Skrevet af Karenlouise
Min første fødsel af min søn Casper den 25. december 1999 (på terminen) gik uden mén. Ingen ubehag med kvalme, halsbrand eller smerter, og ingen "besvær" efter fødslen. Han sov igennem den første nat, vi kom hjem fra sygehuset.
Mange sagde, at vi vidste ingenting til, hvordan det var at få barn, men der er jo så mange meninger.
Tiden kom, hvor Casper var blevet 3 år, og planerne om en lille ny var i gang. Efter et halvt års tid var der to streger på graviditetstesten, og det var en stor glæde.
De første 3 måneder var jeg konstant plaget af halsbrand, men det tog jeg som en oplevelse, for det hørte jo med. I 4. måned blev jeg sygemeldt på grund af bækkenløsning, og da jeg arbejdede i stående stilling, mente lægen, at jeg lige så godt kunne blive sygemeldt tiden ud.
I starten var det jo bare lykken, så kunne jeg jo gå og gøre mig klar, og mit bækkenløsning var nogle dage bedre end andre dage, så jeg følte mig ikke decideret syg.
Sommeren nærmede sig, og tiden sneglede sig af sted. Jeg blev større og større, og det blev varmere og varmere. Jeg kunne ikke holde til at lave noget derhjemme og sad med dårlig samvittighed, for manden slæbte penge hjem, samtidig med at huset flød.
Da jeg var 7½ måned henne, var jeg en aften på toilettet, og der blødte jeg ret kraftigt, så det var huhej vilde dyr i en fart ind på fødegangen. Jeg blev undersøgt i alle ender og kanter, men alt var, som det skulle være. Men de ville gerne beholde mig natten over for en sikkerheds skyld.
Den nat begyndte mine plukkeveer. Det sjove af det hele er, at efter den omgang mærkede jeg intet til min bækkenløsning, så der må da helt klart være noget, der har siddet i vejen.
Den sidste måned rendte jeg ind og ud af fødegangen, da jeg havde veer, men det var åbenbart bare meget kraftige plukkeveer. Til sidst besluttede jeg mig for, at næste gang jeg skulle derind, var når hovedet var på vej ud.
Det blev lørdag den 27. september (min terminsdato), og jeg tog med min mor og Casper til marked i Viborg, hvor vi gik rundt i 3 timer. Da vi kørte hjem ad, kunne jeg godt mærke, det begyndte at bide, men jeg slog det hen.
Vi var hjemme 14.30, og derefter kom veerne med 5-7 minutters mellemrum. Min mand var på arbejde i Viborg, og klokken 16.30 ringede jeg til ham og sagde, at nu måtte han godt køre mod Herning, for jeg troede, det blev i dag. Han troede ikke helt på mig, for nu havde vi været på fødegangen så mange gange forgæves, men han var hos min mor klokken 17.30, hvor vi ringede til fødegangen.
Det svar jeg fik der var, at hvis jeg havde det bedst med at blive kigget på, kunne jeg da godt komme. Sikke et svar at få. Så det hastede i hvert fald ikke, så jeg røg en cigaret og drak et glas cola, hvorefter vi tøffede op på sygehuset.
Jeg blev undersøgt og var 2 cm åben, men der var et utroligt pres på, så jordemoderen besluttede at fjerne hinderne, og derefter gik vandet med en vældig fart. Vandet gik klokken 18.00, og derefter skal jeg love for, at veerne kom oven i hinanden.
På et tidspunkt skulle jeg lægge mig på siden, for barnet lå med sin ryg op af min, og den skulle lige vende sig. Jordemoderen havde ikke travlt, og mellem hendes skrivearbejde kiggede hun lige til mig, og så fik hun travlt, for barnets hoved var på vej ud.
Presseveerne kom kl. 20.05, og kl. 20.10 var vores dejlige søn født. 4.000 gram og 52 cm lang. En hurtig fødsel, men mentalt nåede jeg slet ikke at følge med. Jeg var slet ikke revnet trods den hurtige fødsel, og jeg var klar til at tage hjem igen kl. 22.30.
Vores søn Christoffer er i dag 1½ måned og trives godt trods sin hurtige medfart på livet. Atter et barn født på terminen.
24-12-2003
|
© 1999-2025