Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 GRATIS!  LÆS DET NYE "GRAVIDA" GRATIS

Læs den nye udgave af GRAVIDA - et GRATIS magasin til dig med alt om den positive graviditet og fødsel. Læs det gratis her
Da Malte blev født Da Malte blev født

Det tog ca. 23 timer, fra vandet gik, til Malte kom til verden.
 1350 

Skrevet af Lotte, 29 år

Tirsdag d. 17. juni - 6 dage før termin.

Jeg havde moslet rundt i haven og beskåret træer den halve dag, da min mor ringede fra Hovedbanegården og spurgte, om ikke jeg gav en kop kaffe!? Vild jubel!! Hun bor i England, og jeg havde ikke set hende siden jul. Hun skulle have været direkte over til min mormor i Odense men besluttede at besøge mig først. Hun havde kun set maven på billeder og var ved at revne af nysgerrighed!

Jeg hentede hende på stationen, og så gik dagen ellers med at sladre og ordne have. Jeg havde lidt jag i underlivet, som efterhånden blev lidt slemme, men det havde jeg haft i et par uger, så det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over.

Min veninde Eva kom på besøg, og vi grillede og hyggede alle sammen. Vi grinede lidt af mine jag, og da Evas veninde ringede og sagde, at nu havde hun veer og ville tage på Hvidovre, jokede vi med, at vi nok ville mødes derude.

Jeg vågnede kl. 01.30 og gik ud for at tisse. Jeg havde det ret skidt og tænkte "Åh, nej. Jeg har det som om, jeg er ved at få influenza, og jeg skal jo snart føde. Åh, nej". Jeg trissede ind i seng igen.

Kl. 02.00 slog jeg øjnene op, kiggede på uret og så gik vandet. Et varmt blødt skvulp! Hm! "Søde, vandet er gået! Vågn op Christian!!". Han blev noget forvirret og spurgte, om det var ambulancetid!? Jeg bad ham om HURTIGT at finde nogle håndklæder, for det løb jo ud af mig! Han har kontaktlinser og er sgu lettere halvblind uden dem, så det med håndklæderne måtte jeg selv ordne!

Jeg listede (det skal lige siges, at min mor sov på sofaen) ud på terrassen efter de skide håndklæder, smed dem ind på sengen og for ud på toilettet for at tage et bind på. Det med bindene fandt jeg hurtigt ud af var spild af tid. De blev gennemblødte i løbet af et øjeblik!

Jeg overbeviste min forvirrede kæreste om, at vi skulle prøve at sove lidt, og at det var tids nok at ringe til fødegangen om morgenen. Han faldt i søvn igen, men jeg kunne skisme ikke sove. Jeg lå og prøvede at huske alt, hvad jeg havde læst i diverse bøger om fødsler. Men jeg kunne ikke huske fra næse til mund. Tænkte bare på, at nu var det nu. Vi ville blive forældre inden to døgn...

Jeg begyndte at få veer kl. 02.30. De var svage men helt regelmæssige med 10 minutters mellemrum. Kl. 06 ringede jeg til fødegangen. Jordemoderen sagde, at jeg skulle ringe igen kl. 9, og at det lød lovende med de regelmæssige veer. Jeg lagde mig ned, og så gik veerne væk. Øv, men så fik jeg da sovet lidt.

Kl. 9 ringede jeg igen og aftalte, at vi skulle komme ud og blive tjekket, når vi havde været i bad og spist morgenmad. Veerne var tilbage med 5 minutters mellemrum, men de var meget svage. Jeg gik ind og vækkede min mor: "Vandet gik kl. 02 i nat, så vi tager på Hvidovre om et par timer". Tror aldrig jeg har set hende så overrasket før! "Min lille Lotte!".

På fødegangen fik jeg kørt en strimmel og blev undersøgt. Livmoderhalsen var udslettet,og jeg var 1 finger åben. Vi blev sendt hjem igen med noget antibiotika - fordi vandet jo var gået - og besked om at se tiden an. Hvis ikke der skete noget i det følgende døgn, skulle vi derind igen næste dag kl. 9 til igangsættelse.

Dagen igennem tog veerne mere og mere til, men de var hamrende uregelmæssige, og jeg regnede ikke med, at der ville ske noget i dette døgn. Øv! Jeg SMS'ede med veninderne indtil kl. 16. Så var det slut med overskudet. Veerne bed hårdere og hårdere, og nu blev de bare længere og længere. Næsten ingen pauser, og regelmæssighed var en by i Rusland! AV, AV, AV!!!

Min mor gik og skrev minuttallene ned. Min kæreste og hans ven var i gang med at sætte køleskab og vaskemaskine op. Jeg havde sendt dem ud for at købe det tidligere på dagen. Vi var jo lige flyttet ind, og det ville være rart at få det hele på plads, inden bebsen kom.

Min lillebror kom forbi for at se min mor. Så med huset fuldt sad jeg på en stol i haven i aftensolen og peb, hver gang der kom veer! (læs: Hele tiden!). Stakkels naboer - men jeg var da godt nok ligeglad!

Ved 19-tiden rykkede jeg indenfor (måske fik de andre mig derind - jeg larmede en del!), og nu græd og hylede jeg. Veerne varede mange minutter og pauserne få sekunder. Jeg troede sgu, at jeg skulle dø og bandede alle graviditetsbøgerne langt væk. Der stod, at man skulle bruge ve-pauserne til at slappe af og samle kræfter i. Grrr!! Hvilke pauser?!

Hele tiden havde jeg den tanke, at vi bare IKKE skulle tage for tidligt på Hvidovre - jeg skulle først af sted, når veerne blev regelmæssige. Kl. 20.15 blev det dog for meget, og min mor sagde, at NU kører vi altså! Jeg blev læsset ind på forsædet af en gammel transporter. Min mor ved siden af. Min kæreste omme bagi, og Jonathan (vennen) ved rattet. Min lillebror blev sat ud på terrassen for at få lov at spise færdig.

Jonathan er ikke kendt for at køre pænt og roligt, men med mig siddende ved siden af - hylende og prustende - kørte han SÅ forsigtigt! Vi nåede omsider derud, og jeg fik kantet mig ud af bilen. Min mor ville hente en kørestol, men det skulle jeg fandme ikke have noget af. Jeg ville bare ind og ligge ned og ikke stå og vente på, at hun skulle arrangere noget.

Kl. 20.30
I para 39+2. Henvender sig med hyppige tiltagende veer. Siven af klart let blodtilblandet vand. Ved ankomsten lange hyppige veer. Patienten meget forpint. Patienten trækker vejret dybt under ve.


En jordemoder kom os i møde, og vi blev vist ind i venteværelset, hvor der sad to andre piger - også med veer. Jeg kunne næsten ikke overskue at VENTE, og heldigvis kom jordemoderen da også straks efter, og vi småløb ind i undersøgelsesrummet. Hun troede vist, at jeg skulle føde NU, sådan som jeg hylede.

Hun undersøgte mig og sagde, at jeg stadig kun var 1 finger åben! HVAD?! Alle de onde veer, og så var der intet sket i 10 timer?! Hun ville køre en strimmel på mig, og derefter skulle jeg ind og slappe af på noget morfin. Hun spurgte ikke engang, om jeg ville have det - hvis jeg ikke fik slappet af NU, ville jeg ikke have kræfter til at føde mit barn! Jeg tog imod med kyshånd!

Foster i HS. Caut fast i bækkenindgangen. Fosterskøn >4000g. Collum udslettet. Åben 1 finger. Stramt caput fast i bækkenindgang, der ses ingen siven af vand, men klart blodtilblandet vand i bindet. M.h.p. morfin påsættes CTG.

Kl. 21.15
Patienten kaster op. Meget forpint. CTG meget svær at køre, da pt. er meget urolig. Viser dog normal basislinie og variationsbredde.


Jordemoderen spurgte, om ikke jeg kunne ligge stille på briksen i et kvarters tid, mens jeg fik kørt strimmel - hvad troede hun selv?! Jeg kunne slet ikke være nogle steder! Jeg væltede rundt, mens min mor og Christian skiftedes til at holde mig. Jeg brækkede mig og bandende og svovlede. Jeg var lige ved at besvime flere gange, men de rev mig op igen. Argh, jeg ville bare VÆK!

Jordemoderen havde store problemer med at få bælterne til at blive på min mave og derved få et resultat på CTG'en, hun kunne bruge. Hun blev ved med at sige, at vi snart var færdige. Men jeg synes, det varede for evigt! Jeg fik også lidt skældud, da jeg greb ud efter noget at støtte mig til. Det var nemlig CTG'en. Ikke så godt, hvis den røg på gulvet!

Endelig var det nok, og jeg blev slæbt ind på en modtagelsesstue og fik et skud morfin! Åh lykke, nu måtte det jo blive til at holde ud.

Jeg blev puttet i seng og lå så og ventede på, at morfinen skulle begynde at virke. Veerne var MEGET kraftige, og jeg blev ved med at sige: "Det virker ikke - hvorfor virker det ikke?!". Men efterfølgende har jeg fået at vide, at jeg var helt væk i ve-pauserne, så det virkede...

Jeg kan huske, at jordemoderen (en ny) bad mig om at komme ud på gulvet, at vende mig på siden og i det hele taget snakkede med mig UNDER veerne! Hvilket svar havde hun forventet?! Jeg snerrede, at det kunne jeg sgu ikke, og at hun skulle vente, til veen var ovre. Møgkælling. Hun skældte også min mor og kæreste ud for at rode med deres ting, men det gjorde de ikke!

Efter 1 time og 40 minutter undersøger hun mig og siger, at jeg nu er 9 cm åben og godt må begynde at presse, hvis jeg har lyst. Så kan jeg bedre forstå, at veerne gjorde forbandet ondt gennem morfinen. Mange centimeter på meget kort tid.

Hun siger, at jeg skal gå med ned på fødestuen, men jeg snerrer, at jeg skal KØRES - jeg kan sgu ikke gå. Min mave gør sindsygt ondt, og jeg kan kun ligge på ryggen. Jeg kigger på uret over døren. Den er 23, og jeg tænker: "Pyha, jeg når at føde inden midnat, nu er det snart slut!".

Mens jeg bliver kørt ned af gangen til fødestuen, er presseveerne i gang, og jeg RÅBER - ikke skriger, men RÅBER! Inde på fødestuen siger min sure jordemodern, at hendes mand sidder i bilen og venter, og hun smutter nu. FINT! Jeg siger ikke engang farvel.

Min nye jordemoder er bare den SØDESTE. Hun er lidt ældre end mig og dejlig rolig. Jeg er nu helt klar i hovedet mellem presseveerne, og når de kommer, prøver jeg at presse med, men kan ikke finde teknikken. Hun hjælper mig op på alle fire, så babyen kan komme længere ned. Jeg kan dog ikke få mig selv til at presse i den stilling, så jeg må ned på ryggen igen halvt siddende.

"Tag fat i benene. Hagen i brystet og albuerne ind og så PRES!!". Uh, nu virker det! Jeg kan mærke, at der sker noget nu, at babyen flytter sig! Det gør SÅ ONDT, og det er en enorm overvindelse at få sig selv til at presse og derved påføre sig selv denne SMERTE!

Kl. er nu 24, og jeg siger glad, at nu bliver "den" født den 18. Skønt, jeg har også fødselsdag den 18. (marts), og det er sådan et pænt tal. Jeg er helt lettet over, at det ikke blev den 17. Grimt tal. Underlige tanker at have midt i fødslen.

Jeg presser og presser, men det går meget langsomt, og hjertelyden dykker lidt. Jordemoderen sætter en elektrode på babyens hoved, så hun kan holde øje med den. I endnu en ve-pause opdager jeg en edderkop på væggen, snakker om den og vi griner. Jeg er helt høj og meget træt nu. Jordemoderen vil have, at jeg presser mindst 4 gange på en presseve - åh, hvor er det hårdt! Jeg piver, at jeg ikke kan mere, men presser så som død og helvede, mens jeg BRØLER!

Endelig er hovedet så langt nede, at jeg nu får at vide, at der ikke er langt igen. Nu gør det endnu mere ondt. Jeg føler, at jeg vil flække, hvis jeg presser mere. Babyen står med baghovedet ude, og jeg er helt spilet ud! Jeg føler efter med min hånd og kan mærke det lille hoved! Det er SÅ vildt!

Jeg presser, alt hvad jeg kan, og babyens hoved er nu halvt ude. Veen stopper, og jeg kan ikke presse mere. I flere minutter sidder hovedet bare der, og det svier og brænder som aldrig før. Jeg græder og kan slet ikke holde det ud. Jordemoderen siger, at i næste ve er hovedet og måske hele babyen ude - men det gør så ondt, at jeg ikke kan mærke, når veen kommer.

Pludselig er pressetrangen der, og så skal den sgu UD! Hovedet er nu helt ude, og babyen suges i mund og næse. I næste ve (kan ikke huske den næste, for nu var det værste ovre) kommer hele kroppen ud. Det føles som en brændende varme - en god én! Og så er al smerte VÆK! Verden er en anden - hele "fødselsfilmen" er slut, og det første jeg udbryder er: "Det er en DRENG?!" (havde næsten overbevist mig selv om, at det var en pige).

Han bliver lagt op på mig mave, og jeg siger: "Gud hvor er han stor". Han begynder at skrige, det lille pus, og han græder faktisk ret meget, synes jeg. Han er fin lyserød, undtagen de små fingre og tæer. De er lidt blå. Han har meget fosterfedt på sig, og det ene øje har en ordentlig klat. Det får vi lov at fjerne, så den stakkels dreng kan åbne øjet. Jeg bliver syet. Er heldigvis kun sprunget ganske lidt og slet ikke i mellemkødet!

Vi sidder bare der og kigger på ham. Så lettede og så lykkelige. Vores barn. Det er ikke til at forstå. Min kæreste giver ham tøj på, og han bliver lagt til for første gang ca. 15 minutter gammel. Han sutter flot, og jordemoderen siger, at jeg er en sej pige, og at jeg havde gjort det godt!

Jeg havde presseveer i næsten 2 timer og har fået propper i ørene af alt det presseri. Jeg hører faktisk rigtig dårligt. Fødslen har taget ca. 23 timer, fra vandet gik. Det lille pus har fået et stort blåt mærke på baghovedet af at blive presset så meget.

Vi får brød og te og sidder og sunder os en times tid. Kl. 02 kommer jordemoderen tilbage og vejer og måler ham. 53 cm og 4.200 gram. En dejlig bassedreng.

Den dejlige dreng hedder Malte og er i dag en højt elsket god solid baby på 3 måneder og 8 kg.

27-11-2003

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags





På BabyFree.dk kan du få en lang række gratis ting til dig og dit barn.

 BabyFree.dk





Skal du gå til apa? Apa er kurser omkring fødslen og tiden efter. Se vores store udvalg af kurser med mange temaer bl.a. babymotorik og babyrytmik.

 apa - København





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn






GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2020

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Facebook