Skrevet af Gitte
Ingen ting var, som vi forventede undervejs i min graviditet, og derfor burde det ikke have overrasket os, at fødslen heller ikke blev som ventet.
Jeg havde termin den 24. december, hvilket vi måske ikke synes var særlig optimalt. Men okay, man bestemmer jo ikke altid selv, hvornår ønskebarnet skal melde sin ankomst, og alt det med jul og fødselsdag kunne vi jo tidsnok finde ud af. Det er jo også sjældent, at den første kommer lige på terminsdagen, så med lidt held kunne vi nok undgå juleaften.
Den 21. december holder vi en lille hyggemiddag med et vennepar, og da de går, siger min veninde til mig, at hvis jeg vil have et søndagsbarn, må vi hellere gøre "noget ved det". Tak for tippet, men det var død-sent, og jeg var træt og ikke oplagt til julelege på det tidspunkt, så det var bare på hovedet i seng.
Søndag morgen vågner jeg kl. 9.30 og går ud for at tisse, men, men, men, det stopper bare ikke igen. Jeg forsøger at klemme strålen over men må konstatere, at det bare bliver ved, og på dette tidspunkt går det så småt op for mig, at det formentlig er vandet, som er gået!
Jeg får kaldt på min mand og forsøger at få undersøgt det vand, som kommer ud, og umiddelbart ser det fint og klart ud. Så jeg ringer til fødeklinikken, og efter aftale får jeg lov at tage et bad og spise lidt mad, inden vi kører ind for at blive undersøgt.
På vej til hospitalet har jeg bind på, og da vi når frem, og jeg skal undersøges, og derfor tager mine trusser af, er indholdet i bindet snasket og grønt, hvilket gør jordemoderen noget bekymret. Jeg har på dette tidspunkt ikke skyggen af veer, og da hun mener, at barnet skal ud hurtigst muligt, bliver jeg sendt på fødegangen, hvor de beslutter sig for at sætte fødslen i gang.
Da jeg jo ikke selv har tegn på veer, får jeg en stikpille kl. 13.00. Den ligger jeg med i 3 kvarter, og så får vi lov til at gå ned og spise frokost.
Tilbage på fødegangen har der været jordemoderskifte, og vi møder den 3. jordemoder i forløbet. Hun hedder Monica og er supersød, og hun forsikrer mig, at alt nok skal gå fint, og at vi nok snart skal få gang i fødslen, så vi kan få vores lille guldklump ud i god behold.
Kl. 17.00 har jeg stadig ingen tegn på veer, og det bliver besluttet, at jeg skal have en stikpille til. Den ligger jeg med i en time, og kl. 18.00 får jeg tilbudt lidt aftensmad. Jeg kan stadig ikke huske, hvad jeg fik at spise, men jeg husker til gengæld meget tydeligt, at jeg fik min første ve samtidig med, at jeg tog den første mundfuld mad!
Da jeg har spist, går vi en lang tur og henter mad til min mad, og da vi er tilbage på fødegangen, er veerne ved at være regelmæssigt og niver ganske godt.
Jeg finder mig tilrette på en fodskammel tæt på gulvet siddende op ad sengen, og der sidder jeg så og døser - temmelig længe - fordi pludselig kommer Monica og siger, at nu er det tid til jordemoderskifte igen, og hun ønsker mig held og lykke.
Herfra overtager Anne. Hun undersøger mig, og det viser sig, at veerne har godt fat, og jeg får tilbud om at komme i karbad kl. 24.00. Det vil jeg gerne, og vel installeret i karret bliver der længere mellem veerne. Til gengæld er de meget kraftigere, når de kommer.
Kl. 02.00 kan jeg simpelthen ikke holde ud at ligge der længere, og da jeg kommer ind på briksen, viser det sig, at jeg nu er 9 cm åben, og der kun er en lille hinde tilbage på 1 cm, som skal trække sig tilbage, før selve fødslen går i gang.
Desværre er veerne holdt op med at arbejde for mig, og der sker ikke noget som helst. Hun prøver alt muligt, men hun kan simpelthen ikke få hinden til at trække sig tilbage.
Jeg får lov til at komme op og stå lidt for at få gang i sagerne, men ingen ting sker, og kl. 03.30 får jeg lagt ve-drop. Og tak skæbne - nu får jeg bare veer i et væk. De vælter ind over mig uden pauser, fuldstændig ulideligt, og der sker bare INGEN TING!
Omkring kl. 04.45 dykker hjertelyden, og en børnelæge bliver tilkaldt, så der kan blive taget blodprøve fra barnets hoved, så de kan tjekke, om iltmætning er i orden. Det ser fint ud, og barnet har det godt. Lægen kan dog se igennem det rør, jordemoderen har lagt, at hendes hoved ikke står fast, og det skurer ned i mit bækken, hver gang jeg har en ve, hvorfor det må konkluderes, at hun ikke lige er på vej ud.
Men barnet har det godt, og så er det jo bare at fortsætte (og krydse fingre for, at det er en sej lille én, der ligger derinde).
Kl. 7.00 er der igen jordemoderskifte. Der er stadig ikke tegn på presseveer, og jeg har fuldstændig tabt tidsfornemmelsen. Min mand er ved at være lidt urolig - fordi vi jo kl. 12.00 dagen før fik at vide, at de gerne ville have hende ud hurtigst muligt på grund af det grønne fostervand - og da vores 5. jordemoder, som hedder Henny, kommer ind til os, spørger han lidt bestemt, hvad de nu har tænkt sig, for det kan jo ikke bare blive ved!
Henny, som bare er sød og hjælpsom og forstående (lige hvad jeg havde brug for på det tidspunkt), forklarer, at hun vil prøve med et nyt ve-drop - hvilket jo lyder fuldstændig sindssygt på det tidspunkt. Det kan nogen gange hjælpe veerne i gang igen, og hvis dette ikke hjælper, må børnelægen tage stilling til, hvad der så skal ske.
Og så tror man simpelthen, det er løgn. Hun slukker for mit ve-drop, sætter en ny pose op, tænder igen, og så får jeg bare de fineste veer. Helt regelmæssige og konstante med få minutters mellemrum. Kl. 8.45 får jeg presseveer, og kl. 09.21 føder jeg den skønneste "lille" pige på 3.590 gram og 55 cm.
Det mest fantastiske er, at lige der, hvor jeg for første gang ser min lille prinsesse, bliver jeg så fuldstændig håbløst forelsket i hende, at jeg med det samme har glemt det sidste døgns anstrengelser. Jeg ville til enhver tid gå igennem det hele én gang til, for hun er bare fantastisk!
  Emily-Sophie er nu en glad pige på 8 måneder, og den sejhed og vilje, hun udviste gennem hele fødslen, kendetegner hende fuldstændig. Hun kæmper en brav kamp for at få tingene til at lykkes, og hun bliver ved, til hun har opnået det, hun har sat sig for.
13-10-2003
|
© 1999-2025