Skrevet af Heidi
Da jeg mødte min mand, var jeg straks klar over, at ham ville jeg have børn med. Kort efter vi mødte hinanden, begyndte vi at snakke om det. Vi blev enige om at prøve, og vi havde da også fundet to navne, der ville passe, alt efter om det blev en dreng eller en pige. Anna og Emil skulle det være.
Nå, vi prøvede så i et godt stykke tid, og jeg begyndte at frygte, at jeg ikke kunne få børn, da der ikke skete noget. Min mand kunne jo godt, for han havde en datter i forvejen.
Jeg snakkede med lægen om problemet, da jeg muligvis var steril på grund af tidligere sygdomme i underlivet. Hun mente, jeg skulle tænke lidt mere over det, før vi gik i gang med det helt store.
Jeg havde tænkt men ønskede ikke at gå igennem alle de hormonbehandlinger. Derfor kontaktede jeg en helsekostforretning for at finde en løsning. Her forklarede hun om en kur, man kunne tage, som bestod af flere forskellige naturpiller.
Det var rigtig dyrt, og jeg tog pillerne i ca. 2 måneder uden resultat. Ja, jeg var nok lidt utålmodig og ville heller ikke bruge flere penge på det. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke blev gravid, var der nok en mening med det. En måned efter var jeg gravid.
Jeg troede, det var løgn, da jeg tog testen. Men ganske rigtigt, der var to blå streger. Min mand grinede af mig, da jeg lige ville tage en test mere bare for en sikkerheds skyld. Jeg ringede straks og fortalte det til mine forældre, og det var første søndag i advent.
Så begyndte der en tid med ekstrem kvalme, så jeg næsten ikke kunne slæbe mig ud af sengen. Jeg blev bange for, at jeg ikke kunne gennemføre mit bryllup, som skulle foregå i min 4. måned.
Kvalmen forsvandt dog heldigvis meget tidligt før brylluppet. Jeg havde en lille mave men kunne sagtens passe kjolen, som var blevet købt, før jeg var blevet gravid. Det blev en skøn dag.
Maven eksploderede efter brylluppet. Den voksede og voksede som aldrig før. Jordmoderen syntes, det så fint ud, så jeg bekymrede mig ikke.
Da jeg var i uge 21, skulle jeg kontrolscannes, og jeg glædede mig rigtig meget. Min mand havde taget fri for at være med til den store oplevelse. Vi havde bestemt os til, at hvis de kunne se kønnet, ville vi gerne vide det.
Lægen var utrolig sød, og han gik i gang med at scanne mig. Min mand stod op og kiggede med. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad der var hvad på billedet, men jeg sagde ikke noget. Min mand derimod havde været med til scanninger før og spurgte lægen, om der ikke var noget galt.
Lægen rømmede sig og sagde: "Nej, der er ikke noget galt. Der er et hoved der og et hoved der". Min mand sank lidt og tog en stol og satte sig ned. "Vil det sige, det er tvillinger?", spurgte min mand. "Ja", sagde lægen.
Tårene begyndte at trille på mig, og jeg begyndte at grine hysterisk. Lægen scannede for at se, om han kunne se, hvilke køn det var. Han mente, det var en dreng og en pige.
Vi gik derfra meget kuldret. Jeg skrald-grinede det meste af dagen, og ingen af vores forældre troede på os, for det virkede så uvirkeligt. Men da de havde set scanningsbilledet, var der ikke så meget at diskutere.
Resten af min graviditet forberedte vi os på den store omvæltning. Vi havde en meget lille lejlighed, for pengene var små. Så det blev en omrokering af vores værelser.
Da vi begyndte at nærme os juni, havde vi næsten alt klar. For når man venter tvillinger, kommer de tit meget før tiden, og så skulle alt jo være klar. Jeg havde termin den 11/8, men jeg skulle sættes i gang ca. to uger før, som man gør med tvillingefødsler.
Da vi nåede midten af juni, begyndte jeg at få veer, men jeg vidste ikke, det var veer, før jeg blev kontrolleret af en jordemoder.
Jeg blev indlagt på Kolding Sygehus til aflastning og fik stoppet veerne med et drop. Der lå jeg så en uges tid og fik så lov til at komme hjem igen. På sygehuset havde jeg fået to indsprøjtninger med lungemodner, hvis de nu næste gang ikke kunne nå at stoppe fødslen.
Inden jeg fødte, nåede jeg at være indlagt to gange mere på sygehuset. Den sidste gang havde jeg fået svangerskabsforgiftning, og de troede ikke, at børnene havde taget på de sidste 3 uger. Så nu skulle de ud.
De blev taget ved kejsersnit, og jeg var vågen under hele operationen. Min mand var helt hvid i hovedet, så da børnene var hevet ud, gik han med op på neonatal afdelingen til dem.
Det blev en Anna og en Emil, og de blev født 5 uger for tidligt. Anna vejede 2.118 gram, og Emil vejede 1.848 gram, så de var nogle små størrelser.
Tiden på neonatal afdelingen var hård. Børnene lå i varmeskabe, og det var svært at forstå, at det var ens egne børn. Jeg lå på barselsgangen, og det var svært at se på de andre mødre med deres børn, når jeg nu ikke kunne havde dem hos mig, og de skulle være på en helt anden afdeling.
Vi var indlagt på sygehuset i 16 dage efter deres fødsel, og så fik vi lov til at komme hjem. Det var simpelthen lykken at komme hjem og nyde børnene. I dag er de nogle dejlige fedtklumper, som er glade for livet.
05-11-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025