lattergas, men synes ikke helt det hjælper, så den får sig et par flyveture indimellem.
I mellemtiden er min svigermor kommet, selvom vi har aftalt, det kun skal være os. Men jeg er så ligeglad, så hun bliver, hvilket jeg er glad for, hun gjorde.
Kl. 15 kan jeg endelig presse, men da det stadigvæk bløder, beslutter jordemoderen at tilkalde en børnelæge og en læge, så pludselig er vi mange.
Kl. 15.27 kommer min dejlige datter til verden. Hun er helt perfekt og får hurtigt 10 på Apgar-skalaen.
Hun kommer over til sin far, mens jeg venter på at føde moderkagen, men den kommer ikke, lige meget hvor meget jordemoderen prøver. Så efter en times tid beslutter de at operere den ud. Der er lidt ventetid, så i mellemtiden vejer og måler de hende. 3.030 gram og 51 cm. En fin lille en.
Kl. 17.35 bliver jeg kørt til operation. Jeg vågner igen ved 18.15 tiden og får at vide, at jeg har mistet en del blod og skal have 2 liter nyt, inden jeg kan komme op til min datter. Der går desværre 3 timer, men jeg skal jo have det.
Kl. 21.30 kommer jeg endelig op på barselsgangen. Min kæreste er der sammen med Victoria (det skal vores datter hedde). Han tager hjem for at sove, og jeg er endelig alene med min datter. Selvom jeg er meget træt efter blodtabet, kan jeg ikke lade være med at beundre hende.
Idag er hun 9 måneder og den dejligste og nemmeste baby, der findes.
28-09-2003
|
© 1999-2025