Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Bjarke kom til verden 2 uger over tid Bjarke kom til verden 2 uger over tid

Det var en hård fødsel, og Emilie havde ondt i halsen bagefter af al skrigeriet.
 2192 

Skrevet af Emilie

Efter at have nydt at læse alle de fødselsberetninger, jeg kan komme i nærheden af, er det vist ved at være min tur. Historien starter lidt før min fødsel og slutter lidt efter.

Jeg var allerede gået næsten 2 uger over tiden og var så stor som en hval. Anders, min kæreste, og jeg var taget ind til byen for at hygge os. Det gjaldt jo om at udnytte det - de sidste dage uden barn.

På vejen tilbage til bilen, som vi havde lånt af mine svigerforældre, spurgte Anders, om jeg havde husket at ringe til min søster og ønske tillykke med fødselsdagen. Åh nej, vi var inviteret til fødselsdag, og der sad de nu alle sammen i Brønshøj og troede, jeg lå og fødte. Åh nej!

Da jeg endelig kunne ringe og sige, at der altså ikke var sket noget, fik jeg en forpustet og ophidset svoger i røret. Mine forældre var taget hjem for at sidde vagt ved telefonen, og min anden svoger kunne jeg høre le hjerteligt ude fra haven, da det hele gik op for ham. Ikke så godt, og min søster fik vist aldrig nogen fødselsdagsgave.

Nå, til sidst satte de mig i gang den 30/7, 14 dage over tiden. Om morgenen var vi inde på Frederiksberg, hvor jeg fik sat en stikpille op, og der blev kørt strimmel. Vi skulle være tilbage kl. 16 til tjek. I løbet af dagen prøvede jeg at hvile mig, men jeg fik lidt menstruationsagtige smerter over lænden, så jeg gik lidt omkring, mens jeg mumlede uforståelige ting til Anders' spørgsmål om, hvordan jeg havde det.

Kl. 16 tog vi ind igen. Vi havde ikke rigtig noget med, vi skulle jo bare have mig tjekket og eventuelt sat en ny stikpille op. Køreturen var ikke så behagelig, og vi skulle ihvertfald ikke høre musik! Anders så lidt nervøs ud, men jeg var ærlig talt ligeglad.

Jeg blev udersøgt og var 3 cm åben. Vi fik at vide, at vi roligt kunne tage hjem igen, der ville ikke ske noget foreløbigt. Vi gik langsomt ud mod bilen igen. Halvejs ude ville jeg ikke længere. Ikke tale om, at jeg ville køre i bil nu.

Vi gik tilbage og fik - af en lettere fortravlet jordemoder - besked på, at alle fødestuer var optaget, men vi kunne vente i modtagelsen. Der vraltede jeg så rundt en times tid, mens smerterne blev værre og værre. Jeg prøvede et bad og havde absolut ingen lyst til at grine eller spille kort mellem veerne, sådan som jeg har hørt, der er nogen, der har.

Efter en time var der plads på en fødestue. Jeg fik noget akupunktur over lænden og kom i et fødekar. Om det var vandet eller akupunkturen, der virkede, ved jeg ikke, men jeg fik da et kvarters ro.

Nu begynder det. Jeg har engang set nogle grislinge blive kastreret. De skreg. Det er intet imod, hvad jeg gør. Vinduet er åbent ud mod parkeringspladsen, og der er garanteret nogen, der har fortrudt, mens de gik over parkeringspladsen på vej mod jordemoderbygningen.

Jeg får lattergas og ilt, men får ikke rigtig trukket vejret ind, da jeg skriger i stedet for. På et tidspunkt får jeg også bidt et ordentligt hul i skumgummiringen, jeg hænger i. Jeg prøver rigtig mange strategier for at få jordemoderen til at tage den der ting ud af mig (at det er et barn, kan jeg slet ikke forholde mig til). Jeg tænker, at hun vel kan skære den i stykker eller noget.

Nu, når jeg læser det, bliver jeg helt forskrækket, men jordemoderen tager det roligt. Jeg både truer og trygler hende, prøver at overbevise hende med det bedste, min logiske sans kan præstere på daværende tidspunkt og nægter at fortsætte. Ligemeget hjælper det. I fødselsberetningen har hun nådigt skrevet, at jeg synes, det gør meget ondt.

Jeg er 4 cm åben, og både Anders og jeg sukker, og jeg siger: "Jeg kan ikke klare 6 timer til". "Så lang tid tager det nok heller ikke", siger jordemoderen kryptisk.

Jeg nærmest sover mellem veerne - tror de. Jeg lukker bare øjnene og fobereder mig på næste gang. Jeg vil egentlig gerne deltage i samtalen, men jeg vil ikke bruge de kræfter, det kræver, så jeg bestemmer mig for ikke at sige noget ud over at viske "vand" ind imellem.

På et tidspunkt vil jordemoderen gerne have noget aftensmad, men da jeg insisterer på at have en professionel i nærheden, bliver der tilkaldt en meget sød og erfaren sygehjælper. Hun sidder så sammen med Anders og stryger mig over håret og holder mig i hånden.

Hen ad kl. 19 spørger hun, om jeg presser. Jo, det gør jeg da vist. Hun rejser sig, og jordmoderen kommer. Jeg siger brutalt til den søde sygehjælper: "Nu kan du godt gå". Det var jo ikke særlig venligt sagt, men det tog hun heldigvis pænt.

Jordemoderen spørger, om jeg vil føde i vand. "Ja", svarer jeg fuldstændig ligeglad. Jeg kan ikke overskue at tage stilling til, hvordan jeg dog skulle komme op på nuværende tidspunkt. Jeg stemmer fødderne mod kanterne af karret og presser af alle kræfter.

Vandet er stadig ikke gået, og fosterhinden står ud som en billardkugle. Jeg kan mærke den, den føles glat og ligesom med en ekstra løs og meget tynd hinde over. Jeg forestiller mig den hvid med et svagt grønt skær. Kl. 19.45 springer den. Fostervandet er brunt. Jeg bliver beordret op af karret og efterkommer mærkeligt nok ordren relativt nemt.

Ude på gulvet står jeg hen over briksen. Anders vil holde mig i hånden, men når jeg presser, har jeg brug for mere modstand, så jeg holder fast i en metalstang på briksen. Jeg må have holdt grundigt fast, for jeg får trykket en nerve, så min pegefinger er følelsesløs flere måneder efter. Hjertelyden er heldigvis hele tiden ok.

Kl. 20.10 kommer toppen af hovedet til syne, og jordemoderen spørger, om jeg vil op på fødelejet. Jeg føler, at jeg maser hans hoved op igen, da jeg kravler op. Jeg får at vide, at jeg skal holde mine ben. Jeg ved ikke, hvem der har fundet på det, men det var da fuldstændig umuligt!

Ind kom den flinke sygehjælper igen (ikke at jeg opdagede det på daværende tidspunkt), og hun og Anders holder så mine ben. Jeg får at vide, at nu kan jeg mærke hovedet. Jeg prøver med hånden og trækker den hurtigt til mig igen. Hvad jeg kan mærke er noget blødt, slimet, udspilet noget. Godt jeg ikke blev tilbudt et spejl!

Pludselig får jeg besked om at gispe. Jeg gisper, mens jeg tænker: "Nu er der ingen vej tilbage". Jeg kan mærke hovedet komme ud. Det svier lidt, og jeg håber, jeg ikke springer. Mine ører er lukkede for alt undtagen jordemoderens instruktioner.

Puha! Hovedet er ude. En presseve til, og kroppen kommer ud. Tankerne har nærmest brændt sig fast i mit hoved: "Hvor er han lang! Rød, blålilla og slimet! Bare han lever!". Slask!! Barnet kommer op på min mave. Han har det fint. Han skider med det samme ud over mig. Han kommer med et halvtkvalt skrig og bliver suget, fordi fostervandet var brunt.

Vi kigger på ham, Anders og jeg. Skulle man ikke stortude nu? Jeg der ellers har så let til tårer. Jeg presser lidt igen, og moderkagen bliver født. Den er fin. Den bliver holdt op, så jeg kan se den, men jeg har jo for h... ingen briller på! Jeg orker ikke at sige det. Jeg er fuldstændig udmattet og føler, jeg er ved at falde ned af fødebriksen.

Jeg skal have et par sting, men det er kun en lille rift. Anders tager Bjarke imens. Gudskelov! Endelig kan jeg rykke hen på en seng ved siden af. Sygehjælperen hjælper mig, da jeg er i tvivl, om jeg kan stå på benene. Jeg kan kende hende på tøjet, men hendes ansigt synes jeg aldrig, jeg har set før. Jeg kigger på vores dreng. Heldigvis har jeg læst mig til, at det der med moderfølelsen ikke altid er noget, der kommer lige med det samme, så jeg tager det roligt.

Vi får en fin bakke med flag og sandwiches. Jeg spiser det hele - også Anders' portion. Jeg har aldrig været så sulten i hele mit liv! Bjarke bliver målt og vejet til 57 cm og 4.600 gram. Intet under jeg syntes han var lang. Han kigger ikke på os. Han er blevet så mast under fødslen, at han er helt ophovnet i hovedet og omkring øjnene, og han har en stor bule.

Mine forældre kommer efter en halv times tid. Der bliver taget et par billeder, og så skal vi ned på barselsgangen. Bjarke er lagt i en fin krybbe, og jeg går meget langsomt. Der er en sygeplejerske, der tager imod os, og jeg bliver installeret. Anders bliver sendt hjem. Det er forfærdeligt; hvis jeg ikke var så træt, ville jeg forbyde det. Men jeg falder i en urolig søvn, bange for at komme til at mase Bjarke, der ligger oppe hos mig i sengen.

Næste dag havde jeg glemt sygeplejersken, der tog imod mig og blev noget forarget, da hun ikke præsenterede sig eller noget, før hun gik hen til Bjarke. Jeg havde vist virkelig været langt væk.

Den 1/8 har jeg fødselsdag. Det var hæsligt. Alle syntes de kunne slå to fluer med et smæk. Både se den lille og holde fødselsdag for mig. Det var umuligt for andre at være i gæsteværelset den eftermiddag, og det så ud som om, jeg var flyttet ind nede ved min seng, så mange gaver var der. Jeg var fuldstændig udmattet. Mine brystvorter revnede, og riften der var blevet syet sprang op. Det var dejligt at komme hjem.

Til sidst: Moderfølelsen er selvfølgelig kommet, selvom både Anders og jeg i starten spekulerede på, hvornår "de" mon kom og hentede ham, for det kunne vist ikke være rigtigt. Det var en hård fødsel, og jeg havde ondt i halsen bagefter af al skrigeriet. Bjarke er dog det hele værd - selvfølgelig.

13-01-2004

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Her finder du et væld af personlige gaver til især dåb. Babybogen - Barnets første bog, dåbsglas, legetøj, bordflag og meget mere. Alt sammen personliggjort med barnets navn. Kig ind!

 Min Personlige Gave





Få en skøn babypakke til en værdi af 469,95 kroner. Du får et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

 Gyldendal





Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook