Skrevet af Karina, 26 år
Lørdag den 14. juni 2003 begynder stille og roligt. Vi har lånt mine forældres bil, så vi kan komme i Bilka og købe gardiner. Jeg har det lidt "mærkeligt" - en fornemmelse af, at barnet står MEGET dybt, men jeg har ikke ondt overhovedet. Mens vi tusser rundt i Bilka, får jeg et par plukkeveer, der gør så ondt, at jeg er nødt til at stå stille, men det er ikke noget, jeg lægger noget i.
Senere afleverer vi bilen hos mine forældre, hvor min mor fortæller, at hun er sikker på, at jeg vil føde dagen efter. Folk er altid utroligt kloge, hvad det angår, så jeg smiler bare og siger "lad os nu se". Jeg har stadig ingen anelse om, at jeg rent faktisk skal føde inden for kort tid. Vi joker lidt med, at det dagen efter er Poul Nyrups fødselsdag, så det ville passe min mor fint, hvis det blev dér - hun er nemlig glødende socialdemokrat.
Om aftenen skal vi have gæster, der ankommer kl. 18.30, og omkring kl. 19 begynder mine veer - eller rettere det, der senere skal vise sig at være veer. Jeg får ondt fortil over skambenet engang imellem - så slemt, at jeg er nødt til at tie stille, når de kommer. Jeg tænker ikke over, at de rent faktisk kommer nogenlunde regelmæssigt, før min veninde påpeger det. Jeg mener stadig, at jeg skal have mere ondt, og desuden har vi købt danske jordbær til dessert, som jeg ikke vil gå glip af!
Mens vi spiser jordbær og vanilleis, kommer veerne ca. hvert 10. minut, og da kl. bliver 21.30, er jeg nødt til at bede mine gæster om at gå - for nu gør de altså ondt. Jeg tror stadig bare, det er voldsomme plukkeveer - tanken om, at det kan være fødslen, der er gået igang, ligger mig MEGET fjernt. Efter gæsterne er gået, henter Kim sin mobiltelefon og begynder at tage tid på veerne. De kommer med 2-3 minutters mellemrum og varer ca. 30 sekunder. Det er alt for kort tid, har jeg læst i alle bøgerne (og på Netbaby), så jeg holder ud i en halv times tid - kun afbrudt af ADSKILLIGE toiletbesøg.
Så ringer Kim til fødegangen for at høre, hvad vi skal gøre - og jordemoderen mener det samme som mig: Jeg har ikke haft veer længe nok, og dem jeg har er alt for korte. Så hun foreslår, at jeg prøver at gå i seng for at se, om det går i sig selv. Jeg synes nu alligevel ikke lige, at jeg havde lyst til at gå i seng, så vi bliver liggende på sofaen, og nu kommer veerne pludselig hvert andet minut, og de varer et helt minut ad gangen.
Kim ringer til fødegangen igen og giver en opdatering, og jordemoderen siger "at vi da godt må komme ind og blive kigget på, hvis vi har lyst". Og det har jeg i allerhøjeste grad, så Kim ringer efter en taxa, der heldigvis kommer med det samme. På vej ned ad trappen tænker jeg, at de i hvert fald skal give mig en sovepille, hvis jeg skal hjem igen og sove. Men i taxaen bliver veerne VIRKELIG slemme, og jeg pruster og pruster men forsøger at trække vejret dybt ind og langsomt ud, som jeg har lært til fødselsforberedelse. Kim sagde bagefter, at den stakkels taxachauffør var noget bleg om næbbet, for det havde lydt ret voldsomt.
Vi ankommer til fødeklinikken på Hvidovre kl. 23.30 - lige midt i vagtskifte, typisk. Så vi bliver bedt om lige og vente i opholdsstuen - jeg er jo bare en førstegangsfødende, der gerne vil ind og tjekkes efter at have haft veer i 4 timer, tror de! Et lille stykke tid efter kommer en jordemoder og siger, at de har en fødsel igang, så hvis jeg lige gider gå over på fødegangen og blive undersøgt, ville det bare være super! Jeg kan ikke selv huske det, men Kim sagde, jeg fik et MEGET bidsk udtryk i ansigtet, så jordemoderen lover mig, at jeg godt kan komme til at føde på klinikken, men der er bare ikke lige nogen til at undersøge mig.
Så vi trasker over på fødegangen (og - hvis I skulle have glemt det - jeg har stadig veer hvert andet minut), hvor vi bliver mødt af en jordemoder, der spørger, hvor længe jeg har haft veer - da vi svarer, at de har været regelmæssige siden kl. 22, svarer hun: "Ja, det skal jo vare lidt længere, før de bider".
Indenfor bliver jeg bedt om at tage tøjet af, og det er IKKE sjovt, når man har veer. Efter et have undersøgt mig et splitsekund siger hun: "Ja, du er mindst 5 måske 6 cm åben". Oh jubel og glæde - det var ikke bare pjat med mig. Jeg havde det på det tidspunkt sådan, at jeg ville have lænket mig til en radiator, hvis de havde sendt mig hjem! Så jeg får stukket min journal i hånden og trisser (afbrudt af stønnen og prusten) tilbage på fødeklinikken, hvor jeg bliver mødt af jordemoderen fra før, der fortæller mig, at de har ringet efter en døgnvagt og rokeret lidt rundt, så det nu bliver hende selv og en jordemoderstuderende, der skal føde med mig.
I min fødselsbeskrivelse står således:
14-06-03 - kl. 23.45
I para, 39+4 henvender sig med veer fra kl. 19 d.d. Ved ankomsten gode veer, foster i hovedstilling. Livmoderhals udslettet, 5-6 cm åben. Hoved fast i bækkenindgang.
15-06-03 - kl. 00.00
Modtages på afd. 446. Rigtig kraftige veer nu med ca. 2-3 min. interval og af 1½ minuts varighed. Vestyrke 3-4. Klarer veerne meget flot. Ønsker at komme i badekar som smertelindring. Karret fyldes.
Jordemoderen, som hedder Mette, er helt fantastisk sød og trøster mig mellem veerne og siger, at det hele nok skal gå, og at hun kan se, jeg har meget ondt. Det hjælper virkelig meget at få det at vide, da jeg normalt er en superhystade, så jeg har gennem graviditeten tit været bange for, at selv de mindste småveer ville være for meget for mig. Hun gelejder mig og Kim ned på en fødestue og spørger, om jeg vil have et lavement - men dels har naturen klaret det for mig, og dels kunne jeg på det tidspunkt absolut ikke overskue noget sådant!
Mette og hendes jordemoderstuderende Anne foreslår, at jeg kommer i badekarret, og af en eller anden grund føles det bare som det eneste i verden, jeg kunne have lyst til. Men ak og ve - karret skal jo fyldes først! Jeg kan se af mit fødselsforløb, at det kun tog 20 minutter, men for mig føltes det nærmest som år. Jeg gik rundt i cirkler på fødestuen og hvæsede og prustede med veerne - de var nu så slemme, at jeg var nødt til at jamre mig "lidt", når de var værst - så meget for at tackle smerten med værdighed.
Blufærdigheden er også gået fløjten - i en vepause har jeg fået smidt mit tøj og har kun undertøj på. Jeg skal pludselig tisse helt vildt, men der er ikke noget toilet på fødestuen, så jeg vandrer ud på gangen i al min nøgne magt og vælde med Mette og Anne løbende efter mig med en trøje - de kunne tage deres trøje og stikke den op, hvor solen ikke skinner, jeg skulle bare tisse!! Godt det var midt om natten - tænk hvis jeg var stødt ind i en far eller nogen pårørende!
Men jeg kan huske, at jeg aldrig blev bange, selvom jeg havde så ondt - jeg blev nærmest bare utroligt vred over, at det skulle være så svært at tackle veerne. Jeg havde jo lært, at man "bare" skulle trække vejret dybt ind og langsomt ud. Det er nemmere sagt end gjort, men samtidig blev det mit eneste holdepunkt: At trække vejret dybt ind og langsomt ud. Desværre lød jeg nok mest som en mellemting mellem en løve i bur og et damplokomotiv.
Kl. 00.20
Kommer op i karret og har god effekt af det varme vand. Hjertelyd - intet abnormt.
Endelig er karret fyldt, og det hjælper helt utroligt godt. Veerne gør stadig djævelsk ondt, men vandet og varmen gør det på mirakuløs vis nemmere at håndtere. Mette spørger, om jeg har lyst til at blive i vandet, og jeg havde egentlig ikke gjort mig nogen nærmere overvejelser om at føde i vand - men igen føles det bare som det eneste rigtige for mig at blive i karret.
Kl. 00.30
Presser spontant med super teknik, god fremgang. Hjertelyd lyttes efter hver ve og er intet abnormt.
Og lige pludselig får jeg pressetrang - og det føles ganske rigtigt som om, man skal på toilettet - men dog i et omfang, man aldrig har oplevet før! Mette og Anne opfordrer mig til at presse med, når trangen er der, og det gør jeg så. Jeg får meget ros for min teknik, og det hjælper meget på motivationen. Men for pokker hvor er det hårdt - på et tidspunkt klynker jeg "der sker ikke noget", hvilket får alle (undtagen mig!!) til at grine, for jeg har været en halv time om at åbne mig de sidste 5 cm, så der sker faktisk ret meget!!
Kim lægger kolde klude på min pande, og det hjælper også helt vildt. Mette har givet ham strenge instrukser på kun at gøre det i vepauserne for at undgå at få et par på hovedet.
Kl. 00.52
Spontan vandafgang af en skylle klart fostervand, intet fremfald af NS eller smådele.
Mette og Anne opfordrer mig til at mærke efter mellem mine ben, fordi hovedet nu er meget langt nede. Det føles lidt mærkeligt, fordi jeg nærmest kan mærke en ballon - det er fosterhinden, der står helt spændt, fordi vandet er lige ved at gå. Og nu begynder det også at svide helt ekstremt mellem mine ben.
Jeg havde egentlig troet, at når man nåede pressefasen, ville resten gå af sig selv. Det gør det ikke!!! Jeg bliver instrueret i at holde hagen nede ved brystet, når jeg presser for at undgå blodsprængninger i ansigtet! Det er ubeskriveligt hårdt at presse ham ud, og det er en meget mærkelig følelse - for på den ene side føles pressetrangen helt rigtig, og på den anden side føles den ekstreme sviden helt forkert. Jeg følte det nærmest som om, alle mine indvolde ville ryge med ud. Men pludselig er hovedet alligevel kommet ud.
Kl. 00.55
Fødes i vandet levende dreng med navlesnor 1 gang løst om halsen. Apgar 8/1 - 10/5, kommer op til mor og skriger hurtigt. Suges ikke.
Og det ser godt nok mærkeligt ud. Hans lille hoved er ude i måske et minuts tid, mens jeg venter på næste presseve. Og så er han lige pludselig ude. Det er helt vildt fantastisk at sidde med ham i karret. Kim får lov at klippe navlestrengen, og jeg får lov at sidde lidt med ham. Man må ikke føde moderkagen i karret på grund af infektionsrisiko, så jeg må stige op og lægge mig på den ukomfortable fødebriks, hvor det ovenikøbet viser sig, at jeg skal sys!
Heldigvis er det kun 4 sting, og jeg bliver lokalbedøvet, så det er faktisk ikke så slemt. Men det er simpelthen virkeligt belastende, at det ikke er færdigt med at gøre ondt. Jeg får lov at få lattergas, mens lokalbedøvelsen bliver lagt. Kim tog et billede af mig, lige efter jeg havde taget et par sug. Jeg ligner en mellemting mellem en alkoholiker og en bokser!
  Alt i alt var min fødsel en helt vild og fantastisk oplevelse. Mette er hjemmefødselsjordemoder også, og hun anbefalede stærkt, at vi valgte at føde hjemme næste gang (og sådan en bliver der helt sikkert!). Både fordi det gik så stærkt, men også fordi Kim og mig åbenbart er et meget godt team, når det gælder fødsler. Hun roste mig flere gange til skyerne og kaldte min fødsel for en "super naturlig, økologisk vandfødsel", og at fødsler som mine var det, der gjorde det noget værd at være jordemoder. Det er selvfølgelig rart at vide, men det mærkelige er, at jeg ingenting gjorde - i hvert fald ikke bevidst. Kroppen klarede arbejdet for mig.
17-10-2003
|
© 1999-2025