Skrevet af Rikke, 27 år
Jeg blev gravid med Noah i slutningen af august 2002. Jeg havde lige smidt mine p-piller og havde ikke engang nået at få min første menstruation, før graviditetstesten viste 2 røde streger.
Klokken var 5.30 om morgenen, da jeg tog testen, fordi jeg skulle møde på arbejde kl. 07.00. Først viste testen ingenting, og jeg nåede lige at tænke, at det var for ærgerligt, da der pludselig viste sig antydningen af en rød streg i kontrolfeltet.
Jeg løb ned og vækkede min kæreste Lars, som var helt rundt på gulvet. Jeg spurgte ham: "Kan du se en rød streg her". "Der er helt sikkert en rød streg", svarede han, selvom den var svag. Vi var selvfølgelig lysvågne nu og fuldkommen lykkelige.
De første måneder havde jeg konstant kvalme og kastede meget op. Kvalmen aftog omkring uge 14, og derefter fulgte en tid, hvor jeg bare havde det godt. Omkring uge 25 begyndte jeg at have rigtigt mange plukkeveer, og da jeg desuden havde pletblødning og bækkenløsningssymptomer, blev jeg sygemeldt i uge 28.
Efter jeg blev sygemeldt, aftog smerterne i bækkenet, og plukkeveerne forsvandt næsten fuldstændigt. Jeg var sikker på, at jeg skulle føde før tid - men sådan skulle det ikke være.
Da jeg nåede min terminsdato 03-06-2003, var jeg helt desperat af længsel efter mit barn. Jeg havde kroppen fyldt med vand og trængte SÅ meget til at føde. Jeg var lykkeligt uvidende om, at min fødsel skulle komme til at tage 37 timer og 16 minutter.
5 dage over tid fik jeg vandafgang kl. 03.30. Jeg vågnede som så mange nætter ved, at jeg skulle tisse. Da jeg sad på toilettet, kom der et underligt skvulp ud af mig, som jeg først troede var urin. Da jeg kom ned i sengen igen, mærkede jeg et skulp mere, og så var sengen gennemblødt. Jeg fløj ud af sengen og kiggede i mine trusser. Jo den var god nok - masser af klart fostervand.
Jeg vækkede Lars og hviskede: "Vi skal være forældre, mit vand er gået". Vi var spændte og stod ud af sengen. Lars ringede til fødegangen, da jeg var for ophidset til at gøre det. Vi fik besked på at komme ud til et tjek.
Kl. 04.15 ankom vi til fødegangen. Her fik jeg kørt en CTG, som viste, at alt var i orden. Jeg havde ikke veer endnu, og livmoderhalsen var 2 cm lang. Vi fik besked på at tage hjem og afvente veer. Vi gik hjem hånd i hånd og talte om, hvor mærkeligt det var, at vi nu skulle være forældre. Da vi kom hjem, kunne vi selvfølgelig ikke sove, så vi lå bare og småblundede lidt.
Kl. 07.30 startede de første småveer. De føltes lidt som menstruationssmerter og kom meget uregelmæssigt. Faktisk var jeg lidt i tvivl, om det nu var veer. Vi stod op og fik morgenmad, og jeg lå herefter på sofaen for at samle kræfter. Jeg fik fat på min familie og fortalte, at nu startede det. De var selvfølgelig vildt spændte allesammen.
Mine veer fortsatte med at være få og korte, så op ad eftermiddagen gik Lars og jeg en tur ned på havnen og spiste en is, da vi håbede, at en gåtur kunne sætte veerne i gang. Der skete ikke rigtigt mere, før sidst på eftermiddagen, hvor veerne begyndte at tage til og bide lidt mere. Da først veerne var gået i gang, blev de hurtigt meget voldsomme.
Jeg kunne ikke holde ud at ligge ned, men travede rundt. Lars trykkede mig på lænden, hver gang jeg fik en ve. Klokken 18.00 kom veerne med mellem 2 og 5 minutter og varede ca. 45 sekunder. Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme mere, så vi tog ud på fødegangen igen, hvor vi var ca. 19.15.
På fødegangen fik jeg at vide at jeg kun havde åbnet mig 1 finger. Jeg fik tilbudt akupunktur, men efter den første nål i foden, nægtede jeg dette. Det gjorde ondt nok i forvejen, syntes jeg.
Jeg fik tilbudet om at blive eller tage hjem, og Lars og jeg besluttede, at vi hellere ville være derhjemme. Da vi kom hjem, blev mine veer hurtigt værre. Jeg kunne ikke holde smerten ud, og kl. 23.00 var vi atter på vej til fødegangen.
Vi gik derhen, selvom jeg havde veer hvert 2. minut. Jeg kunne nemlig kun holde til at stå og gå, og tanken om at sidde i en taxa var udelukket. For hver ve stoppede vi op. Jeg lænede mig op ad husmurene, og Lars trykkede mig hårdt på lænden for hver ve. Vi må have være noget af et syn for de forbipasserende den aften.
23.40 ankom vi til fødeafdelingen. Jeg havde stadig veer hver 2.-3. minut. Jeg var nu 3 cm åben. Vi aftalte, at jeg skulle have et klyx for ikke at være besværet af afføring undervejs. Det er for f.... ikke sjovt at være på toilettet samtidig med, at man har veer.
På fødeafdelingen begyndte mine veer desværre at aftage i styrke og interval. Kl. 00.20 kom de kun med 5 minutters interval. Jeg sad i en stol på fødestuen under disse veer, som ikke længere gjorde særligt ondt, mens Lars var dejset om på fødebriksen af træthed.
Jeg ville gerne i karbad og aftalte dette med jordemoderen. I karret begyndte mine veer at aftage mere og mere. Kl. 02.00 sagde jordemoderen, at veerne var aftagende, fordi min krop var udtrættet efter næsten et døgns veer. Jeg var stadig kun 3 cm åben, hvilket jeg blev noget fortvivlet over, da der ikke længere var fremskridt i fødslen.
Jordemoderen syntes, at min krop havde brug for hvile, og jeg blev derfor ovetalt til at få smertestillende (pethidin), sovemedicin og noget vehæmmende. Jordemoderen fandt en drømmeseng til Lars, og jeg kom op at ligge på fødebriksen, hvor jeg faldt til ro. Jeg kunne dog kun blunde lidt mellem veerne, da jeg stadig havde veer hver 5-6 minut.
Næste morgen var mine veer nærmest væk. Jeg var fortvivlet og ringede hjem til mor og far, hvor jeg grådkvalt fortalte, at jeg ikke havde født endnu. Kl. 08.00 kom jordemoderen ind på stuen. Lars og jeg fik lidt morgenmad, og jordemoderen fortalte, at min drøm om at føde i vand ikke kunne blive til noget, da jeg havde haft vandafgang i mere end 24 timer. Jeg var ca. 4 cm åben. Jeg skulle nu sættes i gang med vestimulerende drop.
Vedroppet blev sat op kl. 8.50, hvorefter jeg fik tiltagende veer. Kl. 10.00 var jeg begyndende forpint, og kl. 10.45 var jeg desperat af smerte. Jeg skiftevis sad eller gik rundt mellem veerne, som kom med korte intervaller. Af og til føltes det som om, at der slet ikke var pauser imellem. Hver gang jeg havde veer, måtte jeg op at stå op ad væggen, hvor Lars trykkede mig på lænden.
Ifølge jordemoderen ville det være godt, hvis jeg kunne ligge lidt ned. Men det kunne jeg slet ikke, da mine veer blev mange gange stærkere, når jeg lå ned. Jeg blev mere og mere desperat af smerte og fik lagt steriltvandspapler. Da de blev lagt, skreg jeg som aldrig før. De var meget værre end veerne. Smerten var så intens, så jeg bare skreg og skreg. Jeg vil ikke anbefale steriltvandspapler for min værste fjende. De hjalp - men kun meget kort.
Kl. 12.00 var jeg så desperat af smerte, at jeg truede med at hive alle måleapperater af mig. Jordemoderen sagde, at det jo stadig ville gøre lige så ondt. Vi diskuterede, om jeg skulle have epiduralblokade. Jeg havde nu været 6 cm åben siden kl. 10.30 på trods af de meget stærke veer. Jeg ønskede bare at komme i vand - det er den bedste smertelindring for mig.
Kl. 12.15 fik jeg lov at holde pause med ve-droppet. Jeg kunne bare ikke mere. Så kom jeg ned i det store fødekar. Åhh hvor var det skønt. Mine veer blev i vandet lidt aftagende og kom med 8-10 minutters interval.
Fra kl. 13.00 tiltog veerne igen. Jeg var nu så træt, at jeg lå og sov mellem veerne. Jeg var meget forkvalmet og kastede af og til op. Jeg kunne end ikke tåle at drikke lidt vand.
Dette var det eneste tidspunkt, hvor jeg blev lidt træt af Lars. Han spiste nemlig en sandwich, og jeg sagde: "Jeg kan ikke tåle at se du spiser Lars!!!". Så gik han lidt væk. Lars var ellers fantastisk hele vejen igennem og tørrede min pande med en våd klud indimellem.
Klokken 13.40 blev jeg atter undersøgt indvendig, og nu var jeg 8 cm åben. Mine egne veer i vandet var mere afslappende end veerne fra vedroppet, og alligevel havde jeg åbnet mig 2 cm på 1½ time. At ligge i vandet var det bedste ved fødslen overhovedet.
Kl. 14.40 var jeg 8-9cm åben. Veerne kom nærmest oven i hinanden. Jeg beordredes op af vandet, hvor jeg atter blev nød til at blive spændt fast til det vestimulerende drop.
Kl. 15.15 kom jeg op at ligge i sideleje på fødebriksen for at åbne mig det sidste. Det var fuldstændigt uudholdeligt for mig. Jeg skreg Lars' navn og var i ægte rædsel for at dø, hvilket jeg også skreg. Inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg ikke skulle dø, jeg havde bare så ubeskriveligt ondt.
Jeg skældte ud på jordemoderen og sagde, at jeg måtte op, og at jeg ikke kunne klare det. "Bare en ve mere Rikke her på briksen", sagde jordemoderen og fik mig på denne måde til at blive liggende. Jeg sagde til jordemoderen, at hun ikke måtte skrue mere op for droppet, men det gjorde hun alligevel.
Kl. 15.45 begyndte babys hjertelyd at falde sammen med veerne. Det næste har jeg mest fået fortalt fra Lars, for jeg var selv alt for langt væk i smerter til at opfatte så meget. Jeg havde veer med 2-3 minutters interval. På grund af den faldende hjertelyd kaldtes afdelingsjordemoderen ind på stuen, og jeg fik ilt.
Jeg knuede Lars' hånd, mens han pressede iltmasken ned over næsen på mig. Jeg følte, at jeg blev kvalt af masken og forsøgte at undslippe den. "Pust først ud Rikke, så kan du du få vejret i masken", sagde Lars.
Kl. 16.25 fik jeg begyndende pressetrang. Kl. 16.28 var babys hjertelyd vedvarende for lav, og de frygtede for, at den lille havde iltmangel. Hjertelyden var nede på omkring 50-60 slag i minuttet.
Den vagthavende læge tilkaldtes. Jeg forstod godt, at noget var galt, fordi der var så mange mennesker omkring mig, og derfor klynkede jeg: "I må hjælpe mig, I må hjælpe mig". "Det skal vi nok", svarede jordemoderen.
Jeg havde nu ikke ondt længere, men følte kun den befriende pressetrang. Nu skulle det gå stærkt med af få baby ud. Jeg blev derfor bedøvet forneden og blev klippet, mens vagthavende læge satte en sugekop på babys hoved. Jeg pressede godt, kunne jeg mærke.
Over 2 presseveer hjalp vagthavende med at trække, og lille Noahs hoved forløstes. Jeg pressede ham dernæst ud i næste presseve. Ifølge jordemoderen kunne jeg sagtens have født ham selv, hvis hjertelyden ikke var faldet.
09-06-2003 kl. 16.46 fødtes mit dejlige drengebarn på 3.470 gram og 52 cm. Han blev lagt på min mave. Jeg syntes han var helt blå, men det var helt normalt. Jeg kiggede på Lars, som havde tårer i øjnene. Han har aldrig før grædt, mens vi har været sammen, så jeg blev noget chokeret. Men Lars havde nået at frygte for lille Noahs liv på en anden måde end jeg, fordi jeg var så langt væk, da det hele blev kritisk.
Vi var så lykkelige begge 2 for vores lille velskabte søn, som fik 10 i apgarscore efter 1, 5 og 10 minutter. Kl. 16.57 fødte jeg moderkagen uden problemer. Jeg blev syet, og Lars og jeg fik derefter et øjeblik alene med vores lille elskede søn, som vi syntes var det smukkeste, vi nogen sinde havde set. Nu er vi forældre til en søn på 3 måneder, og det er bare fantastisk!!!
11-11-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025