Skrevet af Mette
Hvornår det hele startede, er jeg ikke sikker på, men det hele fik da en lykkelig slutning.
Jeg havde det ikke så godt om lørdagen, havde lidt ondt og blev meget hurtigt træt. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at noget var ved at ske, men jeg regnede med, at der først skulle gå en dag eller to.
Jeg vågnede natten mellem lørdag og søndag kl. 2 med veer. Der var 5 minutter imellem dem, men jeg sagde til mig selv, at der ikke var nogen grund til at vægge Nicolai. Jeg kunne ikke sove, faldt lidt hen mellem veerne, skulle tisse konstant og prøvede på ikke at klage mig, for at Nicolai ikke skulle vågne. Han havde været på arbejde og fortjente sin søvn, tænkte jeg.
Jeg havde hele tiden den tanke i hovedet, at jeg havde god tid. Kl. 3 vågnede Nicolai og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg prøvede at berolige ham og få ham til at sove igen, men han lugtede lunten.
Jeg troede, at vandet var gået, og da han fik det at vide, kunne han heller ikke sove. Han fik mig til at ringe til fødegangen, hvor jeg snakkede med en meget sød jordemoder. Hun beroligede mig og sagde, at jeg selvfølgelig bare skulle ringe, hvis det ændrede sig.
Kl. 3.30 blødte jeg lidt, og veerne var ved at blive alvorlige. Vi ringede igen, og jordemoderen sagde, at det var meget normalt, men at vi var velkomne til at kigge ind. Nicolai og jeg diskuterede, om vi skulle gøre det, og vi endte med at tage afsted bare for at få lidt ro i kroppen.
Vi tog afsted til Holstebro Sygehus og mødte jordemoderen i elevatoren. Vi ventede i ganske kort tid, før jeg blev undersøgt. Til min store overraskelse var jeg 8-9 cm åben og blev straks vist ind på en fødestue.
Vi var kommet ind kl. 4, og kl. 5 tog de vandet for at lette presset. Vandet var lidt grønt, så de satte en diode på barnets hoved. En ½ time senere faldt dioden af og måtte sættes på igen. Jeg skulle drikke isvand, da hun sov, og det kolde vand ville vække hende. Kl. 5.45 fik jeg de første presseveer, hvilket var en lettelse i forhold til veerne.
Kl. 6 kiggede jeg på uret og tænkte, at nu bliver det ikke før kl. 8. De første 9 cm var jo gået stærkt, men den sidste kant ville ikke forsvinde, og barnets hoved stod forkert, så jeg fik et vedrop kl. 7.30. 10 minutter senere var kanten væk, og jeg fik ordre på at presse. Jeg fik ilt og tænkte kun på, at nu skulle barnet ud.
En narkoselæge og overlægen var tilkaldt. Narkoselægen til at suge barnet, overlægen til at sætte en kop på, hvilket til min store forbavselse gjorde ondt. Koppen nåede kun lige at blive sat på, så var hun ude. Narkoselægen sugede hende, da hovedet var født, og igen da hun var helt ude.
Der var på dette tidspunkt 4 mennesker udover os og masser af maskiner, og det hele var lidt overvældende. Jeg kiggede på Nicolai, som sad med hovedet i hænderne. Jeg troede, at han skulle besvime, men han sagde, han havde det fint.
Vores lille pige var helt perfekt, vejede 3.835 gram og var 54 cm lang. 5 minutter efter fødslen fik hun topkarakter og blev lagt op på min mave. Vi blev på fødestuen 1 time, før vi blev overflyttet til barselsgangen, hvor vi lå 4 dage. Hun er en dejlig stor nem pige, som vi elsker over alt på jorden.
10-11-2003
|
© 1999-2025