Skrevet af Monica
Jeg havde ikke en let graviditet. Da jeg var 8 uger henne, blev jeg sygemeldt fra mit arbejde som medhjælper på en gård. Bonden nægtede at ændre på noget som helst, efter jeg fortalte, at jeg var gravid, så der var ingen anden udvej.
Nå, men så regnede jeg jo med, at jeg skulle gå og hygge mig i den "søde" ventetid. Det holdt lige nøjagtigt 14 dage, så vidste jeg, at "morgenkvalme" er en ret upræcis betegnelse. Det var døgnet rundt. Jeg lignede et lig og fik ikke meget indenbords.
Man kan jo vænne sig til meget, så da kvalmen var ved at aftage igen, tænkte jeg, at NU skulle jeg hygge mig. Men ak, så fik jeg en solid omgang bækkenløsning, så jeg næsten ikke kunne bevæge mig og da slet ikke stå ud af sengen. Det holdt resten af graviditeten. Alle de kilo, jeg havde taget på, sad pænt foran på maven, indtil jeg fik vand i kroppen. Så mindede jeg pludselig mere om Michelin-manden. Men pyt tænkte jeg, der kommer jo en guldklump ud af anstrengelserne.
Og det gjorde der. Jeg var sat til at skulle føde den 6. januar 2003, men den 4. december klokken kvart i 4 om natten gik vandet. Da jeg vækkede min mand og fortalte ham det, så han helt panisk ud og spurgte: "Hvad gør vi?".
Tja, det vidste jeg jo ligeså godt som ham, så vi ringede til fødeafdelingen i Vejle (skønt sted, SÅ ærgeligt at den er lukket, SUK), men de mente, at der var MASSER af tid at løbe på. Jeg var jo førstegangsfødende, og sådan nogle kunne SAGTENS være 24 timer om at føde.
"Okay", tænkte vi, så venter vi og ser, hvad der sker. Lidt i 6 begyndte veerne at bide ret så kraftigt, så jeg ringede endnu en gang til fødeafdelingen. "Ork", sagde jordemoderen, "der går LAAANG tid, inden du føder. Slap du bare af og tag et bad, eller hvad du nu har lyst til". Men jeg havde kun lyst til at føde, for nu gjorde det sgu ærligt talt lidt ondt. Jeg slugte et par Panodiler, for det var det stærkeste, vi havde i huset.
Kl. lidt over 9 ringede en lettere ophidset jordemoder og "beordrede" os til at komme afsted til fødeafdelingen. De havde fået kigget i min journal og set, at jeg faktisk kun var i uge 36 (efter lægens beregning), så nu ville de gerne holde øje med mig. Min mand fik trukket noget tøj på mig, og jeg vaklede ud i bilen. Vi har en god halv times køretur til Vejle, og den tur glemmer jeg ALDRIG. Vi var dårligt nok kommet ud af indkørslen, før presseveerne begyndte.
Da jeg havde været på rundvisning på fødegangen i sin tid, havde en vittig jordemoder fortalt, at når mandens vittigheder ikke længere var sjove, SÅ var man igang med at føde. Det punkt var jeg sådan set nået til nu, for det var uendeligt svært at kæmpe imod presseveerne, men jeg forsøgte så godt jeg kunne.
Netop denne dag havde alle bønder i miles omkreds valgt at skulle ud at køre på samme tid, så det føltes som en evighed, før vi nåede til fødegangen. Jeg vaklede derind godt støttet af min mand, ellers var jeg nok også faldet sammen.
En meget venlig jordemoder fortalte mig, at nu skulle jeg bare slappe helt af, og så skulle hun lige undersøge mig. Jeg prøvede at overbevise hende om, at de bare skulle finde en fødestue til mig NU, for jeg skulle føde.
Jeg blev bakset op på briksen, og da jordemoderen kunne mærke, at Benjamins hoved var på vej ud, daskede hun alarmklokken én (for at tilkalde en læge), fandt en kørestol og ræsede mig ind på den nærmeste fødestue. Tre presseveer senere kom Benjamin til verden. Lægen nåede kun lige at stikke hovedet ind af døren og konstatere, at han havde det fint, så smuttede han igen :-)
Benjamin vejede 3.500 gram og målte 52 cm, så han var helt perfekt. Om 14 dage bliver han 9 måneder gammel, og han skal være storebror til april. Denne gang kører vi, når vandet går...
21-10-2003
|
© 1999-2025