Skrevet af Selina
Veerne startede kl. 1.30 om natten, og jeg sprang nærmest op af sengen, for nej hvor gjorde det dog ondt! Da veen var overstået, lagde jeg mig ned igen og tænkte, at nu kunne jeg få lov at sove videre, men nej. 5 minutter, op igen og av for h...
Jeg besluttede mig for, at det nok måtte være veerne, der var kommet, så jeg ringede til min mor for lige at spørge hende til råds. Det ville nok også være meget rart for hende at vide, at det nok blev snart, at hun skulle blive mormor, da hun skulle være med til fødslen. Men jeg blev hurtigt klogere. Jeg var altså ikke en af de førstegangsfødende, der fødte i løbet af et par timer.
Kl. 3 blev jeg enig med min mor om, at jeg nok skulle ringe engang ind til fødegangen, da det jo tydede på, at jeg jo snart skulle være mor. Jeg fik fat i en meget sød og ældre jordemoder, som sagde, at jeg sagtens kunne vente et par timer med at komme derind, for når jeg først var der, ville de nok ikke sende mig hjem igen.
Kl. 4 blev jeg og min mor enige om, at vi nok skulle begynde at vende snuden mod sygehuset, så jeg vækkede Felicias far, der lå og drømte sødt. Han var helt rundt på gulvet og faktisk lidt sur over, at jeg vækkede ham, men han kom da op, og kl. 4.30 kom mine forældre, og vi kørte til sygehuset.
Kl. 5 var vi så på fødeafdelingen. Jeg blev undersøgt og var kun 3 cm åben, total nederen! Og hvis det ikke skal være løgn, var veerne mere eller mindre gået i stå en halv time senere. Der var så ikke andet at gøre end at tage turen op og ned af trapper ned fra tredje sal, igen og igen og igen.
Kl. 10.45 tager jordemoderen så vandet for at der kan komme lidt gang i fødslen, og så kom veerne også stille og roligt. Der er ca. 5 minutter mellem hver ve nu.
Kl. 12.30 er jeg 7 cm åben og efterhånden godt træt af at være i fødsel. Kl. 14 er jeg 9½ cm åben, og den sidste kant vil bare ikke give sig, så jordemoderen må hjælpe til med et par fingre under et par veer, og jeg kan godt sige jer, at det gjorde ondt.
Kl. 14.15 får jeg så den kendte pressende fornemmelse, og jeg var overbevist om, at nu skulle jeg altså på toilettet, men jordemoderen forsikrede mig om, at det altså var mine presseveer, der var kommet. Virkelig en ubehagelig fødsel, syntes jeg!
Kl. 15.00 er jeg næsten mere død en levende, syntes jeg i hvert fald selv. Men jordemoderen kommer så med den geniale ide, at hun kunne komme med et spejl, så jeg selv kunne følge med i det sidste. Det synes jeg lyder som en ok ide og er da villig til at prøve for at få det overstået. Det gav mig fornyet styrke, at jeg kunne se, at der skete noget, hver gang jeg havde en ve.
  Kl. 15.16 smut, så var hun der, min skønne lille pige Felicia, helt blå over hele kroppen, men skreg som en stukken gris. Nej, hvor jeg tudede. Jeg vidste simpelthen ikke, om jeg skulle være ulykkelig eller lykkelig. Tænk, at det faktisk først nu var gået op for mig, at jeg have ansvaret for dette lille menneske de næste 18 år.
Jeg var overbevist om, at dette her skulle jeg aldrig nogen sinde gøre igen. Men det ved vi jo alle sammen, at det er og bliver en gammel løgn.
Hun blev derefter undersøgt på alle leder og kanter. Hun vejede 2.300 gram og var 47 cm. Mit lille mirakel. Fødslen varede 14 timer.
01-01-2004
|
© 1999-2025