Skrevet af Christina, 24 år
  Den 24. december 2002 tog jeg en graviditetstest. Hm... Hvis jeg stod på hovedet med en finger i øret og mit venstre ben i en 30 graders vinkel, kunne jeg svagt ane en streg ved siden af kontrolstregen.
Jeg kaldte på Stefan, min kæreste, og glad, forvirret og varm i kinderne gik vi op til Stefans familie, som vi holdt jul sammen med, begge fortumlede over vores lille hemmelighed. Det var meget uvirkeligt. Efter et halvt år med begge ben i vejret, var vi blevet gravide. Sikken en julegave.
Min graviditet forløb meget fint, og jeg havde masser af energi og overskud næsten hele vejen. Ja, så sent som i 32. uge var jeg på vandretur på Æbleø, en lille tur på 15 km, hvoraf 4 km var igennem knædybt vand.
2 uger før terminen, som var den 7. september, fik jeg modningsveer, og da jeg var til jordemoder, sagde hun "Tillykke, så er du jo faktisk i fødsel, du kommer nok ikke til at gå weekenden over". Fuldstændigt rundt på gulvet tog jeg hjem og pakkede min taske. Nå men så skulle jeg nok ikke lave nogen planer... Troede jeg.
Men tingene går jo ikke altid, som man forventer, og da jeg nåede min termin den 7. september, var jeg meget meget træt af at være gravid.
Der skete ikke noget den 8. eller 9. heller, så vi beslutede os til at ændre taktik. Hvis vi nu lavede en masse planer i stedet for at aflyse dem vi havde, kunne det jo være, der skete noget. Helt doven havde jeg dog ikke været. For at få tankerne væk fra, hvor mange dage, timer og sekunder jeg var gået over tid, tog jeg op på skolen og hjalp med at sy noget tøj til statsministerfruen.
Den 10. havde vi så inviteret gæster, og da de gik, sagde min veninde, som selv var i 34. uge, at jeg ville føde næste dag. Ja ja, det er da meget godt med lidt opmuntring, tænkte jeg, men mon dog.
Klokken 23 gik jeg så i seng. Dødsens træt og ingen veer, ikke engang modningsveer. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg nok blev den første i verden, der gik længere gravid end elefanterne. Men sådan skulle det dog ikke gå, for jeg vågnede klokken 01.00 og skulle tisse. Jeg kunne så konstatere, at min slimprop var røget, og da jeg 10 minutter senere atter besøgte toilettet, fordi jeg igen skulle tisse, var der også tegnblødninger.
Nå, tænkte jeg. Det var da den nattesøvn, for nu var jeg ret sikker på, at der nok snart skulle komme lidt gang i det hele. Med det i tankerne tog jeg så et bind på. Jeg bad Stefan om at lægge sig på sofaen og sove, for jeg ville måske få brug for ham til at tage tid, hvis der skulle dukke veer op i løbet af natten eller om morgenen.
Kl. 01.20 skulle jeg så tisse igen, men jeg havde en underlig fornemmelse, så jeg løb ud på badeværelset, og jeg var ikke nået mere end lige over dørtrinnet, da vandet bare fossede ned af benene på mig. "Stefan... Gider du ikke lige komme med telefonen".
Jeg ringede ud på fødegangen, for det skal man jo, og de spurgte, om fostervandet var klart, og da jeg bekræftede, sagde de, at jeg skulle lægge mig til at sove og komme derud næste formidag ved 11-tiden. Jeg fortalte, at min mor havde haft en hurtig fødsel men fik at vide, at som 1. gangs fødende skulle jeg nok ikke forvente det samme.
Jeg satte mig derfor for at skrive et par ord til mine dejlige veninder her på min terminsside (for sove kunne jeg nu ikke), men jeg blev afbrudt af "lidt" veer, som jeg fik Stefan til at tage tid på. Da jeg, efter hvad der føltes som en evighed, havde haft tre veer, sagde Stefan: "Så ringer vi til fødegangen og siger, at vi kommer nu". Det havde jeg nu ingen ambitioner om, for jeg havde fået besked på ikke at komme før ved 11-tiden.
Stefan blev så en smule hys og snakkede om, at hvis jeg ville gå glip at min fødsel, fordi jeg skulle skrive mail, så skulle han ikke blande sig, men han mente ikke, at det med klokken 11 gjaldt folk, der havde et minut lange veer hvert tredje minut.
Jeg ringede så ud på fødegangen igen, og mens sekretæren hentede en jordemoder, havde jeg endnu en ve. Da jordemoderen så kom, var veen lige ebbet ud. Hun spurgte, om jeg havde en ve, og jeg sagde ja, men at den var væk. Ja, så kunne jeg godt blive hjemme lidt endnu. Stefan protesterede højlydt i baggrunden, og vi fik at vide, at vi gerne måtte komme, hvis vi var mere trygge ved det.
Så vi tog ud på sygehuset og kom i et modtageværelse. Her blev jeg undersøgt af en jordemoder, der kunne konstatere, at jeg var i fødsel og derfor gerne måtte blive... Tak!
Hun fyldte så et badekar på en fødestue, for jeg havde ytret ønske om at føde i vand, men de ville ikke lige fylde karret med det samme, for så nåede vandet nok at blive koldt. Så jeg fik et lavement og fik lov til at kravle op i badekarret. Klokke var nu ca. 03.00.
Da jeg havde ligget der lidt, syntes jeg det begyndte at presse lidt, og jeg kunne ikke længere ænse andet end smerten, når jeg havde veer. Jeg spurgte, om det kunne passe, at jeg havde presseveer, men det mente jordemoderen nu ikke det kunne, for der var kun gået en time og et kvarter. Hun checkede hjertelyd, men tabte doptonen i vandet, så den hylede bare.
Mens hun gik ud for at finde en ny, kom jeg dog til (undskyld mit sprog) at skide lidt i vandet. Jeg stod straks op, og hun kom tilbage i det samme og sagde: "Jamen så har du jo presseveer". Hun ville gerne undersøge, hvor meget jeg var åben og genede mig op på briksen på alle fire, mens hun fyldte fødekarret. Det var da nok meget godt, for hun kunne ikke finde hjertelyden og måtte derfor sætte en indvendig elektrode på.
Jeg er meget glad for, at jeg allerede var oppe, for ellers var jeg nok kommet til at sige noget meget grimt. Men ak, jeg måtte ikke presse, for jeg var kun 7 cm åben, så jeg gispede og gispede som en hund i Sahara. Det var dog ikke så rart, så jeg begyndte at mumle om, hvilke smertestillende muligheder, hun kunne diske op med i en fart, og jeg fik så tilbudt lattergas.
Fem dybe åndedrag senere blev jeg ret sikker på, at det ikke lige var mig, for jeg glemte at gispe, og det var ikke rart. Men på den anden side var det efterhånden ret svært ikke at presse.
Hun fandt hjertelyd, og den var til alt held ok, så jeg fik lov til at kravle tilbage i karret. Hun undersøgte mig igen og konstaterede, at jeg nu (klokken 5) var 9 cm åben. Hun sagde, at hun lige ville skubbe den sidste cm livmoderhals væk, og at jeg så gerne måtte presse. Så det gjorde jeg.
Klokken 5.41 var vores dejlige Victor så født. En dejlig nem og hurtig fødsel, må man sige. Jeg nåede godt nok at revne lidt, men kun en slimhinde i skeden, og jeg slap med 6 sting.
Jeg må sige, at de ting jeg frygtede mest, såsom at få lavement og at revne, ikke var så slemt.
 Jeg tror faktisk, at jeg må sige, det værste ved det hele var, da vi kom over på patienhotellet et par timer senere, og Stefan sagde: "Jeg er bare så træt, jeg kunne stå op og sove", og det at Victor og vi fik 19 gæster den første dag.
Men det er ikke sidste gang, jeg prøver det. Jeg vil gerne have tre til, så nu må vi se.
26-11-2003
|
© 1999-2025