Skrevet af Camilla
Jeg kunne godt tænke mig at fortælle om min søns fødsel. Jeg var gravid - skønt - og alt gik hamrende godt. Jeg elskede min store tykke mave. Aldrig har jeg elsket min krop så meget, som da jeg ventede mig.
Jeg havde termin den 9/4-2000. Meeen, jeg var egentlig ret så sikker på, at jeg skulle føde 14 dage før. Men nej, sådan skulle det ikke være. Vi skulle til barnedåb den 23/4, og jeg havde stadig ikke født. Jeg skulle sættes igang den 25.
Barnedåben gik fint. Folk spurgte igen og igen, om det da ikke snart skulle være. Jow jow, men jeg skulle da lige have hovedretten med, grinede jeg. Og så kunne jeg jo også lige så godt tage desserten med, nu jeg var der.
Lige inden vi skulle hjem, skulle jeg sådan på toilettet. Hvad der kommer ind, skal jo også ud. Vi går hjem, og jeg smider mig på sofaen med en ordentlig gang plukkeveer, der varer ved i 2 timer.
Vi går i seng ved midnatstid, men jeg kunne ikke sove. Jeg havde det lidt mystisk omme i ryggen. Kl. 02 er tissetrangen der, så ud på wc må man jo så. Og HVAD!!! Blod?! Det var vist tegnblødning.
Jeg fik kaldt på kæresten, som faktisk allerede var på vej ud i bilen (bare sådan lidt overdrevet). Jeg fandt mig et af mine mange gravid-blade, et stort glas mælk og en smøg, og satte mig lige og slappede af.
Jeg ringede så til fødegangen på Herning Sygehus og meddelte dem, at jeg var lidt gravid 42+5 henne og troede nok, at jeg skulle føde. Jordemoderen grinede, for jeg var jo sådan set meget gravid. Hun spurgte, om jeg gerne ville ind og tjekkes, og jow tak da (anede jo ikke, hvad jeg ellers skulle gøre).
Vi kører afsted, men skal lige inden om Shell og købe en film til kameraet, for jeg havde jeg jo brugt de sidste til barnedåben (sæt ALDRIG film i kameraet, mens du har veer!). Krydser fingre på vejen og beder til, at jordemoderen siger: "Ja, min pige, du er åbnet 8-9 cm". Men nej, realiteterne så vi hurtigt i øjnene, da hun sagde, at jeg kun var åbnet knap en fingers bredde.
Jeg fik noget at sove på og blev kørt op på barselsgangen. Kæresten kørte hjem, men jeg sov nu ikke den nat. Næste formiddag kom jeg ned på fødegangen igen, og nu var jeg 2 cm åben. Snegletempo eller hvad. Jeg fik lagt en stikpille op, som skulle modne livmodermunden. Fik besked på at gå hjem og tage to panodiler og en ½ øl og så lægge mig i badekarret, så ville jordemoderen godt garantere, at jeg kunne sove.
Men nej. Jeg lå på sofaen som en strandet hval og prøvede på at koncentrere mig om mine veer, mens kæresten tog tid. Vi fik uventet besøg, og min mor ringede, mens jeg var alene hjemme, og hun havde bedt om ikke at få noget at vide, før jeg havde født. Men hun kunne ikke rigtig undgå at høre på mig, at jeg havde veer. Så kunne hun jo bare have ladet være med at ringe. Og da jeg lige havde lagt røret på, ringede min brors kæreste. Hun havde jo liiige snakket med min mor, så hun ville jo lige høre, hvordan jeg havde det.
Kl. 21.30 tog vi igen på fødegangen og ankom sammen med vores jordemoder. Så var der vagtskifte, og flere fødende kom, og min jordemoder blev så kaldt ud til en hjemmfødsel. Mine veer stoppede sådan set, da jeg trådte ind på sygehuset, men jeg fik at vide, at det var meget normalt.
Jeg fik sygehusets tøj på og tænkte, at nu kommer jeg da ihvertfald ikke hjem, før jeg har født. Jordemoderen konstaterede, at nu var jeg 4 cm åben. Fik noget lattergas, men som der kom skred i tingene, synes jeg ikke længere det virkede. Jeg var umådelig træt. Havde jo ikke sovet siden søndag morgen, og nu var det mandag ved midnat.
Jordemoderen sagde, at nu var jeg 6 cm åben, og at nu skulle der ske noget, så jeg fik vestimulerende drop. Jeg græd, for det ville jeg ikke have. De stak 4 gange, før de kunne ramme rigtigt. Nu begyndte jeg at ligge og ryste, når jeg havde veer. Arme og ben kørte rundt, og jeg kunne slet ikke styre mine bevægelser. Det var som en slags krampe i hele kroppen, det gjorde bare ikke ondt.
Jordemoderen sagde: "Nu får du lige noget at slappe af på", og så stak hun. Lige midt i en ve, hvor jeg lå og hoppede på den briks. Det resulterede i 3 uger med et blåt mærke på størrelse med en stor engelsk bøf.
Så lige pludselig skulle jeg kaste op. Jordemoderen sagde, at sådan går det, når man snuser i masken i vepauserne også. Sagde at så måtte hun give mig noget andet, for det virkede ikke det lattergas. Ja, jeg kunne få en pudendusblokade. Men først når jeg fik presseveer! Og der var længe til.
Det vestimulerende drop begyndte at virke, og det kunne mærkes! Av. Hun prikkede hul på fostervandet og farede ud af døren. Jeg spurgte min kæreste, hvad der var galt. Fostervandet var grønt. Ehmm, nå. Så kom hun ind med min helt. Fødselslægen Thorkild.
De satte en elektrode op på barnets hovede for bedre at kunne følge hjertelyden, for den var begyndt at dykke. De mente, at det ikke gik stærkt nok, så de skruede op for det vestimulerende drop. Og jeg skal da ellers love for, at veerne kom rullende nu.
Jeg fik et lavement, men det virkede ikke. Havde jo siddet på wc en halv time før, vi forlod barnedåben. Pludselig kom presseveerne, men jeg var så træt, at jeg end ikke kunne sætte mig op. Jeg fik lagt den pudendusblokade, og Thorkild og min kæreste skubbede mig på ryggen og holdt i hver sit knæ.
  Jeg pressede, alt hvad jeg kunne, men Thorkild løb ud af døren og kom tilbage med en sugekop. Han satte den på, og for hulen hvor gjorde det ondt. Jeg skulle presse, og han trak en enkelt gang, og så var hovedet ude. Og smut, det var kroppen også.
Klokken var 04.15 dden 25/4-2000, og jeg var sikker på, at jeg var et stort røvhul nu. De svøbte barnet i tre tæpper og lagde ham så op på min mave. Uden at sige så meget som tillykke, det blev en dreng. Næ, jeg rodede som en gal for at se, om der var tissemand eller hvad. Og det var der.
Min kæreste, min søns far, kunne slet ikke sige noget. Bare kigge på vores lille dejlige søn. Jordemoderen tog ham for at veje ham osv. Imens skulle moderkagen fødes. Og det var skægt. Sådan en meget varm, blød, blævrende ting. Og så gav det et sug i min mave, da den kom ud. Ja, faktisk lige som en tur i en rutschebane.
Emil blev vejet og målt. 3.500 gram og 53 cm lang og hamrende dejlig. Vi lå og kiggede på hinanden, mens jeg blev syet sammen igen. Jeg fik rent tøj på, og vi blev kørt ud på gangen, hvor der blev sat skillevægsgardiner op, tændt levende lys i lange baner og serveret ristet franskbød med ost og marmelade, kaffe, saftevand og yoghurt. Ja, og der blev også stillet sådan et lille bordflag. Det var så hyggeligt.
Der sad vi - vores lille familie - og kunne nu ringe til familie og venner. Sygeplejerskerne gjorde det virkelig hyggeligt for os. Og jeg havde ikke regnet med, at der skulle kræses sådan for os. Ud på morgenen blev vi kørt op på barselsgangen, og kæresten tog hjem og sove. Efterfølgende havde vi 4 vidunderlige dage på barselsgangen.
Set i bakspejlet, sagde jeg dengang, at jeg ALDRIG skulle have flere børn. Aldrig igen. Jeg havde 4 uger, hvor jeg næsten ikke kunne gå, stå, sidde, ligge, tisse eller hoste. Jeg ved ikke, om jeg sprækkede ualmindeligt meget, men jeg havde mange problemer med det. Og til dels også lidt idag, men det går over, siger de kloge.
 Jeg ved nu, at det er 100% sikkert, at Emil skal have en lillesøster eller -bror. Vi venter bare lidt endnu, for han er kun lige rundet de 7 måneder.
Han har lige fået sin første tand i søndags og har kravlet for første gang idag. Vi glæder os utrolig meget over den lille charmetrold, og lige fra dag 1 har han været det hele værd.
03-10-2003
|
© 1999-2025