Skrevet af Helle
Da min mand og jeg i et år forgæves havde forsøgt at blive gravid, og lægen netop havde indledt de første opklarende undersøgelser, viste graviditetstesten sig pludselig at være positiv! Sådan går det jo heldigvis ofte; når der bliver taget professionel hånd om én, ja så kommer der med ét skred i tingene!
Glæden var stor, barnet vi ventede var virkelig et ønskebarn. Jeg glædede mig til at opleve graviditeten, men var frygteligt bange for den forestående fødsel. Fødselsforberedelsen hjalp ikke på angsten overhovedet. Jeg var bange for, at der skulle ske noget under fødslen, som ville få fatale følger for enten vores lille baby eller mig selv.
Men efter en helt igennem uproblematisk graviditet oprandt dagen jo alligevel! Jeg havde termin den 12/11-2002, men den 4/11 kl. 21:30 begyndte maven med ét at rumstere! Jeg vidste med sikkerhed, at det var den allerførste ve, jeg havde mærket, og blev egentlig lidt overrasket over, at den ikke gjorde mere ondt. Jeg havde dog regnet med lange intervaller mellem veerne i starten, men de kom fra starten med et par minutters mellemrum og tog hastigt til i styrke.
Vi bor helt der ude, hvor kragerne ikke kommer, så jeg var lettet, da den vagthavende jordemoder gav os lov til at komme. Kort efter midnat besluttede vi at køre mod Holstebro Centralsygehus, og ved hvert eneste vejbump troede jeg, at fødslen gik i gang. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg i løbet af de næste mange timer skulle igennem et fødselsforløb, hvor næsten alle fødestuens remedier kom i brug...
Kl. 01:45 blev jeg undersøgt af jordemoderen. Jeg var et par cm åben og på vippen til at være i aktiv fødsel. Da jeg blev tilbudt at komme i karbad, tog jeg glad imod. Det var meget bedre at ligge dér i det varme vand med levende lys og beroligende musik; tænk om jeg kunne få lov at føde lige dér! Hurtigt åbnede jeg mig til 5 cm, men jeg fik det pludselig dårligt i vandet og ville op. NU! Jeg fik et lavement og forsøgte herefter at hvile mig lidt i sengen.
Klokken var nu 04:00, og udvidelsesveerne gjorde meget ondt. Jordemoderen lagde fire smertestillende akupunkturnåle ved min lænd, men da de ikke havde den ønskede virkning og var generende at ligge på, bad jeg hende fjerne dem igen.
Kl. 05:00 var jeg næsten helt åben, og der blev prikket hul til fostervandet, som viste sig at være grønt. Dette gjorde mig nervøs, og jeg blev syg af bekymring for, om baby lå derinde og var stresset, men nu måtte der da virkelig snart ske noget!
Af uforklarlige årsager var jeg en lille time senere begyndt at lukke mig igen til 7 cm. Jeg blev tilbudt epiduralblokade men takkede skyndsomst nej. Dette var en af de ting, jeg havde frygtet at blive udsat for! Jeg fik så i stedet opsat vestimulerende drop, og der blev sat en elektrode på babys hoved (intern CTG).
Men smerterne var nu så voldsomme, at ønsket om at blive dem kvit efterhånden overskyggede min angst for epiduralen, så jeg endte med at sige ja tak til den alligevel! Om jeg var en problematisk patient, eller narkoselægen var et fjumrehoved, ved jeg ikke, men i hvert fald tog det ½ time at anlægge epiduralen. Det var grusomt at ligge krummet sammen omkring den store mave i så lang tid, mens veerne bragede derudad, og jeg rystede over hele kroppen.
Kl. 07:00 blev der tilkaldt en overlæge, jeg fik ilt og der blev taget blod fra til et eventuelt kejsersnit, for baby ville altså bare ikke ud, selvom den ikke ligefrem havde det fremragende derinde! De tappede mig så for urin, og endelig begyndte epiduralen at virke, så jeg kunne få blundet lidt.
Kl. 09:30 fik jeg en Pamol, da jeg havde fået feber! Af grunde jeg ikke kender, fik jeg også penicillin, og da klokken var 10:00, besluttede vi at slukke for epiduralen.
Kl. 11:50 mærkede jeg stadig ingen pressetrang, men jeg skulle efter aftale med overlægen forsøge at presse alligevel, når apparaturet viste en ve.
Desværre lå baby så højt i bækkenet, at der blev gjort klar til sugekop. Om det var tanken om sugekoppen, der gjorde udslaget, eller hvad det ellers skyldtes, er uvist, men i hvert fald fik jeg uanede kræfter og havde ½ time senere født en lille, dejlig pige helt ved egen hjælp!
Mens jeg fødte moderkagen, blev baby suget, vasket og fik ilt, og desuden lidt modermælkserstatning på grund af for lavt blodsukker.
Endelig kunne jeg holde mit lille barn i armene. Den frygtede fødsel på 15 timer var vel overstået, og vi var nu, den 5/11 kl. 12:20, de lykkelige men trætte forældre til en vidunderlig, velskabt pige på 3.150 gram og 52 cm.
I dag er Ea en sund og velfungerende pige på 11 måneder. Og tænk sig... Hendes forældre er faktisk parate til at gennemgå det hele én gang til!
17-12-2003
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025