Skrevet af Stine
Min termin var den 27. januar 2002. Min mand og jeg håbede dog at gå bare et par dage over tid. Ville skæbnen det ligesom vi, ville vi få vores første barn på min mands fødselsdag og ikke mindst på datoen 02-02-02. Det kunne jo være meget sjovt!
Men sådan noget bestemmer man jo ikke selv, og vi passerede da også både forbi den 2. og 33 og skulle helt til den 6., før der skete noget. Den 6. februar 2002 lå jeg på køkkenbordet og pudsede vinduer, da jeg mærker det første. Jeg har ikke haft nogle plukkeveer af betydning igennem graviditeten, men alligevel reagerede jeg ikke rigtig på dem.
Telefonen ringede et par gange, og det var først, da det gik op for mig, at jeg stod op grinede lidt hysterisk af alt, der blev sagt i røret, jeg indså, hvad der var ved at ske! Aftenen gik med grill-mad, indkodning af telefonnumre på telefonen og sådan lidt forvirret "hvad stiller man op i denne situation"-opførsel.
Kl. ca. 23 siger jeg til min mand, at jeg synes, han skal gå i seng og få noget søvn. Det kan jo godt vare lidt, inden vi får tid til at sove igen. Det gør han så. Jeg sagde det vist mest af høflighed, men OK, den klarer jeg da også bare alene.
Henover midnat går jeg rundt og prøver at tage lidt tid på veerne. De er ikke regelmæssige og varer kun ca. ½ minut. Kl. 01 ringer jeg til fødegangen og siger, hvad der er los, men jeg får at vide, at hvis jeg ikke er nede og bide i gulvet af smerte, er det ikke startet endnu. Jeg bliver opfordret til at tage et par Panodiler og gå i seng, og det gør jeg så.
Kl. ca. 4 ringer jeg igen til fødegangen, da jeg er begyndt at bløde. Det bløder meget, hvis jeg selv skal sige det, men det er helt normalt, får jeg at vide. Nu må vi dog gerne komme ind, når vi synes, men jeg trækker den selv lidt længere. Jeg vil ikke risikere at blive sendt hjem igen.
Ca. kl. 5 vil jeg gerne afsted mod fødegangen, og turen går også nogenlunde. Jeg kommer ind og bliver undersøgt, men mine veer bider stadig ikke rigtigt, så jordemoderen tager det helt roligt. Det viser sig dog, at jeg er 7 cm åben og bløder ret kraftigt, så man beslutter at tage vandet, dels for at stoppe blødningen, dels for at få fødslen overstået.
Jordemødrene er sikre på, at det vil gå stærkt, fordi jeg allerede er så langt i processen. Vandet bliver taget kl. 6.30, der bliver lagt vedrop (veerne bider stadig ikke rigtigt), men der er en kant i fødselskanalen, der strammer til, så jeg ikke må presse endnu, selv om jeg nu faktisk er 10 cm åben.
Jeg har afsindig meget lyst til at presse. På et tidspunkt får jeg lov, men det må stoppes igen. Den lille sidder skævt i spænd og skal helst vende sig lidt først. Dette resulterer i, at jeg bliver moslet rundt for at prøve at få hende vendt. Højre side, venstre side og op stå, fødeskammel, ned på hug osv. Det er helt vildt hårdt og gør meget ondt.
En anden jordemoder bliver tilkaldt, og i samråd finder de to ud af, at nu skal jeg få presset den baby ud. Jeg kommer op på en fødeskammel og får lov at se hårtotten dernede mellem mine ben. Det er lidt vildt. Lige inden jeg presser de sidste to gange, vil jordemoderen have mig ned og ligge igen, så hun kan passe på, jeg ikke sprænger. Så med et halvt hoved mellem benene får 3 mand bugseret mig ned på ryggen og ligge.
Jeg er udmattet og fortvivlet, men jeg mobiliserer mine sidste kræfter og får med hjælp af et klip (med en sløv saks) presset min prinsesse ud. Klokken er 13.05 den 7. februar.
Hun er desværre lidt sløv, så hun ryger næsten direkte over og bliver suget af en børnelæge. Der går nogle minutter, inden jeg får hende over, og hvor er det dog bare det mest fantastiske i verden. At ligge der med sit smukke barn efter en rigtig hård kamp!
Nu venter jeg mit andet barn til april, og jeg glæder mig til hele graviditeten og faktisk også til fødslen. Det skal gå problemfrit næste gang!
22-10-2003
|
© 1999-2025