Skrevet af Christina
  Jeg mødte min kæreste i 1999, da jeg var 17, og han var 21 år. Efter tre måneder flyttede vi sammen og blev forlovet. Jeg har ikke været i tvivl om, at han er min eneste ene siden da. Vi har været igennem utrolig meget sammen men har altid klaret det, og jeg elsker ham så meget.
I oktober 2001 udeblev min menstruation. Jeg fik ondt i maven, mælk i brysterne, og så kastede jeg op. På trods af, at jeg havde taget p-piller, stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest. Vi blev begge meget chokerede og vidste ikke, om vi var glade eller skrækslagne. Vi var nok begge dele.
En uge senere tabte jeg barnet, og vores reakton var noget anderledes end forventet. Vi blev begge meget kede af det og skuffede og besluttede samme dag, at det måtte betyde, vi mentalt var klar, så vi gik igang med at prøve at blive gravide :)
Det tog 4 måneder - 4 meget lange måneder - før den var der, og hvor blev jeg bare lykkelig. Det var en skøn tid, før kvalmen og alle de "hyggelige" sider ved en graviditet slog ind. Men alt i alt elskede jeg at være gravid.
Jeg havde to terminer, en den 20. oktober og en den 4. november 2002, men jeg havde mest regnet med den første, så da jeg den 4. november stadig ikke havde født, var jeg ved at springe af utålmodighed.
Jeg lå på sofaen og tudede over, at jeg ihvertfald aldrig ville føde. Kl. 16 mærkede jeg to små smæld nederst i maven. Jeg tænkte, det bare var den lille, der møvede lidt, men da jeg rejste mig op, sagde det plask, da mit vand gik midt på gulvet.
Det var meget urealistisk, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Min kæreste sad ved siden af, men han havde ikke lagt mærke til noget, og jeg stod bare og stirrede, indtil han spurgte, hvad der var. Så sagde jeg, at jeg troede, mit vand var gået.
Han skyndte sig hen til mig og spurgte, om jeg var sikker på, jeg ikke bare havde tisset (mænd!). Da han havde sagt det, kom der en skylde mere, og den blev ved. Det fossede ud af mig, og så kan det ellers være, vi kom igang.
Da jeg ringede til fødegangen, fortalte jeg, at hovedet kun næsten havde stået fast, sidst jeg var hos jordemoder, men hende jeg talte med sagde, at det var OK, jeg måtte godt gå rundt alligevel.
Vi ventede meget længe på ambulancen (bor en times kørsel fra hospitalet), og på vejen dertil begyndte jeg at få lidt veer, men det var meget lidt.
Da jeg kom ind på fødegangen, blev jeg undersøgt. Jeg var 2 cm åben, havde udslettet livmoderhals, og hovedet stod IKKE fast. Jeg fik strenge ordre om ikke at rejse mig igen og blev kørt på barselsgangen til overvågning.
Ved midnat blev jeg undersøgt igen, men der var ikke rigtig sket noget, og de små veer jeg havde var ubetydelige. Jeg fik at vide, at grunden til, der ikke var sket noget, var fordi mine tarme var fulde, og jeg derfor skulle have lavement. Som om det ikke var slemt nok, skulle det være på bækken, da jeg ikke måtte rejse mig. Det var skrækkeligt og meget ydmygende, syntes jeg, men jeg overlevede da og blev kørt tilbage på barselsgangen.
Nu begyndte veerne rigtigt, og efter en time kunne jeg ikke holde ud at ligge i sengen med så stærke smerter, og jeg bedte om at blive undersøgt. Det blev jeg så, og nu stod hovedet fast, og jeg måtte endelig komme op og gå.
Jeg gik hvileløst rundt og prøvede at lade være med at vække min kæreste, som var faldet i søvn, men til sidst kunne jeg ikke klare at være alene om det mere. Jeg bedte om noget smertestillende og fik en varmepude og prøvede at tage et brusebad. Ingen af delene hjalp mig, og jeg bedte om at blive undersøgt igen.
Jeg blev kørt ned på fødegangen og fik at vide, at jeg nu var aktiv i fødsel ved at være 3 cm åben. Min jordemoder var studerende, og det var hendes første dag, og jeg var ikke helt tryg ved at føde med en, der var så uerfaren, men på daværende tidspunkt var jeg ude af stand til at kommunikere rigtigt.
Jeg lå på min båre og ventede på hende i en time med ve-storm. Det var skrækkeligt, men jeg havde gudskelov min kæreste hos mig. Efter den time kom hun tilbage og undersøgte mig. Jeg var nu 5 cm åben, og da hun var ved at smutte igen, fik jeg knurret, at jeg altså godt vile have noget for mine smerter. Hun foreslog badekar, og det ville jeg godt.
Jeg synes ikke, badet hjalp på smerterne, men det hjalp mig til at slappe bedre af i de næsten ikke-eksisterende pauser. Det var forfærdeligt. Jeg troede, jeg skulle dø, og jeg prøvede under hver ve at bilde mig selv ind, at det var den sidste, hvilket ikke var særlig nemt, da både min jordemoder og min kæreste sagde, at det ville blive meget værere, og jeg skulle have veer i mange timer endnu.
Til sidst gik jeg i panik og forlangte en rygmarvsbedøvelse. Nu kunne jeg bare ikke mere. Så jeg kom op af badet og skulle lige udersøges først. Da havde jeg været i bad i ca. 1 time. Til min store overraskelse var jeg nu helt åben og fik et par minutter efter presseveer.
Det var skønt til at starte med, at jeg kunne få lov at være aktivt med, men efter en time med presseveer og møven rundt i diverse stillinger, havde jeg stadig ikke fået hovedet ordenligt ned i bækkenet, så nu fik jeg ve-drop.
Jeg kunne ikke mærke nogen forskel i mine veers styrke, hverken der eller da de senere skruede mere op, men hovedet kom da ned, og jeg troede, at nu var det snart nu, men jeg blev klogere.
 Jeg pressede i 1½ time endnu. Til sidst dirrede alt på mig af udmattelse, og jeg fik ilt på grund af faldende hjertelyd hos min baby, og jeg fik at vide, at hvis jeg ikke fødte nu, så måtte de bruge sugekop. Så jeg pressede mere, end jeg kunne, og efter veen sluttede, og så endelig kom min lille pige til verden. På et øjeblik kom alle mine kræfter tilbage.
Første gang, jeg så min baby, var det smukkeste øjeblik i mit liv. Det er ubeskriveligt. Jeg havde pludselig en masse voldsomme følelser for det lille væsen i mine arme og kunne slet ikke holde rede i noget som helst. Hun fyldte det hele og blev på et sekund det mest dyrebare i min verden.
Hun blev født den 5. november kl. 8.34, vejede 3.300 gram og var 53 cm lang. Hun er min lille Cecilie og det dejligste barn i verden (synes jeg).
Jeg sprang 3 steder under fødslen og skulle syes to af stederne. Dagen efter fik jeg en kæmpe blodansamling, men det gjorde ikke så meget, for nu havde jeg jo min længe ventede baby.
 Når jeg ser tilbage, var det vel en forholdsvis god fødsel i forhold til andre, men jeg har ikke i sinde at udsætte mig selv for det igen. Jeg vil meget gerne have flere børn, men jeg vil aldrig mere føde naturligt.
Jeg er dog alligevel glad for oplevelsen. Så har jeg prøvet det. Men aldrig aldrig mere. Det var så min historie. Den har en happy ending, for jeg elsker mit liv og nyder at gå hjemme med min lille pige.
08-10-2003
|
© 1999-2025