Skrevet af Dorthe
Min dejlige lille Mathias kom til verden for snart 1 år siden, og det var ikke den nemmeste fødsel. Det havde jeg ellers regnet med, det ville være, da det var min 7. fødsel, og de øvrige 6 gange var det bare gået super godt.
Jeg har altid troet, at når man får at vide hos sin jordemoder, at hovedet står fast, så bliver det ved med at være sådan resten af graviditeten, men jeg blev klogere.
Da Mathias bestemte sig for at ville se dagens lys, startede det hele med, at jeg vågnede kl. 2.00, ved at jeg skulle på toilettet. Jeg havde en underlig fornemmelse i kroppen og var lidt i tvivl om, hvorvidt mit fostervand var gået eller ej.
Puha, det passede selvfølgelig med, at min mand var på skole. Skolen ligger 150 km hjemmefra, så han boede der hele ugen og var så hjemme i weekenderne. Jeg var derfor alene med mine børn.
Jeg havde allieret mig med min lillesøster, som meget gerne ville med til fødslen, og mine forældre som ville komme og passe børnene, så dem ringede jeg til kl. 2.30. Jeg var meget utryg ved at være alene hjemme, for det trykkede helt vildt nede i mit bækken.
Da vi ankom til fødegangen, blev jeg undersøgt. Æv æv, 2 cm åben, det var jo kun starten af fødslen, så der ville gå lang tid endnu. Jeg brokkede mig og sagde, det gjorde afsindigt ondt, at det trykkede helt vildt, men jeg fik bare bud på at hvile.
Hvem kan ligge og hvile i den situation? Ikke mig, så jeg travede op og ned ad gangen. Jeg tror, jeg gik 1.000 km den nat.
Kl. 9.50 fik jeg presseveer. Hovedet kom ud, men resten af kroppen sad fast. Mathias sad som i en skruestik. Han var kommet skævt ned i mit bækken og havde den ene arm med ud ved siden af hovedet. De måtte rykke ham ud, og det resulterede i et brækket kraveben.
Mathias' højre arm hang som en kogt spaghetti, og han var blå over alt, dog mest i hovedet. Jeg havde jo regnet med at skulle føde ambulant. Jeg ville hjem, fordi min datter blev 2 år, den dag Mathias blev født. Men det blev der ikke noget af - og heldigvis.
Lægen, der undersøgte Mathias, ville gerne have, jeg lige blev og overnattede. 2 gange i løbet af aftenen stoppede han med at trække vejret. Første gang fik jeg selv liv i ham igen, men anden gang overtog en sygeplejerske, og det gik osse godt. Så dagen efter fødslen tog vi hjem for at holde en lidt forsinket fødselsdag.
Tiden gik, men jeg syntes ikke, Mathias udviklede sig, som han skulle. Min familie og sundhedsplejersken mente, det var på grund af den hården fødsel. Men med 6 børn i forvejen var der ikke nogen, der skulle komme og fortælle mig, hvordan et barn skal udvikle sig, så jeg tog til vores læge med Mathias, kort tid før han blev 7 måneder. Jeg ville have ham undersøgt af en børnelæge.
Vi blev indkaldt til hospitalet, og Mathias blev undersøgt af 3 forskellige læger og en neurolog. 3 dage efter indlæggelsen blev vi udskrevet med en diagnose, der hedder Infantil Cerebral Parese, hvilket oversat til godt dansk betyder spastiker. Jamen, så var der jo noget galt med min lille dreng.
Nu er det 3½ måned siden, vi har fået en diagnose på Mathias. Han er i mellemtiden blevet MR-scannet, og vi venter på at høre, hvad scanningen har vist.
Det går rigtig godt med Mathias. Han har på de 3½ måned lært at holde sit hoved, rulle fra ryg til mave, løfte sig op i strakte arme, når han ligger på maven, ja og så er han begyndt at krybe.
Min lille skat er spastiker, og jeg vil gøre alt for, at han kan få et godt liv. Jeg har troen, styrken og kærligheden, så vi skal nok nå langt.
Vi elsker dig meget højt Mathias. Du er bare vores GULDKLUMP.
03-12-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025