Skrevet af Astrid
Under hele min graviditet var jeg underligt nok overbevist om, at jeg skulle føde før tiden. Min termin var sat til 2/5, men allerede ved juletid var jeg så stor, at folk begyndte at sige, at "der er da ikke langt igen".
I midten af marts blev jeg beordret i seng på grund af blødning og plukkeveer, som var forårsaget af blærebetændelse. Og der lå jeg så og rugede på min guldklump med den tanke, at nu gik der nok ikke så lang tid, før vi så hinanden. Det skulle dog vise sig, at vi var to om at bestemme den sag!
I midten af april fik jeg lov at stå op, for nu var der jo kun et par uger til terminen, så det var jo ingen katastrofe, hvis fødslen gik i gang. Det gjorde den bare ikke.
Da vi nåede hen omkring terminsdagen, havde jeg taget 30 kg på og sov i intervaller af max. 20 minutter. Så vågnede jeg, fordi jeg enten havde krampe eller halsbrand.
Den 1/5 havde jeg en tid hos lægen. Jeg havde gået til regelmæssige kontroller den sidste måned på grund af mistanke om svangerskabsforgiftning. Men den morgen kunne hverken lægen eller jeg få den lille til at bevæge sig. Hjertelyden var fin, men der var ingen bevægelse overhovedet, lige meget hvor meget vi puffede til den stakkels baby!
Vi blev enige om, at jeg skulle til Skejby for at blive scannet. Alt viste sig heldigvis at være i den skønneste orden, og jeg blev meget glad for lægens ord: "Der er meget barn og ikke så meget mor". Det luner, når man har taget 30 kg på!
Dog blev jeg en anelse bekymret, da han sagde, at barnet vejede over 4 kg, og der var ingen tegn på, at jeg ville føde indenfor den næste uges tid! Jeg forestillede mig selvfølgelig, at barnet var kæmpestort, og om natten drømte jeg, at jeg fødte et barn, som kunne sidde selv og spise med ske!
De næste to uger fik jeg det dårligere og dårligere psykisk. Nu kunne jeg næsten ikke klare at være gravid længere. Dagene gik med lange tudeture med armene om min mand, og hvis ikke han var hjemme, om hunden. Når jeg ikke græd, sad jeg og kiggede ud i luften. Jeg kunne ingenting holde til.
Onsdag den 14/5 havde jeg en tid hos min jordemoder, og jeg håbede, at hun ville henvise mig til en igangsættelse. Fredag den 16. var en helligdag, så hun mente, at jeg skulle vente til om mandagen!
Jeg gik hjem og tudede et par timer og tog så til lægen for at få taget endnu en blodprøve. Min læge var heldigvis mere forstående, end jordemoderen havde været. Og med bemærkningen "hvis du ikke føder i denne uge, kan vi lige så godt indlægge dig på psykiatrisk hospital i Risskov direkte fra fødegangen", fik hun aftalt en tid til mig på svangreambulatoriet næste morgen.
Endelig skulle jeg føde! Troede jeg. På svangreambulatoriet fik jeg nemlig at vide, at de havde for travlt på fødegangen til at tage imod mig, så jeg skulle vente til fredag morgen. Til gengæld ville de så sætte mig i gang på trods af, at det var en helligdag.
Lægen vi talte med kunne dog godt se på min mand, at det ikke var det, vi havde håbet på. Han var helt hvid i hovedet af raseri! Så hun tilbød at løsne hinderne. Det tog vi imod, og så tog jeg ellers hjem og tudede igen.
Om natten vågnede jeg som sædvanlig ved 2-tiden, fordi jeg havde krampe og halsbrand, så jeg gik op og tog et brusebad. Da jeg kom ned igen, fik jeg pludselig en ve. Og 10 minutter senere fik jeg en til! Jeg vækkede min mand, som dog ikke rigtig troede på mig til at starte med. Det var jo først kl. 8, jeg skulle op og føde!
Veerne blev hurtigt regelmæssige. De varede ca. 1 minut og kom med 5 minutters mellemrum. Så kl. 6 tog vi afsted til fødegangen. Jeg blev undersøgt og var meget tidligt i fødsel. Vi fik valget imellem at tage hjem eller få en seng at hvile i og et par Panodiler, og vi valgte, at vi helst ville blive, da vi havde langt hjem.
Kl. 8 fik jeg en "cocktail" bestående af to Panodiler og en slumrepille, og hele formiddagen lå jeg så og døsede imellem veerne, som efterhånden blev stærkere. Kl. ca. 11 ringede vi på jordemoderen, nu måtte der godt ske noget andet. Jeg blev undersøgt igen og var ca. 6 cm åben. Jeg kom i brusebad og stod der ca. en time. Herligt!
Fordi jeg var gået så langt over tiden, skulle der holdes lidt ekstra øje med barnet, så det blev besluttet, at der skulle sættes en elektrode på hovedet af den lille. Det var meget ubehageligt, både fordi det gjorde ondt på mig, og fordi jeg vidste, at det gjorde ondt på den lille.
Da elektroden var sat fast, kom jeg i badekarret. Det var skønt at ligge og flyde! Desværre blev veerne lidt svagere af det, så kl. ca. 15 kom jeg ind på fødestuen igen. Jeg var 8½ cm åben. Jordemoderen skubbede det sidste væk med hænderne, og kl. ca. 16 begyndte jeg at få presseveer. Desværre var de ikke så stærke, for jeg var udmattet efter 14 dage næsten uden søvn. Der blev lagt et ve-drop, og efterhånden som der blev skruet op, begyndte pressetrangen for alvor at melde sig.
Da jeg endnu ikke havde født kl. 17.15, og hjertelyden dykkede i slutningen af hver ve, blev der tilkaldt endnu en jordemoder, og de begyndte at snakke om at tage barnet med sugekop. På trods af, at jeg var meget træt, blev jeg også meget stædig. Nu skulle jeg nok vise dem, at jeg selv kunne føde mit barn! Og ærlig talt skræmte tanken om koppen mig også lidt. Så næste gang jeg fik en ve, pressede jeg så hårdt, at jeg fik næseblod af det! Det hjalp. Nu kunne min mand se, at barnet var mørkhåret.
Jordemoderen mente dog stadig, at der skulle bruges kop, men NEJ, jeg kunne selv. Vi blev enige om, at skete der ikke noget inden kl. 18, så blev koppen taget i brug. Så kl. 17.58 fødte jeg min datter. En smuk lille pige på 53 cm og 3.770 gram. Hun kom straks op på min mave, og hendes far klippede navlestrengen.
Sigrid var perfekt på alle måder og havde klaret den lange presseperiode godt. Hun var helt fri for fosterfedt og MEGET sulten. Jeg var derimod revnet i begge sider af skeden og i mellemkødet og skulle sys. Men jeg mærkede næsten ikke stingene, for jeg havde travlt med at kigge på min dejlige datter.
Efter 4 timer kom vi på patienthotellet, og det var bare SÅ dejligt. Dagen efter spurgte min mand mig, om det havde været hårdt (dumt spørgsmål!). Selvfølgelig var det hårdt. Men allerede den gang var jeg klar til at føde igen med det samme, hvis resultatet var lige så vidunderligt. Graviditeten derimod venter vi lige et par år med at tage om igen.
04-11-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025